Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(kritik) Svend Erik Larsen Mutters alene. Ensomhed som litterært tema 397 sider, 250 kr. Gads Forlag Anmeldt af Henk van der Liet Lad det være sagt med det samme: Svend Erik Larsens »Mutters alene« er en imponerende, lærerig, lærd og – ikke mindst – underholdende bog. Når man har læst værket til ende, kan man ikke andet end løfte hatten for præstationen; sikken et opvisningsnummer af viden og belæsthed. Men på trods af beundringen er der noget der skurrer. Man undrer sig nemlig over bogens komposition og sprogtone, og som en konsekvens heraf er man i vildrede angående hvem tekstens intenderede læsergruppe(r) egentlig er. Hvad det sidste angår, så fremgår det ikke klart hvilken målgruppe teksten henvender sig til. Hverken teksten selv eller omslagsteksten oplyser hvem bogen er skrevet for. Problemet bliver heller ikke løst af indholdsfortegnelsen der, som en rigtig appetitvækker, omfatter kapiteloverskrifter som bl.a. »Når en fluesmækker er en slikkepind« og »Fedtemadder og glinsende grønsvær«. De virker som lokkemad for gymnasieelever, og det er vistnok med denne målgruppe for øje, at Svend Erik Larsen fletter en række neologismer og moderne jargon ind i bogens sproglige tekstur. Forfatterens imødekommenhed over for et yngre publikum strækker sig så langt at han til tider havner i en ret poppet og noget anstrengt sprogtone, f.eks. når han omtaler en moppedreng af en bog som »en motherfucker på 800 sider« og skriver sætninger som »Aquinas var ikke varm på Lullus’ ideer. Det er endt med uafgjort mellem Platon og Aristoteles«. 54 Når der går sprog i ensomheden Hvem henvender Svend Erik Larsen lærdomsrige bog om litterær ensomhed sig egentlig til? NR. 4 DECEMBER 2002 Men Svend Erik Larsen kan sit kram, og han er en rigtig god og dygtig formidler af meget komplicerede litteraturvidenskabelige problemer og debatter, og han er i stand til at vække interesse for litteraturens særlige rolle i den aktuelle samfundsudvikling. Jeg har al forståelse for den frustration der ligger i det faktum at videnskabelige artikler som oftest kun når ud til en håndfuld indviede kolleger, og at man får en langt større læserkreds når man samler dem i en bog med et tiltalende omslag. I betragtning af dens intellektuelle vingefang kan bogens primære læsergruppe imidlertid umuligt være gymnasiaster, hvorimod Larsens sprogtone netop virker som en leflen for denne læsergruppe. Og spørgsmålet er hvorvidt disse læsere er tjent med det til tider opgearede og uligevægtige sprog. Blot med to siders mellemrum finder man to sætninger der markerer bogens sproglige yderpunkter: Hos Mrs. Bloom er der ingen omfattende repræsentativitet som hos Dante, ingen baglæns tvangsindskrivning i samfundet som hos Rousseau, ingen dialogisk relativering af en heroisk individualisme som hos Pontoppidan. Og i den anden ende en sproglig kolbøtte som: Verden betragtes som en supertanker i gadekæret i Pærekøbing, og det er lige uoverskueligt at være ombord og at bo i Pærekøbing. Ensomhedens paradoks De første to af bogens fem kapitler hænger direkte sammen med bogens titel og hovedsigte, nemlig ensomhedstemaet. De øvrige kapitler er mere løseligt knyttet til temaet, og den måde hvorpå forfatteren forsøger at banke disse kapitler indholdsmæssigt på plads i bogens helhed, virker lettere forceret. Jo længere man kommer ind i bogen, jo længere bevæger man sig ud i temaets periferi, og bort fra de intentioner som formuleres i indledningen. Svend Erik Larsens hovedformål er at undersøge og diskutere ensomheden som litterært tema, eller formuleret lidt mere præcist, han vil studere »alenetilstanden« gennem litterære udtryksformer. Og i løbet af fremstillingen bliver det klart at Larsens anden målsætning er at forsvare litteraturens betydning som et af de mest righoldige og fintmærkende instrumenter, når det drejer sig om at kortlægge de skiftende forhold mellem (det ensomme) individ og kollektivet. Dette forholds store paradoks er at den litterære ensomhed konkretiseres i et fælles betydningsunivers, dvs. at den litterære ensomhed manifesterer sig i sproglige udtryksformer og forestillinger, og at den dermed bryder det »ensomme« individs isolation. Ensomheden bekræftes jo af andres implicitte eller eksplicitte tilstedeværelse og adækvate tolkning af de