Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(kortprosa) 0:2 143 sider, 129 kr. Basilisk 38 Udebanesejr? Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen Forfatterskolens afgangsudstilling imponerer ikke Adgangsbilleten til »0:2« forekommer at være, at man har været del af Forfatterskolens afgangsklasse år 2002. På sin vis en ucensureret udstilling, om end man må tænke på, at det er hundesvært at komme ind på Forfatterskolen, der meget fornuftigt satser på et begrænset NR. 4 DECEMBER 2002 optag blandt de flere hundreder, der søger ind, for at have ressourcer til at gå i dybden med teksterne og talenterne. »0:2« er en lidt underlig størrelse. Ni forfatterskoleelever med hver cirka femten sider til rådighed. Er det en slags visitkort, et råb til forlagene »kunne I ikke tænke jer mere af det her?« Egentlig debut er der jo ikke tale om (og nogle af bidragyderne har allerede debuteret), og det er heller ikke rimeligt at anmelde bidragene som sådan. Men nu ligger de der jo med alle ni forfattere i fod- bolddress på forsidefotoet (og hvorfor nr. 12 holder sig til hjertet, mens han står i muren, må stå hen i det uvisse). Adam Drewes og Lene Asp Frederiksen kører i højt tempo med en prosa, der springer fra den ene reference til den anden i en hektisk montage af indtryk som her hos sidstnævnte: »Sukker smager sødt. Citroner er friske frugter. Jeg har ingen huller i tænderne. Jeg har en meget sjælden blodtype. Kina er et spændende land.« Alf Christensen og Allan Milter Johansen skriver dialogmættede Hvorfor køer — og ikke geder, spørger læseren fåret Rasmus Heiberg Der er andre røde køer end præstens 122 sider, 188 kr. Samleren Blandingsverdenerne virker ikke, de ublandede interesserer ikke Anmeldt af Lisbeth Christensen Ud af ørkenen vokser et mytisk univers, som følger i sporet af novellerne fra »Sand« (1999), men også en mere genkendelig og hverdagslig verden, som vi så den i romanen »Neverland« (2001), er til stede i Rasmus Heibergs nye novellesamling. Det på én gang bestemte og ubestemte illustreres meget godt af de to kortprosastykker på bogens første side: først et stykke med præcis tidsangivelse og en navngiven mand med en vision, der sidder i Linnés have, som så derefter er ‘spejlet’ i et stykke, hvor alting er upræcist — tiden, manden og så religionen, der omtales. Lægen og botanikeren Linnés have omfatter både naturvidenskaben, systematikken og det vildtvoksende, uindfangelige. I de første noveller er vi i et konturløst landskab. En mand er sat uden for tiden i sneen i bjergene og smelter næsten sammen med sin redningsmand, en umælende vildmand. En dreng og hans ørkenlandsby fascineres og skræmmes af kvinden med den stærke tro, der sidder i den stærke sol uden for bymuren. En skabelsesberetning udgår fra ørkenen — og i resterne fra et mytisk, græsk univers udspiller der sig en allegori over skabelse og destruktion. Disse verdener hænger sammen, og de betjener sig ikke af den irriterende ‘backpacker-mytologi’, som dominerede i den anmelder- Omslag: Marianne Bisballe med illustration af Søren Porse roste »Sand« — den er i denne samling kun til stede i »31 postkort fra Basil«. Novellerne her er stykker, hvor kun Milter Johansens »Hjemme igen« løfter sig, mens Eli I. Lund nærmer sig kunstscenen med en blanding af spørgeskemaer og oplæg til drømme, og Henriette E. Møller blander dramaets stil ind i hendes fragmenterede dagbog. Bedst synes jeg om Kristian Lunds New Yorker digt, Anders Søgaards korte portrætter og Nina Søs Vinthers meget fine og snedigt komponerede samling af fragmenter i en finsk-japansk kærlighedshistorie »Ahikimo, Amo og Jani«: En japaner svæver ned ad en trappe, jeg er på vej op, og idet vi passerer hinanden, drejer vi begge hovedet og ser hinanden i øjnene. Han tager cigaretten, eller cerutten, ud af munden, og vi fortsætter ned og op. Brunt jakkesæt. Man opdager ikke altid virkeligheden før det er for sent. Brune