Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(kritik) Dag Heede Det umenneskelige Analyser af seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen 258 sider, 250 kr. Syddansk Universitetsforlag Anmeldt af Svend Erik Larsen Her bliver Karen Blixen krystet i et solidt favntag. Dag Heede lader postfeminisme, dekonstruktion og kønsteorier få et godt tag i den spinkle krop og ryste hende tæt og hedt. Det er der kommet en meget konsekvent bog ud af. Konsekvens skal man altid bøje sig for. Hvis man udviser den, står man inde for den og bliver dermed selv del af den. Det er helt i overensstemmelse med Blixens lovbundne univers hvor friheden paradoksalt skabes gennem en ekstrem indforståethed med love hinsides den personlige vilje og lyst. Dag Heede er selv holdt godt fast, helt ned i sit sprog, af de teorier der har sat gang i hans læsning. Man er aldrig helt klar over om teorierne har udfordret så meget at Blixen skal illustrere dem – hun er eksempel. Eller om Blixen selv udfordrer teorierne og derfor må aktualiseres ved at hylles i andre begrebslige gevandter end dem hun selv og andre har iført hende – hun dekonstruerer de felter Heede undersøger. Omklamres hun eller omfavnes hun? Gennem en række nyere kønsteorier stiller Heede på ny spørgsmål til krop, køn, seksualitet hos Blixen. Det grundlæggende greb er ikke at se Blixens enkelte fortællinger som helheder, men på de kønnede sager på tværs af forfatterskabet. Det giver nogle fordele i læsningen. Der kan forfølges én linie og kun den. Og det sker. Heede vil undersøge hvordan det frit vælgende, suveræne individ rykkes ud af sin vilje og suverænitet gen- 50 Omfavnelse eller omklamring? Konsekvent og grundig bog om Blixen, der dog mere stiller spørgsmål på ny, end den stiller nye spørgsmål NR. 4 DECEMBER 2002 nem seksualitetens brogede udtryk og forvandlinger. Mennesket gøres umenneskeligt fordi det hverken kan styre sig selv, andre, sproget eller kønnet. Der er en hyppigt gentaget afstandtagen til biografisk eller almindelig humanistisk fortolkning af Blixen. Overhovedet er gentagelser hyppige i bogen, helt ned i de enkelte sætningers lidt Else Skolemesteragtige opremsninger af synonymer. Bogen bygger på fire samlende temaer: hetero-normalitetens dæmonisering, erotikkens variationer, kønnets ustabilitet og identitetens maskepi. I sit dementi af det selvberoende menneske tager Blixen hul på de »kommende forhandlinger omkring en endnu ikke eksisterende post-human filosofi« som de allersidste ord lyder. Om et post-humant univers overhovedet rummer mennesker der kan forhandle sådan noget, er lidt usikkert. Når jeg ovenfor personificeret både Blixen og Heede selv som skribenter, er jeg næppe selv helt i samklang med Heede. Teoretiske nybrud er jo i princippet nødvendige for at viden og opfattelser kan flytte sig. Ikke et ondt ord om det. Men nogen garanti er det jo ikke, selv når det som her er vidende og grundigt gjort. Der er to vanskeligheder som begge viser sig i sidste kapitel. Her taler Heede om de »større fortællinger som [individet] selv er en underordnet del af«. Det er just Blixens udtryk for umenneskelighed: når man træder ind i en fortælling, og det kan man ikke undgå, så tager dens strukturer over, og når den er færdig, er man helt umenneskelig — færdig, til at se som objekt. Men når Heede ikke tager fortællingen hos Blixen som et helhedsbegreb, kommer han ikke i dialog med de aspekter i teksternes eget univers der tematiserer umenneskeliggørelse, og som udfordrer de former for umenneskeliggørelse som Heede bringer ind. Hvis de nye teorier skal udfordres, er der heller ingen vej uden om at skulle tage livtag med hvad skæbne er hos Blixen, uanset hvor klamt og humanistisk nogle på forhånd måske synes det er. En andet aspekt der heller ikke inddrages med nogen vægt, er det historiske perspektiv. At fortælle er at blive del af og skabe historie, og fortællingerne selv er, som form og som motivverden, fortolkninger af kulturhistorien. De genaktualiserer tænkeformer, hedder det omsider til allersidst. De er ikke blot, som ellers mest i bogen, mødesteder for intertekstuelle henvisninger til dette og hint. Derfor stiller Heede mere spørgsmål på ny, end han stiller nye spørgsmål. Heteroseksualitetens omvendinger, kønnets ustabilitet, identitet som maske — jamen, det er jo kendte spillebrikker fra Ovids »Metamorfoser«, fra Shakespeares komedier, fra Petronius, fra Genji-romanen, fra »1001 nat«, fra Marivaux og fra ... Traditionens og fortællingens umenneskeliggørende virkning som forudsætning for identitetsdannelse skinner som sagt igennem i Heedes sidste kapitel. Selv om individuelle valg ikke er i høj kurs i det post-humane univers, ville jeg nok have valgt at sætte sidste kapitel først og fået et afsæt i de aspekter hvor Blixen kan ryste igen, men fortsat udfordrende. Og at bogen agter at tage Blixen op som udfordring, det har min udelte sympati.