signaler den ensomme udsender, eller som Larsen formulerer det: »når der går sprog i ensomheden, flyttes den fra den særegne erfaring over i et kollektivt udtryksmedium. Den holder op med at eksistere på sine egne betingelser og bliver del af en fælles forståelse«. Den ensomhed Larsen interesserer sig for, er en væremåde der hviler på det faktum at den ensomme skiller sig ud fra andre individer, samtidig med at han eller hun er en del af et (sprogligt) fællesskab. I det andet kapitel står erindringen i fokus, dvs. hukommelsens uransagelige lønkammer og dens bemærkelsesværdige sorteringsprocesser, og især erindringens principielt sproglige karakter. Formuleret lidt sentensagtigt, kunne man resumere Larsens udgangspunkt med at der ikke findes nogen form for ensomhed Fra omslaget med foto af Gunna Larsen uden et sprogligt fællesskab, og ingen erindring eller fortid uden sprog. Med afsæt i bogens overordnede problemstilling kobler forfatteren erindringen sammen med ensomheden ved at fremhæve at erindringen både er noget individuelt og noget kollektivt eftersom den formidles og skabes med sproget som fødselshjælper og befordringsmiddel. Larsen kommer her vidt omkring, fra Platon til Augustin, Vico, Leibnitz og mange, mange flere, men hans mest overbevisende manøvre er diskussionen af hukommelsens rumlige præg som er forankret i forholdet mellem krop og sprog. Ligeledes interessant er Larsens ekskurs om den »rene erindring«, med afsæt i Bergsons og Ricœurs tænkning. Der er ikke tale om en
normativ kvalifikation af erindringens indhold, men snarere af erindringsprocessens organisering. Især Paul Ricœur har beskæftiget sig med dette problemfelt, bl.a. i sin »Soi-même comme un autre« (1990) hvori han lige som Larsen undersøger erindringens aktualisering. I »Mutters alene« defineres den »rene« erindrings krops-rumlige karakter på følgende måde: »Erindring vedrører fortiden, men sker med mig i nutiden. Den rene erindring er selve denne her-ognugørelse i forhold til en oplevende krop i bevægelse«. Kapitel tre handler om det monstrøse, dvs. den type skabninger der befinder sig uden for humanitetens fællesskab, monstre og uhyrer der principielt er socialt frosset ude og dermed grundlæggende ensomme. Og dermed medfører monstre eller »de(t) fremmede« også positive forestillinger om det fællesskab man selv er en del af. Svend Erik Larsen kommer i øvrigt ikke blot ind på det monstrøses mytologiske rødder, men også på den moderne storbys frygtindgydende dimensioner og den paradoksale ensomhed i myldret. Selvfølgelig er »monstret« en metafor, en sproglig konstruktion og en symbolsk strategi der spiller en betydningsfuld rolle i dannelsen og cementeringen af vores (dvs. subjektets) identitet. Og derfor rykker billedsproget i det næste kapitel i undersøgelsens centrum. Kapitel fire drejer sig således især om metaforen fordi navnlig denne trope anfægter og transcenderer normalsproget og derigennem lægger pres på kommunikationens og fællesskabets etablering og holdbarhed. Larsen gennemgår den meget omfattende forskning i metaforen, og han opridser de væsentligste sproglige, semiotiske og kognitive teorier. Igen med afsæt i Ricœur er en af Larsens centrale konklusioner at metaforen er nært forbundet med den umiddelbare kropserfaring. Og dermed binder forfatteren også en sløjfe til det næste kapitel, som netop handler om erfaringer der er knyttet til omverdenen, specielt landskabet. Kapitel fem handler derfor om et af Larsens forskningsmæssige kerneområder: landskabet som en historisk og kulturel betinget identitetsskabende og identitetsbærende konstruktion. Emnet diskuteres bl.a. ved hjælp af en tolkning af spadsereturens kulturhistoriske forvandling. Kapitlet indeholder en række meget spændende ideer og analyser, ikke mindst af Henrik Pontoppidans »Lykke-Per« og Karen Blixens »Den afrikanske Farm«. Forholdet mellem landskab og erindring analyserer Svend Erik Larsen som en dynamisk proces. Og med udgangspunkt i Blixens tekst viser han hvordan forfatteren anvender det afrikanske landskab som udgangspunkt for såvel erindringer som refleksioner over sin egen identitet. Det Larsenske landskab er altid en konkret lokalitet, samtidig med at det er underlagt kulturelt betingede konstruktioner, hvorved landskabet bliver et seismisk instrument til registrering af ideologiske