Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Merete Pryds Helle<br />
Ti fingre fra eller til<br />
191 sider, 249 kr.<br />
Rosinante<br />
Fred i pikken<br />
Anmeldt af Rolf Gerd Heitmann<br />
Merete Pryds Helles magi er falmet, vi venter tålmodigt på<br />
dens genopblussen<br />
Det litterære orakel Merete Pryds<br />
Helle er storproducerende for<br />
tiden, og det skulle hun måske<br />
tage at lade være med. I 2000 kom<br />
kræftpræstationen »Fiske i livets<br />
flod«, hvis dybde vi slet ikke er<br />
begyndt at lodde endnu, i 2001<br />
den noget mindre roman-rapsodi<br />
»Solsiden«, og nu er novellesamlingen<br />
»Ti fingre fra eller til« udkommet.<br />
I denne lille litteraturhistorie<br />
kan man se et problem udvikle<br />
sig. Selvom der ikke er tvivl<br />
om, at »Fiske i livets flod« har en<br />
stor fremtid foran sig, så er én af<br />
de fire Bøger, murstensromanen<br />
består af, præget mere af rutine,<br />
redundans og mangel på nødvendighed<br />
end de andre tre. Hvad<br />
værre er, så er den kunstneriske<br />
tomgang forsøgt skjult bag søgte,<br />
makabre effekter (eller også er det<br />
omvendt effekt-skriveriet, der skaber<br />
mangelen på nødvendighed).<br />
Dette var ikke problemet med<br />
»Solsiden«, der på mange måder<br />
var en glimrende lille, surreel<br />
meditation over, hvad der kan ske<br />
at hænde én i efterlivet i dødsriget.<br />
Her stammer mangelen på<br />
absolut kunstnerisk nødvendighed<br />
fra, at romanen i for høj grad er en<br />
blot og bar reproducerende gennemskrivning<br />
af det mytologiske<br />
stof, den bygger på. Overforbruget<br />
af makabre virkemidler er til gengæld<br />
soleklart igen blevet et problem<br />
i »Ti fingre fra eller til«.<br />
Frekvens: hele tiden<br />
Nu er jeg ikke en af den slags læsere,<br />
der ikke bryder sig om det,<br />
når litteraturen tematiserer den<br />
menneskelige psykes, krops og<br />
værens rummelige slamspand.<br />
Tværtimod mærker jeg min skønne<br />
udødelige sjæl svæve næsten<br />
hele vejen op til himlen, når vi<br />
mennesker viser os store nok til at<br />
give hinanden aflad for vores<br />
imperfektioner (de nødvendige af<br />
dem), ved at artikulere dem i<br />
sprog og kunst. Det er netop derfor,<br />
at jeg er hypersensibel overfor<br />
programmeret vanvid, lemlæstelse,<br />
depravation, sygdom og død.<br />
Og det er ubestrideligt den grøft<br />
Merete Pryds Helle, som fx den<br />
korttidsberømte Mads Brenøe før<br />
hende, med »Ti fingre fra eller til«<br />
er faldet i. Makabre indslag skal<br />
doseres uhyggeligt nøjagtigt, hvilket<br />
Pryds Helle har bevist at hun<br />
magter i de brillante bøger »Vandpest«<br />
og »Men jorden står til evig<br />
tid«. Hvis man kommer til at overdosere<br />
det makabre, slår det nemlig<br />
hævntørstigt om, og ødelægger<br />
lige så magtfuldt teksten, som det<br />
rigtigt doseret beriger den. Årsagen<br />
er naturligvis, at det makabre<br />
ud over at være noget, der desværre<br />
sker i virkeligheden — om end<br />
ikke med samme frekvens som hos<br />
Pryds Helle, hvor frekvensen er<br />
hele tiden — i litteraturen også er<br />
et virkemiddel, en effekt, stil. Som<br />
alle kraftige virkemidler må det<br />
ikke misbruges, hvis det skal forblive<br />
virksomt.<br />
Desværre er der som i »Solsiden«<br />
også ansatser til et problem<br />
med originaliteten i »Ti fingre fra<br />
eller til«. Den første novelle<br />
»Alfred G. Petersen« skildrer<br />
hovedpersonens bevidsthed inklusiv<br />
mangfoldigheden af alternative,<br />
decentrale jeg’er, og har dermed<br />
samme grundidé som Christina<br />
Hesselholdts »Kraniekassen«.<br />
Der er dog ikke tale om plagiat, for<br />
stemmerne i Alfreds hoved har en<br />
