Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(artikel) 46 STØJ…FORBINDELSER Af Jørn Erslev Andersen Friar hermit stumbles over The cloudy borderline Frozen warnings close to mine Close to the frozen borderline Frozen warnings close to mine Close to the frozen borderline Nico, »Frozen Warnings« The Marble Index 1969 Om Kants musik, Ildfiskens digtoplæsninger og om støj, æstetik og fender-guitarer STØJ… Hvad er egentlig forskellene mellem de lyde, der i ganske almindelig tale går under betegnelserne ’støj’, ’larm’, ’vellyd’ og ’musik’? Er der afgørende forskel på ’naturlige’ lyde, blodets susen, en syngende skov, og ’artificielle’ lyde, en motors hakken, en modfaset fender stratocasters syngende hæshed? Spørgsmålene er gode, det er simpelthen svært at svare på dem. Besvarelser kan være af æstetisk, teknisk-fysisk, objektivt registrerende eller subjektiv karakter – som regel dog en ikke nærmere afklaret blanding af det hele. Den moderne æstetiks ubestridte nestor, den tyske filosof Immanuel Kant, giver et par eksempler herpå. I »Kritik der Urteilskraft« (»Kritik af dømmekraften«) fra 1790 rangordner han kunstarterne og placerer musikken i bunden. Han har bl.a. en opbyggelig note for de få af os, der i et givet selskab ikke altid er lige begejstrede for det udbredte ønske om selvhenført fællessang efter folkehøjskolesangbogen, efter den altid forhåndenværende let ustemte guitars (eller ditto klavers) repertoire af rock- og folkemusikkens åbenbart uopslidelige kanon eller efter de uendelige slæberier på selvskabte klampefødder i selskabslokalerne. Kant skriver: De som anbefaler åndelige sange ved familieandagten har ikke forstået, at de ved en sådan larmende (og derfor som regel skinhellig) aktivitet påtvinger publikum et stort besvær, for de tvinger naboer- NR. 4 DECEMBER 2002 ne til enten at synge med eller at indstille tankevirksomheden. Denne eftertænksomme note hører til et afsnit, hvori Kant bemærker, at musik i bund og grund er en ikke-urban aktivitet, idet den umådeholdent breder sig ud over alt og alle og derfor fratager den, der vil være i fred, sin frihed til ro, akkurat som vanen med at vifte med et parfumeduftende lomme- tørklæde påtvinger de omkringværende et ulideligt åndedrag — hvorfor det da også er gået af mode, som filosoffen tørt og lettet bemærker. Små ti år efter, da Kant er rigtig gammel, må han dog reflektere lidt over emnet gehør og lyd. I det noget rodede og skitseagtige og, på trods af ubehagelige anti-semitiske træk, genuint vidtløftige alderdomsværk »Anthropologie in pragmatischer Hinsicht« fra 1798 underholder han med sin opfattelse af forholdet mellem sprog, lyd og sansning. I værkets første bog om erkendelsesevnen er der et lille afsnit om gehør. Der er for det første en middelbar sansning, der i og gennem den luft der omgiver os lader en fjern genstand blive opfattet, nemlig ved hjælp af taleorganet, at munden sættes i bevægelse, hvorved mennesket på enkleste vis kan dele tanker og indtryk med andre. Taler man imidlertid om den sansning af lyd, som Kant forbinder med en »vitalitetsfølelse« (»Vitalsinn«) i form af en regelmæssig spillen på gehørets (hørelsens) fornemmelser uden begrebslighed (kategorier, indhold, semantik), må man ty til tonernes verden. Kant siger det ikke direkte, men der er tydeligvis tale om musik. Den gør det muligt at opfatte sprogets rent lydlige side. Dette er en meddelelse ikke af genstande, men af følelser fra fjerne afstande, som bibringer samfundsmæssig nydelse. Disse overvejelser ligger på flere punkter ganske tæt op ad blandt meget andet Hölderlins vekslende toner i senværket (1800-1807), Novalis’ monologiske skelnen mellem teknisk (meddelende, klassificerende) og naturligt sprog (hinsides enhver forestilling om ’meddelelse’) og Heideggers snu- blende og cirklende lyd-ligheder som filosofisk refleksionsprincip. Kant og kompagni har tydeligvis øre for sprogets lydlige side, dets klang og den sprogligt-sonore gestiks vibrerende, stammende, tøvende, rungende, hakkende, flydende, fistel-kiksede, jappende, gøende, hersende, prustende, sukkende, aspirative, stødende, gurglende, jamrende, klagende, afvisende, selvhenførende, aggressive, selvhenførte, selvsmagende, indsmigrende, jublende, selvdementerende, selvkontrollerende tonaliteter blandt, selvfølgelig, mange andre. Det er disse stemmeføringernes sonore baggrundstæpper af krop, skæbne og grad af melodiøsitet, der gør en forskel mellem en læst og en oplæst tekst (sagt uden valoriserende præferencer). At det forholder sig således kan man på bedste vis, og virkelig på bedste vis, få bekræftet ved at anskaffe sig det seneste nummer af »Ildfisken # 29«, 2002. Det består nemlig af et omslag og en cd med en JYSK kanon af oplæsninger. Og hvilke oplæsninger! På rad og række læser Thøger Jensen, Per Højholt, Peter Adolphsen, Peter Seeberg og John Bang Jensen op af egne værker. Det er beherskede, aldrig krukkede eller krampagtige oplæsninger, de fnisefremkaldende eller ligefrem lattervækkende tekster fremføres med en let tilbagelænet og intens distance, der gør det til en fryd for øre såvel som tanke at høre på. Selv kan jeg ikke undgå at holde mest af Højholts fænomenale introduktion til og oplæsning af den lige så fænomenale »Skabningens suk« (Hald Hovedgaard august 1984), samt Peter Seebergs besk tilbageholdte munterhed i og ganske lette snøvlen ved oplæsningen af »Argumenter for benådning« (Hald Hovedgaard februar 1977). Det er simpelthen ubetaleligt. De tre noget yngre digtere står sig godt i selskab med disse to koryfæer, både som oplæsere og digtere. De er dog mere anonyme i deres oplæsninger, præget som de er af den borumske oplæsningstekniks rytmisk udklingende beto-
ning af visse ords lange endelser. Thøger Jensen er, synes mit øre, den mest stilsikre oplæser af de tre hver for sig ellers alt andet end hørehæmmede oplæsere. I den stemmebårne lyrik forenes lyd, betydning og betoning i en åben og vibrerende semantik. Sine steder i form af vellyd, andre steder i form af mislyd. Derved er vi tilbage ved indledningsspørgsmålene: hvor går grænserne og hvordan adskiller det ene sig fra det andet, sådan rent definitorisk? I en lige så ambitiøs som lille og dertil engelsksproget pamflet i dagsaktuelt udstyr kaldet »The Aesthetics of Noise« tøver støjrock- og electronica-specialisten Torben Sangild ikke med at give os svar på vor undren. Uden at ryste på hånden konstaterer han, at der findes 1) akustisk støj fx hvid støj, 2) kommunikativ støj fx signal-forstyrrelser: forvrængede el-guitarer eller elektroniske overstyringer og 3) subjektiv støj, dvs. støjoplevelse baseret på ideosynkrasi og kultur-historiske betingelser. Herefter gives en meget kort skitse over »støjens historie«, der for Sangild for alvor starter med Luigi Russolos manifest »The Art of Noise« fra 1913 og terminerer i to dimensioner. Den første af disse to dimensioner er støjrocken fra »The Velvet Underground« til »My Bloody Valentine«’s glatte mesterværk »Loveless« (koncert i Pakhuset, som Sangild har hørt, og lp/cd fra begyndelsen af 90’erne). Derefter er det slut med rockens innovative støj, fra nu af gælder — i Sangilds heuristiske, historiefilosofiske og Adorno-inspirerede forbudskanon — kun den elektroniske musikscene, som da er den anden og i dagens kultur eneste gyldige støj-scene. De indledende terminologiske noter og den ultrakorte historiske skitse eksemplificeres deskriptivt med bemærkninger til »Sonic Youth«, »My Bloody Valentine«, Merzbow og Curd Duca. Som afsluttende perspektiv gives et »mod en støj- ens æstetik«-kapitel. Der åbnes tre mulige veje: 1) støjens dionysiske og sublime dimensioner (i en æstetikhistorisk set indirekte og noget uafklaret sammenblanding af Burke, Kant og Nietzsche), 2) abjektiv støj (lex Julia Kristeva) og 3) støj som multiplicitet (lex Michel Serres). Det opløftende ved Sangilds pamflet er, at han tager støj-musikkens æstetiske dimension alvorlig uden de ellers udbredte tekniske og sociologiske reduktionismer. Med sit definitive system afskærer han sig imidlertid også fra en lidt mere åben og lyttende