Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Jakob Ejersbo Nordkraft 424 sider, 298 kr. Gyldendal Benn Q. Holm Album 571 sider, 350 kr. People’s Press Anmeldt af Bent Nylander Rasmussen Samtidsrealismen har ramt danskerne. Det såkaldte stormløb med den såkaldte forfatterskoleprosa som for alvor blev skudt i gang med Sonnergaards »Radiator« i ’95 raser og samler hele tiden moment. Forfatterne hedder Jesper Wung-Sung, Daniel Dencik, David Læby, Morten Sindø, for den sags skyld også Helle Helle, og så altså Jakob Ejersbo og Benn Q. Holm, og så er sikkert flere glemt. Nogle 6 Omslag af Nego og Brando med foto af Lars H Ålborg, Danmark, danskerne og alt det der Samtidsrealisterne kommer: Unge Ejersbo på hvinende dæk gennem Nørresundby, Benn Q. Holm foretrækker at gå NR. 4 DECEMBER 2002 klarer sig op i blitzlyset, andre ikke; nogle med rette, andre ufortjent. Men sådan er det jo med mediemaskinen. Den er brølende sulten. Bogmessen i forum har aldrig været større, og man kan knapt nok huske, hvem der vandt årets Nobelpris i litteratur i oktober. Lige nu er det Jakob Ejersbo og hans »Nordkraft«, alle taler om. »Nordkraft« er sat i Ålborgs halvverden af stofmisbrugere, rårygere, nydelsesrygere, pushere, perkere, dealere, kurerer, krejlere, dørmænd, rockere og narkobetjente i begyndelsen af 90’erne. »Junkiehunde« hedder første del, hvor pusherfrau’en Maria er fortælleren. Pusherfrau bliver man, hvis man er kærester med en pusher. Det giver en vis agtelse i miljøet, og hvis man er råryger, kan man få dækket sit forbrug gratis, eller i hvert fald koster det kun sex. Til forskel fra pusherkæresten, den Omslag af Ida Balslev-Olesen med foto af Jens Morten tragikomiske og indolente Asger, der praktiserer hashsalg, tatovørforretning og Rottweileropdræt med lige stor talentløshed, er Maria en overlever. Hun besidder den blanding af opportunisme, ambition, men også menneskelighed, som bærer hende relativt velbevaret gennem alle trængsler. Det samme gør den hjemvendte sømand Allan i romanens anden del, »Broen«, der bliver indhentet af det snavs, han flygtede fra, da han et par år tidligere stod til søs som maskinmand. Allan slider sig fri fortiden mest af alt i kraft af en dyb og renfærdig forelskelse i den bundsolide Maja. I alt kan alle romanens personer inddeles i de, som har (Nord)kraften og de, som ikke har. Maria, Allan og Hossein, den iranske lånehaj, hvis pletfrie hjem står i lysende kontrast til de andres junkiehuler, har den alle. De kan være nok så anløbne, men grund- læggende er de ordentlige mennesker, som nok skal klare skærene. Derimod har Asger og Steso, det ultimative syrehoved og gruppens vismand, den overhovedet ikke. Ejersbos verden er inddelt i vindere og tabere, og hvad man ender som har langt mere med arv end miljø at gøre. Det er den lurende banalisme i romanen (eller er det en filosofi?) som sikkert er konsekvensen af den ekstremt handlingsorienterede fortællestil, Ejersbo har valgt, og som også er det talent, han helt retfærdigt hyldes for af en enig anmelderskare, som det hedder. Der findes heller ingen hjemlig forfatter lige nu, der kan fortælle så medrivende, visualisere så livagtigt og dreje en dialog så autentisk, som han. Men der er lidt af en jomfru over Maria og lidt af en ædel vild over Hossein, hvilket giver en bizar naturromantisk undertone midt i junkiegruen og som dufter alpefriskt af ideolo-
