Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(kritik) fortsat fra forrige side identitet, dagligdag og fællesskaber. Nogle tager da også skridtet fuldt ud og gør dannelsen etisk. Her er det afgørende hverken erkendelse eller viden, men gode humanistiske kvaliteter som medmenneskelighed, samfundssind og ansvarsfølelse. Nu er det ikke alle antologiens bidrag, der formulerer dannelsesprogrammer. Flere går historisk til værks, og man bliver godt oplyst om bl.a. den tyske dannelsestænknings forhold til det græske ideal, om diskussionen mellem de »to kulturer«, den humanistiske og den naturvidenskabelige, og om hvordan dannelsen i et antropologisk perspektiv placerer sig mellem partikularisme og universalisme. Mange blander endvidere det historiske med det programmatiske, når de fx diskuterer dannelsens forhold til traditionen, kunsten, naturvidenskaben eller teknologien. Antologiens bidrag spænder vidt, og det er både dens styrke og dens svaghed. Styrken er, at antologien selv forsøger at leve op til dannelsesidealet om erkendelsesbaseret kulturel åbenhed, når bidragyderne ikke kun er litterater, historikere og andet humanistisk godtfolk, men også fx en jurist, en matematiker og en fysiolog. Deres forståelse af dannelse er ikke overraskende fjernt fra den vanlige litterært-æstetiske. Svagheden er til gengæld, at bogen mangler sammenhæng. Her tænker jeg ikke kun på den indholdsmæssige spredning, som med lidt god vilje kan tilskrives det diffuse dannelsesbegreb. Værre er det, at antologien formelt og genremæssigt sætter sig mellem mindst to stole, når den blander videnskabelige fremstillinger med noget, der mest ligner en kronik eller løs snak; eller når den som målgruppe bl.a. angiver yngre universitetsstuderende, samtidig med at den er klinisk renset for de litteraturhenvisninger, der ville gøre det muligt for interesserede studerende at gå videre. Hvad redaktøren har villet med »Dannelse«, blæser således lidt for meget i vinden. Bogen har dog mange gode artikler, og finder man ikke ud af, hvad dannelse er, så opdager man i hvert fald, at begrebet kan dække endnu mere, end man troede. 52 NR. 4 DECEMBER 2002 At fumle med en nælde Henrik Nordbrandt Døden fra Lübeck 220 sider, 248 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Dan Christensen Henrik Nordbrandts erindringer trækker klare tematiske og erkendelsesmæssige tråde tilbage til det lyriske forfatterskab Jeg gider ikke mere ævl om digteren, der ville sælge sit fædreland for dets smukkeste rose og forlod Danmark for leve ved Middelhavet, som om det skulle være mere poetisk. Der er i virkeligheden en meget smukkere pragmatik i det faktum, at Henrik Nordbrandt tog derned, fordi det — dengang og som digter — var billigere at leve i middelhavslandene. Nu har vi fået mulighed for at lære manden bag digtene at kende, og som enhver læser ved, så er det rædselsfuldt at møde yndlingsforfatteren, fordi han oftest viser sig at være helt vildt irriterende. Det er Nordbrandt ikke, selv om jeg var noget fortørnet forleden på Byens Kro i Møntergade, hvor han ikke dukkede op til den oplæsning, jeg var valfartet helt fra Århus for at høre. Nordbrandt har udgivet, hvad der virker som første del af sine erindringer — en vis uafsluttethed antyder det. De aktuelle erindringer omhandler tiden fra barndommen til puberteten, uden at det på nogen måde er kronologien, der er det strukturerende princip. Det strukturerende er Nordbrandt selv, akkurat som i den lyriske del af forfatterskabet, hvor digteren aldrig nøjes med at være den formgivende instans. Nordbrandts digte er Nordbrandt, og længere er den ikke. Hvad han så ellers går og laver eller siger er sagen uvedkommende. Biografiske læsninger er tåbelig ugebladsjournalistik, selv om det, så vidt jeg kan se i medierne, desværre er det biografiske, der vinder på bekostning af værket. Og dét er det ontologisk interessante ved Nordbrandts erindringer. For hans erindringer er heldigvis biografisk uinteressante. De er interessante som litteratur. Nordbrandt er en af de få danske digter, som formår at skrive fuldendt uden at blive formfuldendt. Altså uden at blive kunstfærdig Og hvad betyder det — udover at han altså majestætisk placerer sig uden for det store felt mellem den solipsistiske pladderpoesi og den hold kæft hvor er jeg velbevandret i mig selv’ske akademilyrik, der nærmest bløder en digtcyklus pr. måned? Ja, det betyder, at Nordbrandt har stil og godt ved, hvordan man forvalter den. Jeg ærgrer mig gul som en sydspansk citron, når jeg ser ham i medierne, fordi jeg fordomsfuldt mener, at han bør holde sig for god til det og pakke frugterne og rejse hjem, hvor han stilfærdigt kan få de andres sprogblomster til at gå i frø. Men det er naturligvis kun noget, der eksisterer oppe i mit hoved. Og nu lidt fra erindringerne. Nordbrandt var svag og syg: »Det var ganske modbydeligt at ligge på hospitalet. Maden smagte forfærdeligt, og når jeg nu tænker på den, synes den på en eller anden måde at have været den koldeste mad, jeg har fået i hele mit liv.