lædersko, nypudsede og hans blik. Han skriver martial art-noveller til ugeblade. Det gør jeg ikke. Men lad os nu se, hvad der for alvor kommer ud af det. bare for tæt på at blive klichéer. Bogens midterste, meget lange novelle er af en anden karakter. »Fiskerne« modtager en skibbruden italiener, der udmaler et siciliansk »Jerusalem« for dem. De skaber sammen med deres nye leder et mærkeligt samfund, der er sat uden for tid og sted. Og så er det ikke alligevel — og de præcise angivelser, afvigelserne fra den næsten arketypiske, vestjyske verden, distraherer, ligesom det irriterer, at fortællingen er skildret fra begge sider på én gang — at eneren og gruppen alligevel forstår hinanden og formår at kommunikere. Det er ikke troværdigt. Naturligt og overnaturligt blandes på forskellig vis i den sidste halvdel af novellerne, men kun i »Gespenstet« fungerer det godt og giver en rigtig god historie. Når de resterende ikke fungerer, er det bl.a. fordi skiftene mellem de forskellige sfærer ikke får læseren med sig. Ikke denne læser i hvert fald. Hun stejler over de symboltunge verdener, over sammenrendet af kolossale størrelser — guder, mytologiske og arketypiske figurer — og over blandingen af det højstemte og det mundrette, dagligdags... Irriteret, ja, men også forvirret, for hvor kommer køerne fra, og hvorfor er de røde?
Merete Pryds Helle Ti fingre fra eller til 191 sider, 249 kr. Rosinante Fred i pikken Anmeldt af Rolf Gerd Heitmann Merete Pryds Helles magi er falmet, vi venter tålmodigt på dens genopblussen Det litterære orakel Merete Pryds Helle er storproducerende for tiden, og det skulle hun måske tage at lade være med. I 2000 kom kræftpræstationen »Fiske i livets flod«, hvis dybde vi slet ikke er begyndt at lodde endnu, i 2001 den noget mindre roman-rapsodi »Solsiden«, og nu er novellesamlingen »Ti fingre fra eller til« udkommet. I denne lille litteraturhistorie kan man se et problem udvikle sig. Selvom der ikke er tvivl om, at »Fiske i livets flod« har en stor fremtid foran sig, så er én af de fire Bøger, murstensromanen består af, præget mere af rutine, redundans og mangel på nødvendighed end de andre tre. Hvad værre er, så er den kunstneriske tomgang forsøgt skjult bag søgte, makabre effekter (eller også er det omvendt effekt-skriveriet, der skaber mangelen på nødvendighed). Dette var ikke problemet med »Solsiden«, der på mange måder var en glimrende lille, surreel meditation over, hvad der kan ske at hænde én i efterlivet i dødsriget. Her stammer mangelen på absolut kunstnerisk nødvendighed fra, at romanen i for høj grad er en blot og bar reproducerende gennemskrivning af det mytologiske stof, den bygger på. Overforbruget af makabre virkemidler er til gengæld soleklart igen blevet et problem i »Ti fingre fra eller til«. Frekvens: hele tiden Nu er jeg ikke en af den slags læsere, der ikke bryder sig om det, når litteraturen tematiserer den menneskelige psykes, krops og værens rummelige slamspand. Tværtimod mærker jeg min skønne udødelige sjæl svæve næsten hele vejen op til himlen, når vi mennesker viser os store nok til at give hinanden aflad for vores imperfektioner (de nødvendige af dem), ved at artikulere dem i sprog og kunst. Det er netop derfor, at jeg er hypersensibel overfor programmeret vanvid, lemlæstelse, depravation, sygdom og død. Og det er ubestrideligt den grøft Merete Pryds Helle, som fx den korttidsberømte Mads Brenøe før hende, med »Ti fingre fra eller til« er faldet i. Makabre indslag skal doseres uhyggeligt nøjagtigt, hvilket Pryds Helle har bevist at hun magter i de brillante bøger »Vandpest« og »Men jorden står til evig tid«. Hvis man kommer til at overdosere det makabre, slår det nemlig hævntørstigt om, og ødelægger lige så magtfuldt teksten, som det rigtigt doseret beriger den. Årsagen er naturligvis, at det makabre ud over at være noget, der desværre sker i virkeligheden — om end ikke med samme frekvens som