Hilsner fra bogkælderen, bagerste hylde Karsten Sand Iversen Skyggebiblioteket 126 sider, 198 kr. Batzer & Co Beretninger fra Øst- og Centraleuropa Anmeldt af Anders Klinkby Madsen »Skyggebiblioteket« er en samling historier om mennesker og bøger i den øst- og centraleuropæiske litteratur i det 20. århundrede. Den begynder med beretningen om den jødiske digter Avraham Ben Yitzhak fra Przemys´l og slutter med historien om den jødiske forfatter Isak Samokovlija fra Sarajevo. Vi befinder os i periferien af en excentrisk bogsamling blandt forfatternavne, få har hørt, og hvis bøger endnu færre har læst. Det har til gengæld Karsten Dannelser Sand Iversen. Hans generøst vidende og suverænt skrivende formidling af bogens fjorten forfatterskaber oplyser en litteratur, som ikke er ukendt af æstetiske, men historiske grunde. Kulturerne, som værkerne udsprang af, blev udryddet eller selvdestruerede i løbet af det 20. århundrede. Det er ikke afstanden i tid, men diskontinuiteten, der gør, at der er brug for en oversætter af Iversens format til at forbinde os med disse kulturers historier. Og det gør han. Ord til ord og tanke til tanke. Tilmed i noget af den bedste og mest varierede prosa der skrives på dansk. Som mange forhåbentlig vil vide, har bogens stykker tidligere været trykt i »<strong>Standart</strong>«. De fjorten forfattere, som bliver biograferet i hver deres essay, stammer alle fra tidligere provin- 20 bud på, hvad dannelse var og bør være — set fra Aarhus Universitet Martin Blok Johansen (red.) Dannelse 348 sider, 298 kr. Aarhus Universitetsforlag Anmeldt af Birgit Eriksson Hvad er dannelse? For 10-15 år siden var der ikke så meget tvivl om den sag. Dannelse var noget, borgerskabet havde fundet på for at beskytte sig selv mod den truende modernitet og for at afgrænse sig fra alle dem, der ikke havde den: alle dem, som ikke kunne konversere om de litterære klassikere, mens de med dannet pænhed undgik at hæve stemmen eller at spilde suppe på det nydeligt konservative tøj. Dannelse var dermed også noget, der tilhørte fortiden. Sådan er det imidlertid ikke ser i det østrig-ungarske dobbeltmonarki, og mange er formet af monarkiets undergang med Første Verdenskrig, de nye nationers opkomst og ikke mindst jødeforfølgelserne, der kulminerede i nazismen og Anden Verdenskrig. »Skyggebiblioteket« er også et katalog over ofrenes, især jødernes, ord. Det er kendetegnende, at Iversen fremhæver sloveneren Ivan Cankar, der beskrev fattigdommens Wien og er forfatter til blandt andet den lille østrigske pornografi »Josefine Mutzenbacher«, som den retfærdige i modsætning til de dekadente wienerforfattere som Hugo von Hofmannsthal. Den socialistisk orienterede litteratur og senere den såkaldt subversive og systemkritiske ‘anti-Heimat’-litteratur hos mere. De senere år er dannelsesbegrebet genopstået, og i dag optræder det overalt, hvor man diskuterer uddannelse, humaniora, identitet, det gode liv, kunstens rolle i samfundet, ‘you name it’. Men dermed er betydningen af ordet heller ikke længere den samme. Dannelse kan nu betyde stort set det modsatte af ovenstående snævre, borgerlige norm, bl.a. en åbenhed over for andre kulturer end ens egen. Det gør det f.eks. i Per Aage Brandts bidrag til »Dannelse«, som er den seneste i en længere række af antologier, der har taget dannelsesbegrebet op til fornyet undersøgelse. For Brandt bør dannelsen bære en erkendelsesbaseret åbenhed. Det bør den også for andre af antologiens forfattere, og det er vel ikke så mærkeligt, når bidragene er indhentet blandt forskere fra 20 forskellige institutter ved Aarhus Universitet. (kritik) eksempelvis den østrigske slovener Florjan Lipusˇ fremstilles som politiske og litterære idealer for bekæmpelse af uretfærdighed og undertrykkelse. Tendensen til opdeling i det gode og det onde skyldes dels Iversens litterære indføling, der gør hans formidling levende, men også en personlig præference og en bestemt indstilling, der insisterer på at se historien fra de forfulgte og undertryktes perspektiv. De to ting hænger naturligvis sammen og er grundlaget for konstellationen af forfattere i bogen. Men i den større historie om østog centraleuropæisk litteratur i den første halvdel af det 20. århundrede, som »Skyggebiblioteket« skitserer, og Karsten Sand Iversens store viden og skrivekunst nærmest forpligter ham på at nedfælde, er der en tilbøjelighed til at udelade de konservative, vitalistiske og måske i sidste ende fascistiske elementer, der også er centrale i epokens litteratur. Enkelte steder er de med. Først og fremmest i essayet om Mihail Sebastians dagbøger, hvor Iversen også kredser om E. M. Ciorans mørke stemme og formår at sætte meget af Rumæniens intellektuelle historie i spil omkring Sebastians dagbøger. Essayet er fremragende. En tid efter man har læst det, går man og kigger efter rumænske forfattere i excentriske antikvariater. Nysgerrige læsere kan begynde her. Forskerne, som altovervejende er mænd af de mere modne årgange, skriver næsten alle om dannelsen i relation til deres eget fag. Vil man vide noget om nye dannelsesformer i ungdomskulturer eller andre steder, skal man altså søge andre steder. Hvad antologien giver, er i stedet en rundgang til forskellige faglige opfattelser af dannelse. De fleste af bidragyderne taler her ikke om erkendelse, men om viden, og mens Brandts erkendelse retter sig ud mod verden og skyr enhver relativisme, forbinder mange af de andre bidragydere den historiske og kulturelle viden med det personlige livsperspektiv. Her er dannelsesprogrammet ikke så meget at indsamle en bestemt vidensmængde; dannelsen udfoldes først, hvis viden og videnskab bliver brugt i ens egen og andres fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER 2002 51
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?