« Så kan man enten suge biografien i sig som nektar eller dvæle ved et idiomatisk særkende ved Nordbrandt: ”hele mit liv”, som går igen adskillige steder i digtene. Livet leves på samme måde, uanset hvilken form, Nordbrandt vælger at give livet. Og det er det smukkeste ved erindringerne. Nordbrandts liv er hverken mere eller mindre interessant at læse om end et hvilket som helst andet liv, såfremt den levende in question da besad Nordbrandts evne til at forstå sit eget liv. Set med de briller, er Nordbrandts erindringer naturligvis ikke digte, men bestemt poetiske. De er heller ikke nogen spøg. Han har ikke skrevet dem, fordi han sad og kedede sig, som han engang bemærkede om agentromanen »Finckelsteins blodige bazar«. Erindringer er som poesi altid et personligt projekt, for hvem andre end en søgende person ville bruge sin tid på at skrive poesi? Glem den romantiske myte om, at man skal være fucked up, ensom, gerne grænsepsykotisk og helst alkoholisk for at skrive digte. Det passer ikke. Men man skal altid være på vej rundt i vildreden og aldrig under vejr med sig selv. Så hellere en voldsmand, der kaster skovle efter sine venner: »Skovlen fløj næsten tyve meter gennem luften, før den ramte (...) Det var for mørkt til at jeg kunne se, hvor den havde ramt. Jeg fik det først at vide senere. Den var gået gennem øret på Ole og havde derefter knækket to af Laus’ fortænder.« Det er let at læse Nordbrandts erindringer, fordi de er så velop-
lagte, så ærlige og så personlige uden at blive private. Det er en god historie, slet og ret — og vi har ikke hørt den før. Men selv om fortællingen er ligeså ny som Lesbos ville være det i Lillerød, så ligger der bag ordene en rytme, en anskuelse, en ironi og en sonderende bevidsthed, der trækker klare tematiske og erkendelsesmæssige tråde tilbage til det lyriske forfatterskab. Man bliver ikke bedre til at læse Nordbrandts digte af at læse erindringerne, der er ingen nøgle, for den slags nøgler findes ikke. Men erindringerne er uden tvivl en større læseoplevelse, hvis man har læst digtene. Hvordan kan det være og kan det være rimeligt og hvad med kunstværkets integritet? Siden Shakespeare har vi kendt til det stof som drømme er gjort af. Men hos Nordbrandt er det som alle andre steder ikke stoffet, der er det vigtige, men hvad han gør med stoffet. Erindringer er hverken i mere eller mindre grad en konstruktion, end digte er det. Derfor ligger der tilbage kun erkendelsen og beskrivelsen af stoffet. Og dét er det interessante ved Nordbrandt og i øvrigt. Det lyriske forfatterskabs ypperste kvalitet er dets integritet. Nordbrandts digte tror sgu på sig selv, selv om digtet kan være nok så tvivlende. Og dér er der noget at lære for os alle sammen — også i erindringerne. Prøv at se med disse øjne og mærk godt efter med ørerne: »Den der med ’Gik alle konger frem på rad/ I deres magt og vælde,/ De mægted ej det mindste blad/ At sætte på en nælde’ kostede mig en øretæve. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Også i dag må jeg trække på smilebåndet, når jeg forestiller mig de mange konger, der står og fumler med en nælde, og måske allerede har brændt sig på den. Scenen er lige til Se og Hør.« Sådan er Nordbrandt. Erindringerne er et underholdende tilbageblik på et Danmark, der eksisterede engang midt i forrige århundrede. Men den virkelige læring er at finde i øjnene, der ser, og stemmen, der taler. Når Nordbrandt fortæller, bliver vi alle for en stund til konger, der fumler med en nælde. Bagefter lader vi nælden ligge til efteråret eller andre interesserede og kommer videre med livet. For det er jo dét både poesi og erindringer handler om. Kan vi blive dialektikere? Slavoj Zˇizˇek Velkommen til virkelighedens ørken Essays om verden efter den 11. september Oversat af Mogens Chrom Jacobsen 174 sider, 198 kr. Informations Forlag Ny venstreorienteret modstand mod terrorisme og global kapitalisme Anmeldt af Britta Timm Knudsen Zˇizˇek er noget så eksotisk som en politikteoretiker med hang til den lacanianske psykoanalyses begreber såsom Den Store Anden, Begæret, Tingen, og det Reelle. Og nej, kære læser, der er ingen grund til at køre det store idiosynkratiske apparat i stilling: skønt det ind imellem kan virke lidt hårdtpumpet, giver disse begreber som oftest analytisk afkast. Den store Anden — sådan i samfundsmæssig forstand — er for eksempel et forestillet forhold, vi som enkeltindivider har til en så abstrakt kategori som samfundet. Zˇizˇek interesserer sig ikke for, hvorledes samfundet legitimerer sig over for sine borgere eller undersåtter, men mere for hvorledes den enkelte relaterer sig til samfundet. Samfundet har brug for at nogen tror på det, investerer energi i det, for at det kan bestå: det skal med andre ord have en plads i den enkeltes idealforestilling. Konstruktionen af fjendebilleder er en del af den måde, et samfund holdes sammen på. Efter sammenbruddet i 90’erne af de gamle alliancer fra den kolde krig bliver fjenden på den ene side ganske immateriel, på den anden side — forenet i Osama Bin Ladens politiske stil, en særegen blanding af en reaktionær fundamentalist og en venstreorienteret frontkæmper. Terroraktionen den 11. september ser Zˇizˇek som virkeliggørelsen af ét af det 20. århundredes mantraer: den lidenskabelige optagethed af det virkelige. En anden af de spændende pointer i bogen er, at terroraktionen 11. september ikke bør ses som anledningen til at udpege de virkelige fjender (USA’s slyngelstatspolitik). Frem for at lade den 11. september nedfælde sig i vores bevidsthed som en rystende begivenhed, der gør det muligt for den hegemoniske, amerikanske ideologi at vende tilbage til ‘det basale’ (de grundlæggende fjender), plæderer Zˇizˇek for, at vi alle indtager en nuanceret holdning. Det betyder, at vi må indtage nogle standpunkter, der ellers synes at være uforenelige (en ægte dialektisk indstilling): det er nødvendigt at bekæmpe terrorismen, samtidig med at man udvider begrebet, så det omfatter visse vestlige magters handlinger. Det er ligeledes nødvendigt at anerkende hver enkelt individs rædselsfulde død som absolut (den kan ikke relativeres) samtidig med, at man må være opmærksom på, at der dagligt sker rædsler rundt omkring i verden, som vi blot ikke er opmærksomme på. Over for denne dialektiske nødvendighed må man relativere sin egen position og inddrage sig selv i billedet, som Jacques Derrida gjorde det, da han modtog Theodor Adorno-prisen 22. september 2001 med ordene: »Hvad angår denne forbrydelse, tror jeg ikke nogen er politisk uskyldig.« For ingen har definitive løsninger. Der findes kun pragma- (kritik) tiske løsninger. Zˇizˇek argumenterer for en ny venstreorienteret modstand mod terrorisme og global kapitalisme (de er nemlig to globaliserings-faktorer, der er lige slemme for Zˇizˇek). Vi må opfinde en ny kollektivitet, fordi læren vi kan drage af de palæstinensiske selvmordsbombemænd er, at vi virkelig kun er i live, hvis vi sætter os ud over det blotte materielle liv. Det intense liv er livet med et højere mål, der vel at mærke ikke behøver at være en ny åndelig alias religiøs vækkelse. Man kan sagtens være uenig med Zˇizˇek og føle, man er en af dem, som han ynder at skyde på. En liberal demokrat (som Zˇizˇek med en ægte venstrefløjs-gestus slår i hartkorn med de værste højreorienterede kræfter). Men man må overgive sig til hans engagement, og hvad mig selv angår, er jeg fuldstændig vild med hans metode: i kongenial samklang med et eklektisk samfund, hvor vi er nødsaget til at springe ind og ud af en hel del niveauer, anerkender han de forhåndenværende søm som ligeværdige søm: for eksempel Judith Butlers Antigone-læsning, en begrebsanalytisk udredning af to russiske ords forskellige betydning af fri vilje og filmen »The Matrix«’ forestilling om samfundet, anerkendes som ligeværdige komponenter, og Zˇizˇek anvender disse komponenter til at tænke med. Et perfekt billede på vores virkeligheds heterogene karakter, der indgår som produktive indspil i et engageret menneskes beskæftigelse med de store verdensomspændende spørgsmål. NR. 4 DECEMBER 2002 53
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?