gi. Og det er egentlig ret provokerende, tilsigtet eller ej. Benn Q. Holm fik mange roser for sin og virtuost plottede ensemble- og københavnerroman »Hafnia Punk«, som omhandlede generationen af fortabte velfærdsbørn, som når langt op i 30’erne, før de siger farvel til øl, fisse og hornmusik og på det ynkeligste forsøger sig med hus, bil, kone og børn. Holm var en minutiøs og præcis realist i »Hafnia Punk«, og det er han også i »Album«, hvor vi derimod har at gøre med en generationsroman eller Danmarkskrønike, der strækker sig over de sidste 30 år og knap 600 tætskrevne sider. Hovedpersonerne er Jon, Lars og Martin og hver især repræsenterer de tre overordnede samfundsklasser: de venstreorienterede intellektuelle, den materialistiske øvre middelklasse og den til småborgerlighed aspirerende arbejderklasse. Den nøjsomme Jon går det godt, han bliver læge, Lars går det skidt, han ender som bistandsklient på Lolland og Martin går det sådan halvgodt, han får udgivet et par romaner, bliver gift, får børn, bliver skilt, gift, skilt… For nu at være lunken, må man sige, at det nok er et temperamentsspørgsmål, om man kan lide Benn Q. Holm eller ej. Hvis man holder af at se Matador eller falder i staver over miniaturebyerne i Legoland, skal man nok finde sig til rette i romanen, hvis ikke bliver det hurtigt som en »dagsmarch gennem knæhøjt mudder« (Tue Andersen Nexø i Information). Hvis »Album« er en vellykket roman, er det fordi Holm er en fabelagtig sædeskildrer, der præcist igen og igen spidder den helt rigtige detalje, uanset hvad han beskriver. Hvis romanen ikke er vellykket, så er det fordi persontegningen, konflikterne og udviklingsmønstrene er (tids)typificerende grænsende til commedia dell’arte. Selv om Holms erklærede mål med »Album« har været at nå ud til så mange danskere som muligt, er det svært at se, hvem der skulle have tålmodighed til at slubre sig igennem hele arkivet. Der sker for lidt, og det lidt, der sker, er for forudsigeligt og sker for langsomt. Og så er den i øvrigt alt for melankolsk, kynisk og pessimistisk til, at den nogensinde kan blive det al-danske referencepunkt for dagens voksengenerationen som Hammerichs Danmarkskrønike og Matador er for forældrene og bedsteforældrene. Problembehandlende litteratur Fra smertefuld barndom til sorgmunter ungdom i norsk litteratur Per Petterson Det er okay med mig Oversat af <strong>Anne</strong>lise Ebbe 184 sider, 248 kr. Batzer & Co Håvard Syvertsen I lyset Oversat af Mone Hvass 176 sider, 228 kr. Batzer & Co Anmeldt af Sindre Ekrheim I Per Pettersons roman »Det er okay for meg«, første gang utgitt på norsk i 1992, følger vi arbeiderklassegutten Audun Sletten fra han er 13 og fram til han er 18 år. I løpet av denne tiden har avisgutten Audun rukket å hoppe av gymnaset og begynt å jobbe på et trykkeri. Rammen om romanens og Auduns liv er forstaden Veitvet i Oslo tidlig på 1970-tallet. Audun er skoleflink, men utilpass på skolen. Den eneste han utvikler et nært vennskap til, er klassekameraten Arvid som blir utvist fra skolen da han henger et FNL-flagg i skolens flaggstang. Arvid og Audun er levende opptatt av 1970-tallets politiske radikalisme, lytter til Bob Dylan og Jimi Hendrix, drikker seg fulle, kjører bil og leser bøker av de store heltene Helge Ingstad, Jack London og Jan Myrdal. På tross av at Audun er en slags outsider, er bokens persongalleri stort og de enkelte romanskikkelser, særlig den brokete forsamling av arbeidere på trykkeriet, skildret med rå varme. Denne realistiske oppvekstromanen inneholder mye barsk humor og underfundige replikkvekslinger, men den rører også ved de såre og sorgfulle sidene i Auduns liv. Romanen kan i helhet sies å pendle mellom et råhetens og et ømhetens nivå. Auduns barske skall holder hans indre sorg i sjakk. Moren har forlatt Auduns far som var en voldelig alkoholiker. Og den yngre broren Egil har omkommet i en bilulykke, i tillegg gjør den sosiale avstanden på gymnaset