Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(interview) fortsat fra forrige side gørelsen af romanen: »Ærligt blik indad: jeg er fri og tom. Jeg vil ingenting og føler ingenting« — Ja, det er samtidig en stor depression, når man er færdig med et arbejde. — Jeg valgte ikke en dreng på 15 år som helt, fordi jeg ville bevæge læseren, men fordi jeg tænkte, at den infantile type ville være kropsliggjort bedst af en 15årig. Dette sprog udtrykker også mentaliteten kendetegnende for mennesket i et diktatur, eller det menneske som kommer ind i diktaturets dynamik. Der har man ikke længere nogen handlingsfrihed og bliver infantil — og skæbneløs. Hovedpersonen bliver til sidst skæbneløs i dobbelt forstand, dels fordi han i KZ-lejren bliver berøvet sin personlige identitet, dels fordi der ikke er nogen, der forstår ham, da han efter befrielsen vender tilbage til Budapest og dér forsøger at forklare livet i lejren til sine slægtninge, der blot dækker oplevelserne ind under begreber som rædsel og lignende… — Det er netop sprogets problem. 36 • • • I Deres værker fornemmer man ekkoer fra andre tekster, uden at der er tale om et upersonligt udtryk. Det er som om, det er nødvendigt at gennemlyse egne erfaringer af filosofi og af andre litterære tekster. — Ja, der er tale om en kohærens, der til tider virkelighed overrasker mig. I en anden roman, »Kaddish for et ufødt barn«, blander der sig også indirekte mange stemmer midt i denne foruroligende og samtidig åndeløst smukke historie. Paul Celan spiller en stor rolle, men jeg kommer i høj grad også til at tænke på den østrigske forfatter Thomas Bernhard, i hvert fald hvad det stilistiske angår? — Det var helt bevidst. På det tidspunkt havde jeg opdaget Thomas Bernhard og skrev som Bernhard. Det kunne jeg tillade mig, fordi jeg er så fundamentalt anderledes. Det forvirrede mig i starten. Så anderledes og så alligevel… — Det var min hemmelige hensigt, at bogen skulle være en hommage til Bernhard. Jeg er også oversætter, og jeg havde den ambition at oversætte en tekst af NR. 4 DECEMBER 2002 Bernhard for derigennem at lære ham at kende. Men jeg havde ikke på det tidspunkt mulighed for at rejse til udlandet, og da jeg i 1989 for første gang var i Wien, var han allerede død. Det er meget ærgerligt, men på den anden side har jeg hørt, at Bernhard var en meget vanskelig person at omgås. — Jeg begyndte på »Kaddish«, da jeg var færdig med romanen »Fiasko« i maj ’87, og jeg begyndte til min store overraskelse med det samme. I lang tid havde jeg beskæftiget mig med temaet at få børn, med barndommens historie, med historien om en mand, der er forgiftet af Auschwitz og som indlader sig på et eventyr, uden at tænke over følgerne. Han forelsker sig og oplever kærligheden som en undtagelsestilstand - og erkender så pludselig følgerne. I dette ægteskab genkender han sig spejlende. Det pirrede mig i lang tid. • • • De temaer, De beskæftiger Dem med i Deres bøger, har alle meget tydeligt baggrund i personlige erfaringer, ligesom De på meget forskellig måde beskæftiger Dem med den betydning, totalitære systemer har for udfoldelsen af menneskeligt liv. Trods denne baggrund har man ikke fornemmelsen af, at De er en politisk forfatter. Det er meget interessant, hvorledes De som forfatter bearbejder disse politiske problematikker. — Politik er en blindgyde for mig, det erkendte jeg allerede tidligt. I et land som Ungarn var der ikke meget at gøre på grund af besættelsen. Man befandt sig så at sige inden for en kreds, der var trukket tydeligt op. Inden for denne kreds kunne man kun være reformkommunist. Jeg har dog aldrig troet på muligheden for at reformere dette diktatur. Systemet var så slemt, som det var. Man kunne ikke mildne det. Jeg har altid opfattet forestillingen om en kommunisme med et menneskeligt ansigt som latterlig. Politik bestemmer her i Østeuropa den almene moralske tilstand. Og forfatteren er et moralsk dyr, ikke sandt! Jeg har selv foretrukket litterært at fremstille denne tilstand frem for at arbejde på at ændre den. Jeg opfatter også Deres forfatterskab som ikke-politisk i den forstand, at De ikke søger enkle sandheder. Deres tænkning og skrivning er en stadig spørgen – eller en stadig spørgen af de samme spørgsmål, en stadig kredsen? — Ja, der findes ingen endegyldige svar på livet. Kertész henviser selv til et essay, han har skrevet om denne mangel på endegyldige sandheder eller på et fast værdisystem i sammenhæng med den europæiske integration. Heri siger han, at vi i Europa har helt forskellige definitioner af det gode og det onde. Og de vil forblive kimen til stridigheder, indtil der opstår et fast værdisystem under vores kultur. Men et sådan eksisterer selvfølgelig ikke. Det eneste, man derfor kan sætte sin lid til, er at der i det mindste findes en smertelig følelse af mangel herpå, en eller anden fjern samhørighedsfølelse, der nogle gange vil komme til udtryk med den ubehagelige smag af forsømt pligt hos Europas befolkninger. Og Kertész mener, at dette fællesskab tydeligst kommer til udtryk, når det er mest i fare. Han mener, at Kosovo-krigen under mareridtsagtige kvaler måske netop har frembragt den europæiske forenings åndelige surdej, den europæiske idé, således at den europæiske ånd herefter ikke kun skal varetages af politikere, strateger og soldater. • • • Begrebet om skæbneløshed dukker op i forskellige sammenhænge og betyder forskellige ting i Deres værker. Jeg har tænkt på, om der med dette begreb er en forbindelse til den antikke græske tragedie? - Skæbnen i den gamle tragedie kommer fra oven eller fra neden, og mennesket må i den sammenhæng gennemleve sin skæbne, altså konfrontere sig med skæbnen, som egentlig er blind. Tag f.eks.»Ødipus«, der er det største mesterværk inden for detektivromangenren: Ødipus forsøger at opspore gerningsmanden, men det er ham selv, uden at han ved det. Skæbnen er blind. Så kom der en periode, hvor vi bevæger os gennem Shakespeare til Ibsen, og hvor skæbnen skaber sig selv. Det er også komedien… — Ja, det er også komedien, eller karakterdramaet. Skæbnen befinder sig her i karakteren. Man er hjælpeløs, lidenskaberne overvælder én og strømmer afsted. Deri er der meget tragedie, men også meget frihed. Hos mig er mennesket berøvet sin skæbne, fordi det i et diktatur er umuligt at arbejde med karakteren, med menneskets egentlige tilbøjeligheder og personligheden i det hele taget. Det hænger slet ikke sammen med livsopfattelsen i et diktatur. Hvis der f.eks. er en jødelov, så er det fuldstændig ligegyldigt om, man bekender sig som jøde eller antisemit, som kristen, katolik eller ateist, så er man jøde. Der er intet bevægelsesrum… — Der er overhovedet intet bevægelsesrum. Man tvunget ind i en helt fremmed skæbne, og man må gennemleve denne skæbne, hvis man vil overleve. Bagefter, når diktaturet er faldet og man igen så at sige er fri, må man træffe et valg: Om man vil betragte det man har gennemlevet som ens egen skæbne, eller om man står fremmed over for sit eget liv. Det er problemet i forbindelse med omvæltningerne i de postkommunistiske lande. Bærer man selv ansvaret for det, der skete og det man gjorde, eller var man udleveret, en skæbneløs, der lod sig drive med vinden. Og efter f.eks. at have levet 20 år i et kommunistisk diktatur, kan man så sige, at alt det der hidtil er sket ikke er mit liv? — Sådan opstår skæbner og biografier, der ikke kan fortsættes. Jeg søger frihedens øjeblik, og det er altid, når man erkender, hvor fremmed det, man har måttet gennemleve, altid er. Det er egentlig ’han’, som har gjort det, altså han har også en andel i denne fremmede eksistens; han er måske ikke ansvarlig for, at denne situation opstod, men overlevelsesprocessen har hver især gennemført på sin måde. At fornægte det er at være skæbneløs. Men at anerkende det og optage det og at erkende sig selv i disse hændelser, er ensbetydende med frihedens øjeblik. Fra det øjeblik har man fundet sin egen eksistens. Dette er jo slet ikke ukendt for danskerne, I har jo Kierkegaard. Og når man har fundet en eksistens, så har man også frihed, selv om den kan være bitter og beriget - en eksistens som man føler ansvarlighed over for og som kan fortsættes. De personer, som ikke genkender sig selv i deres skæbne, er uden kohærens, de har ingen hård kerne, de splittes, og hvis man har sådan et splittet liv og en splittet opfattelse, er man i stand til alt. Budapest, november 2000 »Kaddish for et ufødt barn« er anmeldt andetsteds i bladet.
