Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(interview) 34 Nødvendige historier Af Peter Nielsen Samtale med Nobelpristageren Imre Kertész Den ungarske forfatter Imre Kertész er en bemærkelsesværdig person. Få har som han på egen krop følt det 20. århundredes rædsler og formået, uden at dyrke sensationen, at give sine erfaringer en almen form. Han blev som dreng deporteret til og overlevede koncentrationslejrene Auschwitz og Buchenwald. Siden har Auschwitz og holocaust stået som overskrifter over hans værker: »Ingen kan komme uden om Auschwitz. Auschwitz er vores civilisations negative kulminationspunkt«, siger han et sted. Med romanen »De skæbneløse« (1975, dansk udgave 1996) skabte han et unikt værk, der i enkel form skildrer en drengs deportation til og liv i en koncentrationslejr. Mere generelt kan historien ses som billede på livet i en totalitær verden. Det er ikke nogen tilfældighed, at Kertész over en periode på mere end ti år skrev NR. 4 DECEMBER 2002 sin roman under det tryk, som det kommunistiske Ungarn udøvede på sine borgere. Hans store tema er totalitarismen, og hvad den gør ved det enkelte menneske. Dertil har han udviklet begrebet om det skæbneløse. Det betyder, at det enkelte menneske er blevet berøvet evnen og muligheden for at forme sit eget liv i et samspil med det fælles, med nationen. Hvis man en gang for alle mister evnen til at tage del i sit eget liv og erkende det som ens eget, er man ifølge Kertész ikke moden til at begå sig i et frit samfund. Det sidste kendetegner over en bred kam de postkommunistiske samfund og deres befolkninger. Ikke engang ti års reformer og demokratiske styreformer har kunnet ændre på det. Det har det ikke, fordi demokrati ifølge Kertész ikke blot er en politisk orden og et system, men snarere en kultur; og ordet kultur må man her forstå i dets botaniske betydning som noget, der vokser langsomt frem. De østeuropæiske folk blev på den mest brutale måde berøvet muligheden for at udøve indflydelse på deres eget liv, for at tage skæbnen i egen hånd. Den berlinske arbejderopstand i 1953, det ungarske oprør i 1956, Prager-foråret i 1968 og den polske Solidarnosc-bevægelse fra 1980 blev alle brutalt slået ned. Læren heraf var bitterhed og afmagt. Da omvæltningerne endelig kom, var det ifølge Kertész en begivenhed uden skæbne. De østeuropæiske folk opnåede deres frihed, men denne gang uden selv at have gjort meget for denne frihed. I langt højere grad var det Sovjetunionens sammenbrud, der satte gang i denne uventede udvikling. Kertész er ikke blot en af tidens største europæiske forfattere, men samtidig en af de intellektuelle, der med størst personlig integritet og åndelig kapacitet beskriver og analyserer den pågående, i Danmark temmelig fraværende, diskussion af vores fælles europæ- iske fortid og fremtid. At der fandtes og stadig findes to meget forskellige dele af Europa er udgangspunktet for Kertész. For hvis det ikke forholdt sig sådan, ville der ikke have fundet nogen krig sted på Balkan. Den vigtigste opgave er at få disse dele til at vokse sammen igen, og vokse sammen omkring nogle fælles værdier og en fælles kultur, uden at ignorere at kulturelle værdier langt fra er nogen entydig og statisk størrelse. At bringe de to dele af Europa til at tale sammen igen efter så mange års tavshed er ikke nogen let opgave, især fordi vi på grund af opvæksten inden for forskellige samfundssystemer forstår helt grundlæggende begreber forskelligt. • • • Samtalen med Kertész kommer uundgåeligt til at kredse om det politiske. Det gør på ingen måde Kertész til en politisk forfatter. Der er blot tale om, at al god litteratur
på sin helt egen måde også er politisk. Jeg begynder med at spørge til hans første roman, hovedværket »De skæbneløse«, der var så mange år undervejs. — »De skæbneløse« er min første roman, men før den havde jeg naturligvis arbejdet meget med mig selv, da jeg besluttede at blive forfatter. Det vil sige, nogen egen beslutning var der ikke tale om. Jeg havde en vision, men mit helt store tema, nemlig skæbneløsheden, var slet ikke færdigt. Jeg kendte diktaturets mennesketype, men den filosofiske baggrund måtte jeg oparbejde. Det var slet ikke så klart, som jeg nu beretter det. Jeg begyndte at skrive, men det lykkedes mig ikke. Jeg skrev hundredvis af sider, hele tiden begyndte jeg på et værk, men teksten ville ikke blive til en roman. — Hvad jeg ikke den gang bemærkede, var at jeg i løbet af disse mange hundrede sider langsomt havde udarbejdet en filosofi. Og langsomt blev det hele tiden mere klart, hvad jeg skulle skrive om og frem for alt hvordan. