Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(lyrik) fortsat fra forrige side på det tomme papir er ikke svært at se, men heldigvis lader Morten Søndergaard sit digterjeg forblive i en tvivlende tilstand, og bevæger sig fra det ophøjede stade ned gennem det personlige: Og inde i stenen findes skulpturen allerede og inde i den en anden og en anden og hvor skal jeg standse for kun tvivlen står tilbage ordene ligger i min kuglepen det føles godt at gå til grunde i dette hav af ord Herefter følger billeder af faderen i et epileptisk anfald og moderen som vil kvæle jeget, inden den nonchalante udgang på digtet: »at gå«. Han gik til grunde, men gik digtet ud. Det synes at være en slags gennemgående figur, dette »at gå« – det er digtet som en bevægelse, en mulighed for at nå erkendelser gennem det sproglige arbejde. Den lange opremsning af vulkanske aktiviteter og dertil hørende stednavne i fjerde afsnit, »Selvportræt i udbrud«, stikker med sine humoristiske mellemvulkanske korrespondancer ud, og er sprogligt sprudlende i de naturbesjælinger, der ellers problematiseres i første afsnit. De specielt kortliniede digte i »De mindste ord« (5. afsnit) har en ligetil og mere let og legende tone, end de foregående: »Hus. Sol./ Træ. Smil./ Stol.« Desværre bliver det i kalligrafiramte og haikulignende passager lidt letkøbt og formår ikke at hæve sig over det banale (der jo netop besynges): Beskrivelsen af et kirsebærtræ, der bare er, bliver aldrig til digt, men må betragtes som det bimlende (og naive) forsøg på at beskrive verdens lykkelige tilstande poetisk. Det ligner indledningen til en ungdomsbog. Afslutningsvis flyder digteriet ud i et langdigt i sjette afsnits »Flow«, hvor det associationsprægede afløser de små ords lyriske almindeligheder. Men måske er det alligevel svært at skrive på lykke? Morten Søndergaard er glad for sin toscanske tilværelse og formår i passager at bringe euforien videre. Samlingen hedder »Vinci, senere« og måske er det nogle gange bare for sent, dér, bagefter, når man skal nedfælde oplevelsen, stemningen eller sansningen. 42 NR. 4 DECEMBER 2002 Rejsefæller Christian Skeel (billeder) Morti Vizki (digte) Rejsebog 80 sider, 250 kr. Gyldendal Anmeldt af Marianne Bugge Makkerparret Skeel og Vizki leverer visuelle og lyriske rejseskildringer i forfriskende nyfortolkning af en rejsebog. Men de glemte lige det der med rejsen »Det er blevet selvfølgeligt, at intet af det, som angår kunsten, er selvfølgeligt«, siger Adorno. Men selvfølgelig forventer jeg at læse rejseskildringer i en rejsebog — genren er bare så ladet. Så med »Rejsebog«, et værk med billeder af Christian Skeel og digte af Morti Vizki, bliver jeg selvfølgelig overrasket, når det går op for mig, at der intet er, der bare minder om rejseskildringer, selvom bogen peger i mange retninger. Medmindre selvfølgelig rejse skal forstås som livets rejse og bogen dermed som en »livsbog«. Tanken er nærliggende. Gennem det delikate værk er venstresiderne blanke, højresiderne hver forsynet med et digt og et billede. Som læser drives man af nysgerrighed efter, hvad digt og billede mon siger hinanden. Hvordan de forholder sig til hinanden. Indimellem er billederne illustration til digtene. Indimellem er digtene poetisk illustration til billederne. Indimellem er forholdet arbitrært. Men det kalder på fortolkning. Der bare ikke altid er mulig. Illustration af Christian Skeel fra bogen Vizkis digte veksler mellem haikuagtige, glimtvise registreringer af omverdenen og længere eksistentielle livsovervejelser. Nogle digte er meget Vizki’ske i deres betydnings- og meningsløshed: »At/ Da/ Jo«. Men betydningstom ordsalat, hvor ordene alene taler til hinanden, er altså set før, og jeg læser ikke digte for at blive holdt uden for ordenes tale, men for at blive talt til. Andre af digtene taler selvfølgeligt om selvfølgeligheder: »Hvor længe/ Er/ Du/ I dette digt?« Og så er der de digte, der virkelig rykker. Dér, hvor vi er inde ved livet: »Livet bærer jeg med mig/ Og alt det andet er ydre hurlumhej”. Skeels billeder svinger stilsikkert mellem det enkle og det overlæssede, det figurative og det abstrakte, det skønne og det hæslige; mellem det romantiske, renæssanceagtige scenario, Leonardo da Vinci-imitationer, Escher-lignende, umulige trappeforløb, computeranimationer og Michael Kvium’ske gru-billeder. Til tider er det hele vendt på hovedet: »Omverden er vendt: Verden er omvendt.« Og det er faktisk morsomt. Det er en spændende rejsebog. Ikke en traditionel rejsebog, men en rejsebog, forstået som en rejse i livet og mellem genrerne. Og det er dejligt at se Vizki sige noget, ikke bare for at sige noget, men fordi han har noget — livet — på hjerte.
Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans Punkter, poler og par 59 sider, 169 kr. Borgen Christian Stokbro Karlsen Kerygma 56 sider, 148 kr. Samleren Anmeldt af Jørgen Falkesgaard Minimalpoesi og maksimallyrik: To diametralt modsatte debutanter De er begge i midten af tyverne, de to debutanter Anne-Louise Bosmans og Christian Stokbro Karlsen. Samme generation, to verdener — og hver sit køn. Betyder det mon noget? Det var Torben Brostrøm, der — da han skulle promovere sin generations modernister (og sig selv) — kaldte deres genre for poesi til forskel fra forgængernes og traditionalisternes lyrik. Tillad mig, lettere forsinket, at stjæle betegnelsesforskellen. Bosmans skriver poesi, Karlsen lyrik. Men bemærk, at de to betegnelser — i modsætning til hos Brostrøm — ikke dækker over en kvalitetsforskel. De to debutanter er lige kedelige — bare på hver sin måde. Bosmans på den moderne måde, Karlsen på den gammeldaws. Karlsen er læst før og bedre hos en Bjørnvig og en Søren Ulrik Thomsen (det skulle også bare mangle), og Bosmans er læst før, men ikke bedre hos de minimalistiske prosaister med eller uden kontakt til Forfatterskolen. Det potenserede subjekt på post-romantisk naturrejse ud i Det Andet som det anderledes over for det selvopløsende, sårbare jeg på vej ind i (og ud af?) Den Anden som spejl; Freuds stærke borgerlige jeg over for en ny socialkarakter, periskop over for gyroskop, ud og ind — han og hun? Anne-Louise Bosmans »Punkter, poler og par« er en stramt komponeret samling på 48 digte i fire afdelinger. Den første består af en række søsterdigte, hvor søsteren formodentlig er en udspaltet dominerende jeg-del som »loftslampen i spisestuen hjemme, hvor vi voksede op«, eller et møbel. Også jeg´et bliver let en ting, »et emne«, der hældes ud i søen, men sejrer dog til slut og bliver lidt sig selv i en erkendelse af, at »Vi er begge søster til en søster«. Men det er en skrøbelig identitet, der i tredje afdeling møder en han, »der ikke kan være mig«, og på baggrund af et forhold og et brud ender hos lægen, fordi hun ikke kan få hånd og ånd til at mødes, og foruroligende bliver til »lutter hænder«. For »Jeg er en anden, og han er tilfældig.« Og »Man kan ikke fordoble sit liv ud af intet.« Hvor foreningen skildres som »Jeg bliver til to. Mit liv bliver fordoblet«, skildres bruddet som: »Vi blev halveret«. Og der spørges til slut: »Hvor lang tid varer det ubærlige?« Det lyder måske her lidt lommefilosofisk og formelagtigt, men det virker faktisk som poesi. Og forunderligt er det, at dette usikre jeg-liv kommer til at udgøre en linje, et forløb, et hele, skønt det består af punkter: disjecta membra . Man kan (som undertegnede) være kritisk over for mini- Anne-Louise Bosmans (Foto: Peder Jansson) malisme, men hos Anne-Louise Bosmans er der i det mindste overensstemmelse mellem form og indhold. It works. Det gør det bestemt også hos Christian Stokbro Karlsen i »Kerygma«. Derudaf. Et motto fra (lyrik) Blake lyder: »Driv din kærre og din plov over de dødes bene«. Og det går over stok og ben hos Stokbro Karlsen. Intet liv uden død: »Busserne kommer et minut senere hver dag«. Hvabehar! Intet selv uden selvfølelse: »Jeg har vandret i verden for at røre dit kød,/ mens efteråret tager det skabte til sig«. Vi skal huske på det skabtes vaklen, men ikke glemme »visheden om en dag i morgen«. Man kan spekulere på, hvad der giver Karlsen(s jeg) dette overlevelsesoverskud. Selv vil det/han (bekendelsen er så personlig, at det bliver svært at skelne) utvivlsomt hævde, at det er det kerygma, den forkyndelse, der taler til ham som et selv og dermed sætter ham som selv: Den kristne forkyndelse af forløsning gennem forladelse. Men det har jo i den kristne tradition oftere ført til opblæsthed end til ydmyghed. Der er noget umiskendeligt katolsk ved Karlsen. Det er i virkeligheden ikke gudstjenestens forkyndelse, kerygmaet, han fokuserer på, men udenværkerne: Sølvstager, ornat, flagellanter, katakomber. Det er, hvad vi hører om i Karlsens Kvarter. Og derigennem en fokusering på momentet, oplevelsen. Det er karakteristisk, at hvor en traditionel kristen tanke om livet fra skabelse til forløsning er knyttet til årstidens Christian Stokbro Karlsen (Foto: Morten Holtum Nielsen) gang, så er hele sommerperioden fraværende hos Karlsen. Det er — som hos Nordbrandt — mest november. Hvor der i den kristne tradition er en (tids)linje, en udvikling, er der i den karlsenske kristendom kun momenter af oplevelse, punkter: kød, kalk og krydsforhør. Løsrevne ord. Men hvor er de smukke. Omslagstilrettelæggere har ofte et godt blik for indholdet i det, de skal illustrere. Således også her. På begge omslag optræder øjne. Hos Karlsen er øjet i centrum — det styrer begivenhedernes gang. Hos Bosmans ligger øjeæblet på gulvet, skubbet til side af en dør, der er blevet åbnet. Han og hun? NR. 4 DECEMBER 2002 43
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?