En lille bog der gør litteraturen lidt større Gianni Celati Fortællere fra sletten (Narratori delle pianure) Oversat af Lene Waage Petersen 149 sider, 198 kr. Tiderne Skifter Anmeldt af Birgit Eriksson »Fortællere fra sletten« har Gianni Celati (f. 1937) kaldt den bog fra 1985, som regnes for hans hoved- Mesterlige fortællinger fra et tåget Italien værk. Det er hans første bog på dansk, og vi kan glæde os over, at vi får den i Lene Waage Petersens flotte oversættelse. Sletten, der fortælles fra, er Posletten i Italien, hvor Celati selv kommer fra. Og billedet eller rettere billederne, han giver, er på alle måder fjernt fra de vanlige forestillinger om Italien. Her er ikke noget solbeskinnet land med blomstrende citrontræer og velduftende gryder, og heller ikke noget super- checket storbyliv med travle designere. Hvad vi møder, er i stedet en række skæve eksistenser, som hver har deres skæbne og historie. Bogen er iscenesat som 30 isolerede mundtlige fortællinger, indsamlet af en diskret fortæller på rejse langs floden Po fra Milanos udkant til det sumpede delta ud mod laguneområderne mod øst. Den indledes da også af en dedikation »Til dem der har fortalt mig historier, hvoraf mange findes nedskrevet her«. Fra omslaget af Michala C. Bendixen (kortprosa) At fortællingerne har en stiliseret mundtlig karakter, betyder imidlertid ikke, at vi er hensat til et præmoderne rum med varmt fællesskab og levende erfaringsudveksling. Tværtimod. Vi befinder os i det 20. århundredes industrialiserede Italien, i et limbo-agtigt landskab hvor biler, fabrikker og anonyme, tilsyneladende livløse byer dukker ud af den tåge, som næsten altid ligger over Posletten. I dette trøstesløse landskab udfolder fortællingerne sig. Nogle er groteske, andre tragiske, og andre igen nærmest komiske. Alle er de gennemtrængt af en stærk melankoli, men en melankoli, der får sin egen tone, fordi der fortælles i en enkel og lakonisk stil, hvor alt overflødigt er skåret væk. Celati sumper ikke rundt i tåget melankoli, men leverer en række korte, emblematiske fortællinger, hvor et helt liv ofte bliver kondenseret i nogle få linjer. Én fortælling handler således om apotekeren, som har brugt al sin tid på at omskive slutningerne i verdenslitteraturens klassikere, og som ender sit ellers noget mislykkede liv med et mesterværk: en russisk roman, hvor han ved at ændre tre ord har »forandret en tragedie til en fornuftig løsning på livets problemer«. En anden fortælling handler om fire unge mænd, som med en kammerats lig flygter ud i »de dødes bugt«, drevet af forestillingen om, at hvis de ikke vender om, »vil de komme et eller andet sted hen«. En tredje handler om en skomager, som er ulykkeligt forelsket i en kvindelig cykelrytter. En fjerde om, »hvordan det går til at verden går videre«. Fortællingerne er meget forskellige og har ofte overraskende slutninger. Hvad der gør dem til noget særligt, er imidlertid også Celatis fortællemåde. Han kan minde om Calvino, når han ser bort fra psykologien og fokuserer på den ydre, synlige verden. Men han er også helt sin egen, når han kombinerer forskellige mundtlige fortælletraditioner — vandrehistorien, anekdoten, eventyret — med en senmoderne orienteringsløshed og en skrabet stil. »Fortællere fra sletten« ligner bestemt ikke hovedstrømmen af de bøger, der kommer for tiden, og selvom den kommer til os med 17 års forsinkelse, fremstår den stadig lige ny, overraskende og tankevækkende. Jeg har allerede lyst til at genlæse den. NR. 4 DECEMBER 2002 37
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35: på sin helt egen måde også er po
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?