overvejelse over lyd-, støj- og musik-emnets ret så komplekse karakter, der nok næppe lader sig begribe ved hjælp af et lille udvalg af de teorier, der engang i 90’erne blev undervist i på diverse litteraturvidenskabelige institutter. Man kunne elliptisk forfølge en lidt anden tangent tværs gennem Sangilds solsystem ved lidt mere inklusivt at fundere over fx støjens tilrettelagte og tilfældige æstetiske kvaliteter. …FORBINDELSER Da Copenhagen JazzHouse sidste år fyldte ti år blev det fejret med et festfyrværkeri af en jazz-antologi, nemlig Benedicta Pécselis smukt layoutede »øjeblikkets antæn- delse«. Den indeholder et væld af små essays af og interviews med nogle af jazzens fremmeste kritikere, musikere, lyttere og afficianados. Alt dette ledsages af en fornem billedside. Antologien handler af gode grunde ikke om støj. Derimod ganske meget om jazzen som øjeblikkets musik, om den øjeblikkelige inspirative og kommunikative antændelse musikerne imellem og derfor mellem de udøvende og publikum. Bogen kunne også have heddet ’spontan antændelse’, titlen er nemlig hentet fra et Art Blakey-citat anbragt på bogens forside, han taler om »spontaneous combustion’«. Denne øjeblikkelige eller spontane antændelse, hvor musikerne pludselig finder sammen i en intern rytmisk, tonal eller harmonisk kommunikation hinsides en forudbestemt kompositionel eller løst skitseret orden, er et af jazzens mest kreative momenter, således kan komposition være improvisation i slowmotion, som Thomas Clausen ser det i et interview. I sit bidrag taler Niels Albertsen inspirerende om »Jazzmospherical Gestures« og Per Aage Brandt om jazzens brændende fornuft. Begge ligger på linie med Peter Vuust og hans analyser (artikel) af rytmisk kommunikation i bogen »Polyrytmik og –metrik i moderne jazz« (2000). Sådanne øjeblikke omtales ofte i jazzhistorien i et mytisk tonefald som noget der finder sted ved denne eller hin ganske bestemte, daterede og lokaliserede koncert. Har man ikke været der, kan en annoteret bånd-, lp- eller cd-udgivelse godt accepteres. Det interessante i nærværende essays ’støjperspektiv’ er, at sådanne optagelser ofte er langt mere intense at lytte til end rentegnede og vel-producerede studie-optagelser – netop på grund af den tilfældige støj, der er i og ledsager musikken: dårligt afbalanceret optagelse instrumenterne imellem som på fx de legendariske Bill Evans-triooptagelser »Sunday at the Village Vanguard« og »Waltz for Debby« (begge 1961), som nogle af os aldrig bliver trætte af lytte til. Eller publikums mumlen, skramlen og flaskeklirrende tilstedeværelse med tilråb, hujen og applaus. Eller båndsus. Eller anden baggrundsstøj, fjern trafiklarm, klokkeringning, instrumentskramlen, musiker-mumlen, mikrofon-stød. Denne tilfældige støj bliver til et integreret element i den alt andet end støj-fikserede musik-begivenhed. Den findes også på live-optagelser såsom »Cheap Thrills« med »Big Brother & the Holding Company« med Janis Joplin (1968) og »Live at the new orleans house, berkeley« med »Hot Tuna« (1970), begge lp’er har fx den klirrende lyd af en flaske der smadres på gulvet. Herfra er der ikke langt til så at integrere sådanne okkasionelle støj-elementer i selve kompositionen, at udnytte et sådant støjpotentiale som en på forhånd tilrettelagt mulighed. Det sker samtidigt, men på vidt forskellige måder i bl.a. Jimi Hendrix og »The Velvet Underground« fra slutningen af 1960’erne. Hendrix tager bluestraditionen fra Robert Johnsons innovative guitar-spil op ved at booste de elektriske muligheder, der siden den elektriske Chicago-blues fra 40’erne og 50’erne har været knyttet til den overstyrede rør-forstærker. Johnsons ekvilibrisme på en guitar med strenge-klirren og slag mod gribebrættet med bottlenecken er aldrig siden overgået på en akustisk blues-guitar, det er Hendrix’ blues-feeling for overstyring, feedback og en hvid fender telecasters lige så markante som fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER 2002 47
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?