bevægelser. Kroppen indtager en fremtrædende plads i »Mutters alene«, og derfor er det ikke overraskende at også døden får tildelt en (mindre) rolle i bogen. Det sker i bogens epilog, et smukt lille afsnit om Blanchot og – især – om Mallarmé. På Herrens mark? »Mutters alene« er en inspirerende bog med flotte, meget solide, analyser, heriblandt en fremragende tolkning af Joseph Conrads roman »Lord Jim« (1900) i kapitel to. Derudover indeholder »Mutters alene« en lang række syntetiserende sonderinger i de nyeste trends i litteraturvidenskabens disparate landskab. Set enkeltvis er kapitlerne altså gode studier – eller essays – og jeg løfter hatten endnu en gang for Svend Erik Larsens udbud af viden og hans inspirerende læsninger. Men selv alle disse positive sider afhjælper ikke bogens grundlæggende skavank, nemlig at dens målgruppedefinition er uklar. I bogens epilog finder Svend Erik Larsen det påkrævet at forsvare det faktum at han har valgt litterære tekster frem for andre kulturelle udtryksformer, dvs. de genrer og medier der ligger gymnasieeleverne mere på hjerte end den skønlitterære kanon. Det er et charmerende, men i grunden overflødigt forsvar, eftersom Larsens solide og imødekommende omgang med litteraturen i sig selv er bevis nok. Svend Erik Larsens litteratursyn er frit for enhver form for selvhøjtidelighed, og desuden viser han gang på gang hvilket fintmærkende medium litteraturen er, også når det drejer sig om yderst aktuelle debatemner om individ, fællesskab og tolerancens grænser. Og det er ikke så ringe endda. Erwin Panofsky og Pierre Bourdieu Gotik Arkitektur, skolastik, habitus Oversat af Lise Bek og <strong>Vagn</strong> Lyhne 176 sider, 239 kr. Klim Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen »Gotik. Arkitektur, skolastik, habitus« er kunsthistorikeren Erwin Panofskys korte, men vidtløftige værk om især fransk arkitektur i middelalderen, og sociologen Pierre Bourdieus lange og mættede efterskrift til Panofskys tekst. Udgivelsen er desuden forsynet med fine introduktioner til forfatterne ved Lise Bek og <strong>Vagn</strong> Lyhne. Det er på mange måder en herlig udgivelse. Den i de senere år allestedsnærværende (og i januar 2002 afdøde) Bourdieu præsenteres i sammenhæng med en beslægtet og dog så forskellig karakter som Panofsky. Fælles for dem er bestræbelsen efter at beskrive kulturen i al sin kompleksitet samtidig med at fastholde forundringen over dens evne til at producere ligheder. Dette illustreres suverænt i den store billedsektion med fotografier af franske katedraler, som ligger imellem bogens to dele. At finde en videnskabelig og realistisk vej mellem dogmatiske og relativistis- (kritik) Katedralen i Chartres, langskibets pillekapitæler, planlagt omkring 1194. Kulturel synergi Panofsky og Bourdieu i flot og sympatisk udgivelse ke opfattelser af verden, er det som er på spil. Bourdieu skriver om Panofskys brug af begrebet habitus, at han med det kommer til forstå »at kulturen ikke blot er en fælles kode, ej heller blot et fælles register af svar på fælles problemer eller en ansamling af særlige og partikulariserende tankefigurer, men en totalitet af fundamentale figurer, der fra første færd har vævet sig ind i hinanden. Ud af disse avles i en produktion, der er analog med musikkens skrift, en uendelighed af særlige figurer, der direkte lader sig applicere på særlige analyseobjekter og situationer.« Bourdieu mener dermed, at det er muligt for Panofsky — og formentlig for ham selv i andre situationer — at afdække de diskurser eller indre form der er afgørende for at kunne »frembringe såvel teologens tanker som arkitektens bygningsprincipper inden for det 13. århundredes civilisation.« Der er højt til loftet hos begge. Panofsky kommer vidt omkring en periode i historien, hvis små forskydninger nok har fortonet sig for de fleste. Det går fra bevægelser i teologien, over demografiske ændringers betydning for byggeriet til tekniske udredninger omkring byggeteknologien på en facon, som åbenlyst har virket dybt inspirerende for Bourdieu, som det skulle være mere end antydet ovenfor. Andre kan også stige på her. NR. 4 DECEMBER 2002 55
Page 1 and 2:
4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53: lagte, så ærlige og så personlig
show all

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?