at han permanent føler seg utenfor. Selv om romanen handler om perioden etter at faren har forlatt familien, er den kronologiske fortelling brutt opp, den hopper i tid og bringer retrospektive streif og glimt inn i romanen, noe som tilfører Arvids historie bakgrunnsdybde. »Det er okay med mig« fanger inn det tidlige 1970-tallets særegne puls ved å referere til tidens musikalske og litterære emblemer. Og gjennom bruken av et forsiktig, men tidvis røft språk, ispedd lun humor, skapes en tekst med et stort språklig spenn. Språket driver stille av gårde, men blusser plutselig opp og slår til. Det virker som språket besitter Auduns egen dobbelhet idet det forvandles fra det ømme til det barske og omvendt. Mens Per Pettersons roman dreier seg om ungdom og oppvekst, så handler Håvard Syvertsens roman »I lyset« som ble utgitt i 2002, om en ubehagelig, vond og smertefull barndom. Der stilen er sorgmunter hos Petterson, er den snikende og uhyggelig hos Syvertsen. Jeg-fortelleren er den 10 år gamle Arne, han har en mor med en psykisk lidelse. Hun har vært innlagt på psykiatrisk sykehus, men har vært hjemme en stund. Arne våkner midt på natten av at en lastebil har havnet i naboens hage, noe som igjen utløser morens sykdom, hun tror at hun skal dø. Neste dag må Arne bli hjemme fra skolen og passe på moren mens far går på jobb på våpenfabrikken. Romanen utspiller seg over et par døgn. Den ytre fortellingen er sparsom på de store og dramatiske handlinger, bortsett da fra morens eskalerende sykdom. Teksten er desto rikere på språklige nyanser og av Arnes tanker og nitidige observasjoner av små gester og hverdagshendelser, noe som gjør at romanteksten understreker det underliggende klaustrofobiske dramaet. Arne ønsker å forstå hva som skjer rundt ham. Han fylles opp av (roman) morens sykdom og makter ikke å gå på skolen, overfor klassekameratene er morens sykdom et tabu. I et forsøk på å kontrollere sin egen angst studerer Arne legebøker og medisinske leksikon og kan sitere ordrett lange avsnitt om symptomer og sykdommer, noe som blir rene tvangsritualer for ham. Arne er veldig glad i sin mor og er dypt bekymret for henne og preges av sterk redsel for å bli forlatt: »Mor stod ikke i vinduet. Hun er borte, tenkte jeg, huset er tomt. Jeg cyklede op ad veijen, men jeg kunne allerede mærke hvordan det føltes i kroppen at gå fra værelse til værelse. Det var som om jeg ikke kunne føle noget, at ingenting virkede som det skulle.« Språket i romanen er klinisk, deskriptivt og hverdagslig. Den øde og nedslipte prosaen lar en sterk tomhets- og ensomhetsfølelse bre seg i teksten. Romanen har et konsekvent barneperspektiv og viser et barn som strever med å orientere seg i en fremmed verden. Og leseren møter den fordreide voksenverdenen, sett gjennom barnet Arne. Romanen sier noe vesentlig om det å være barn og det å ha vært barn, om ømhet, ensomhet og redsler i en barneverden som altfor tidlig vokser utover grensene sine. Barnet kastes inn i en fordreid og vond voksenverden som det ikke er i stand til å håndtere, og voksenpersonene er på grunn av tragiske omstendigheter heller ikke i stand til å ta hånd om barnet. Temaet om det forlatte og ensomme barnet har vært en tendens i deler av norsk samtidslitteratur en stund. Det utsatte barnet stod sentralt i Hanne Ørstaviks roman »Kjærlighet« fra 1997 og gjør det i årets roman av Niels Fredrik Dahl, »På vei til en venn«. Spørsmålet er om denne problembehandlende litteraturen legger seg altfor nært opp til journalistikken ved at den lar alvoret i saken engasjere leseren, ikke litteraturen og språket. NR. 4 DECEMBER 2002 7
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?