helt anden karakter end<br />
Hesselholdts, der i bedste forstand<br />
er psykologiske. Pryds Helles<br />
stemmer er mere satiriske og per-<br />
Merete Pryds Helle<br />
sonificerede, som små satyrer der<br />
sidder på Alfreds skuldre og med<br />
megen humoristisk sans hvisker<br />
ham ting i øret såsom »Hold nu<br />
kæft. Lad os køre hen til Anna og<br />
få fred i pikken.« Historien, hvor<br />
der både forekommer en (mindst)<br />
neurotisk, lammet mor, som forsøges<br />
myrdet af Alfred, selvmordsfantasier<br />
og lidt knytnæveslag i<br />
ansigtet på en lesbisk pige, har et<br />
fint tema, som er en materialisme<br />
så gennemgribende, at sæd og kærlighed<br />
bliver en vare selv imellem<br />
mennesker, der står hinanden nær.<br />
Men novellen når ingen vegne<br />
med dette tema, og løber ynkeligt<br />
ud i en frygtelig banal slutning.<br />
Pelsfolkets katedral<br />
Også den meget omtalte fortælling<br />
»Pels«, hvor alt fra yoghurttallerkener<br />
til dildoer er beklædt med<br />
(kortprosa)<br />
forskellige slags dyrepels, har som<br />
bekendt en antecedens i billedkunsten.<br />
Den potentielt stærke<br />
pels-metafor går dog hen og bliver<br />
endimensional i fortællingen, som<br />
i bund og grund ikke er andet end<br />
en sadomasochistisk fantasi med<br />
pelsværk som fetich. En vis værdi<br />
for husarer af begge køn er der<br />
naturligvis, men med en enkelt<br />
undtagelse ingen kunstnerisk<br />
værdi. Undtagelsen er badeanstalten,<br />
som heltinden drager hen til<br />
for anonym at lade sig fiksere i et<br />
badehåndklæde med spredte ben,<br />
hvorefter stribevis af fremmede<br />
mænd flækker pelsen (undskyld!)<br />
på hende. Anstalten ligger halvvejs<br />
nedsænket i havet, som de<br />
høje vinduer lader gæsterne se ud<br />
i. Dette er et religiøst, fint og<br />
typisk prydsk billede. I novellen<br />
»Regn på græs« kunne jeg ikke<br />
læse den indledende dialog, som<br />
lyder »Det regner opad i gryden,<br />
siger Ada./ Det betyder, at vandet<br />
koger, svarer Theo«, uden at irriteres,<br />
fordi sprogholdningen staks<br />
fik mig til at føle, at vi her har at<br />
gøre med den kliché om mongoler,<br />
som Lars ’Funny’ Triers clairvoyante<br />
evnesvage i Rigets kælder<br />
indstiftede. Om Ada og Theo er<br />
mongoler, ved jeg ikke, men de er<br />
i hvert fald ’to mildt retarderede<br />
voksne’, der, selvom de har hjertet<br />
på rette sted og er lyriske naturtalenter,<br />
frister en patologisk tilværelse<br />
med deres (mindst) grænsepsykotiske<br />
mor.<br />
Merete Pryds Helle er en stor<br />
forfatterinde på trods af de to<br />
seneste bøger. De stærke steder i<br />
»Ti fingre fra eller til« kan dog<br />
tælles på en hånd. De fleste af<br />
dem falder inden for den længste<br />
tekst »En blå delfin«, der består af<br />
20 ’Billeder’, og som mere ligner<br />
en punktroman. Meget sigende er<br />
det de Billeder, der handler om<br />
normale ting såsom at lytte til<br />
musik, eller at læse, eller om<br />
Rembrandt eller om at kigge ud i<br />
haven (’18. Billede’ er uovertruffent,<br />
dybt, filosofisk og konkret),<br />
som er er de stærkeste, og ikke de<br />
billeder, hvor hovedpersonen<br />
Marianne er selvmutilerende, eller<br />
kaster al den mad, hun lige har<br />
proppet i sig, op igen, eller ser sin<br />
mor ligge livløs med lyserødt skum<br />
om munden. Slutningen på »En<br />
blå delfin« er intet mindre end<br />
genial, eller for at sige det mere<br />
uudpint og præcist: slutningen<br />
skaber den bedste repræsentation,<br />
jeg nogensinde har set, af det uendeligt<br />
fascinerende grundforhold,<br />
som novellen i kraft af sin slutning<br />
kommer til at handle om.<br />
NR. 4 DECEMBER 2002 39