Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
(roman)<br />
Patriarkernes børn<br />
Jonathan Franzen<br />
Korrektioner<br />
Oversat af Mich Vraa<br />
609 sider, 395 kr.<br />
Gyldendal<br />
Anmeldt af Tore Rye Andersen<br />
I løbet af det seneste årti er der i<br />
amerikansk litteratur sket en drejning<br />
bort fra den postmodernisme,<br />
der siden 60’erne har været fremherskende.<br />
Denne nylige udvikling<br />
manifesterer sig bl.a. i en<br />
bemærkelsesværdig fokusering på<br />
familien. Hvor postmodernismen<br />
ofte skildrede individer i ensom<br />
kamp mod Systemet, koncentrerer<br />
interessen sig nu om familien, der<br />
fremstilles som et menneskeligt<br />
modsystem mod det senkapitalistiske<br />
samfunds stadig prolifererende<br />
fangarme.<br />
Tendensen kan i og for sig allerede<br />
spores hos et par af de postmoderne<br />
patriarker selv, f.eks. i<br />
Don DeLillos »White Noise« og<br />
Thomas Pynchons »Vineland«,<br />
men hos patriarkernes børn – en<br />
ny generation af forfattere født o.<br />
1960 – er det reglen snarere end<br />
undtagelsen. Disse yngre forfattere,<br />
hvoraf navne som David Foster<br />
Wallace, Rick Moody, Dave Eggers,<br />
Donald Antrim, Jeffrey Eugenides<br />
og ikke mindst Jonathan Franzen<br />
skal fremhæves, er alle vokset op<br />
med den normbrydende postmodernisme<br />
som præskriptiv norm, og<br />
de søger i deres romaner konstruktive<br />
alternativer til, hvad de betragter<br />
som postmodernismens<br />
grundlæggende negation. Og den<br />
fælles platform for denne afsøgning<br />
er altså i vid udstrækning familien<br />
— ikke de tosseglade familier, vi<br />
kender fra talløse idiotiske ’sitcoms’,<br />
men snarere mere eller<br />
mindre dysfunktionelle familier,<br />
der med nød og næppe formår at<br />
holde sammen, og som derfor<br />
fremtræder yderst virkelighedstro.<br />
4<br />
Jonathan Franzen har skrevet en finkulturel samtidsroman, der når<br />
det brede publikum<br />
NR. 4 DECEMBER 2002<br />
De fleste familier er vel udspændt<br />
mellem stærke centrifugale<br />
og centripetale kræfter, mellem<br />
frastødning og tiltrækning, hvilket<br />
nok især tydeliggøres i julen. Hvilket<br />
bedre billede på dette modsætningsfyldte<br />
grundvilkår end det<br />
tændte juletræ, der udgør et bogstaveligt<br />
samlingspunkt, mens<br />
familien utålmodigt hvirvler om<br />
det: Er centripetalkraften for<br />
stærk, så kommer man for tæt på<br />
og brænder sig; på den anden side<br />
kan det mindste brud på kæden<br />
slippe centrifugalkraften fri og<br />
slynge de enkelte familiemedlemmer<br />
fra hinanden i alle kompassets<br />
retninger…<br />
En splintret familie<br />
Julen som arnested for familien<br />
står også i centrum af Enid Lamberts<br />
drømme i Jonathan Franzens<br />
fabelagtige nye roman »Korrektioner«.<br />
Den 70-årige Enids inderlig-<br />
ste ønske er at samle den splintrede<br />
familie én sidste gang til jul i<br />
Lambert-hjemmet, inden hendes<br />
mand Alfred farer endegyldigt vild<br />
i Parkinsonismens og senilitetens<br />
irgange. Det er imidlertid lettere<br />
sagt end gjort, da parrets børn er<br />
spredt for alle vinde. Den ældste<br />
søn, bankmanden Gary, lever et<br />
tilsyneladende misundelsesværdigt<br />
familieliv med en smuk kone<br />
og tre raske sønner, men under<br />
overfladen lurer depressionen.<br />
Garys lillebror Chip prøver at for-<br />
hutle sig gennem tilværelsen på<br />
bedste beskub efter at have mistet<br />
en akademisk fastansættelse på<br />
målstregen, som følge af en hed<br />
affære med en studine. I begyndelsen<br />
af romanen forsvinder Chip<br />
således til det postkommunistiske<br />
Litauen, hvorfra han bedrager<br />
naive investorer over Internettet.<br />
Og familiens yngste, Denise, søger<br />
at holde styr på et forvirret kærlig-<br />
hedsliv, hvor hun bl.a. har en<br />
affære med sin chef og dennes<br />
kone [sic!], alt imens hun skiftevis<br />
passer og forsømmer sit job som<br />
chef-kok på en trendy restaurant i<br />
et nedlagt kraftværk. Det er disse<br />
kaotiske vektorer, Enid med diverse<br />
ufine tricks prøver at få til at<br />
konvergere i St. Jude.<br />
Romanen er opdelt i fem dele;<br />
en del for hvert familiemedlem.<br />
Tilsammen tegner de en vidunderlig<br />
mosaik af ikke blot Lambertfamilien,<br />
men også USA ved årtusindskiftet.<br />
Selv om familien<br />
står i centrum, ignorerer Franzen<br />
ikke det omgivende samfunds<br />
seismiske rystelser, og aktuelle<br />
fænomener som bioteknologi,<br />
politisk korrekthed, overvurderede<br />
Nasdaq-aktier og hensynsløs kapitalisme<br />
skildres overbevisende og<br />
kynisk klarøjet gennem deres indvirkning<br />
på romanpersonerne. Ved<br />
at præsentere kulturelle tendenser<br />
gennem deres effekt på romanpersonerne<br />
og samtidig fastholde personerne<br />
i fortællingens centrum,<br />
gør Franzen sit persongalleri<br />
sprællevende – en modsætningsfyldt,<br />
på én gang pragtfuld og<br />
røvirriterende, og således kun alt<br />
for menneskelig gruppe af karakterer,<br />
hvis lige man ikke har set<br />
længe. Kun den biseksuelle Denise<br />
synes at falde lidt igennem, da<br />
hendes komplekse personlighed<br />
virker en kende mere kunstfærdig<br />
end egentlig troværdig, og hun<br />
således i højere grad fremstår som<br />
en traditionel romanperson; men<br />
4? ud af 5 er ikke et dårligt resultat<br />
for en bugtaler, og selv Dickens<br />
ville have været misundelig på<br />
Franzens empatiske virtuositet.<br />
»Korrektioner« er simpelt hen<br />
eminent læseværdig, morsom og<br />
letløbende og dog med en knugende<br />
tyngde. Med romanens egne<br />
ord: »Tragedie omskrevet til farce«.<br />
En æstetisk korrektion<br />
Med dette karakterdrevne og tilgængelige<br />
værk lever Franzen helt<br />
op til den udfordring, han i 1996<br />
satte sig selv i essayet »Perchance<br />
to Dream«. Hér beskriver Franzen,<br />
hvordan det tidligere så privilegerede<br />
samfundsbarometer, romanen,<br />
har mistet terræn i forhold til<br />
tv, og at måden hvorpå det tabte<br />
terræn kan genvindes ikke er ved<br />
at skrive abstrakte, systemfikserede<br />
postmoderne monstrøsiteter à<br />
la Gaddis, Pynchon og DeLillo.<br />
Essayet er både et fadermord på<br />
de postmoderne pariarker, men<br />
også rettet mod Franzen selv, der i<br />
sine to første romaner, den glimrende<br />
»The Twenty-Seventh City«