hos Pryds Helle, hvor frekvensen er hele tiden — i litteraturen også er et virkemiddel, en effekt, stil. Som alle kraftige virkemidler må det ikke misbruges, hvis det skal forblive virksomt. Desværre er der som i »Solsiden« også ansatser til et problem med originaliteten i »Ti fingre fra eller til«. Den første novelle »Alfred G. Petersen« skildrer hovedpersonens bevidsthed inklusiv mangfoldigheden af alternative, decentrale jeg’er, og har dermed samme grundidé som Christina Hesselholdts »Kraniekassen«. Der er dog ikke tale om plagiat, for stemmerne i Alfreds hoved har en helt anden karakter end Hesselholdts, der i bedste forstand er psykologiske. Pryds Helles stemmer er mere satiriske og per- Merete Pryds Helle sonificerede, som små satyrer der sidder på Alfreds skuldre og med megen humoristisk sans hvisker ham ting i øret såsom »Hold nu kæft. Lad os køre hen til Anna og få fred i pikken.« Historien, hvor der både forekommer en (mindst) neurotisk, lammet mor, som forsøges myrdet af Alfred, selvmordsfantasier og lidt knytnæveslag i ansigtet på en lesbisk pige, har et fint tema, som er en materialisme så gennemgribende, at sæd og kærlighed bliver en vare selv imellem mennesker, der står hinanden nær. Men novellen når ingen vegne med dette tema, og løber ynkeligt ud i en frygtelig banal slutning. Pelsfolkets katedral Også den meget omtalte fortælling »Pels«, hvor alt fra yoghurttallerkener til dildoer er beklædt med (kortprosa) forskellige slags dyrepels, har som bekendt en antecedens i billedkunsten. Den potentielt stærke pels-metafor går dog hen og bliver endimensional i fortællingen, som i bund og grund ikke er andet end en sadomasochistisk fantasi med pelsværk som fetich. En vis værdi for husarer af begge køn er der naturligvis, men med en enkelt undtagelse ingen kunstnerisk værdi. Undtagelsen er badeanstalten, som heltinden drager hen til for anonym at lade sig fiksere i et badehåndklæde med spredte ben, hvorefter stribevis af fremmede mænd flækker pelsen (undskyld!) på hende. Anstalten ligger halvvejs nedsænket i havet, som de høje vinduer lader gæsterne se ud i. Dette er et religiøst, fint og typisk prydsk billede. I novellen »Regn på græs« kunne jeg ikke læse den indledende dialog, som lyder »Det regner opad i gryden, siger Ada./ Det betyder, at vandet koger, svarer Theo«, uden at irriteres, fordi sprogholdningen staks fik mig til at føle, at vi her har at gøre med den kliché om mongoler, som Lars ’Funny’ Triers clairvoyante evnesvage i Rigets kælder indstiftede. Om Ada og Theo er mongoler, ved jeg ikke, men de er i hvert fald ’to mildt retarderede voksne’, der, selvom de har hjertet på rette sted og er lyriske naturtalenter, frister en patologisk tilværelse med deres (mindst) grænsepsykotiske mor. Merete Pryds Helle er en stor forfatterinde på trods af de to seneste bøger. De stærke steder i »Ti fingre fra eller til« kan dog tælles på en hånd. De fleste af dem falder inden for den længste tekst »En blå delfin«, der består af 20 ’Billeder’, og som mere ligner en punktroman. Meget sigende er det de Billeder, der handler om normale ting såsom at lytte til musik, eller at læse, eller om Rembrandt eller om at kigge ud i haven (’18. Billede’ er uovertruffent, dybt, filosofisk og konkret), som er er de stærkeste, og ikke de billeder, hvor hovedpersonen Marianne er selvmutilerende, eller kaster al den mad, hun lige har proppet i sig, op igen, eller ser sin mor ligge livløs med lyserødt skum om munden. Slutningen på »En blå delfin« er intet mindre end genial, eller for at sige det mere uudpint og præcist: slutningen skaber den bedste repræsentation, jeg nogensinde har set, af det uendeligt fascinerende grundforhold, som novellen i kraft af sin slutning kommer til at handle om. NR. 4 DECEMBER 2002 39
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37: En lille bog der gør litteraturen
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?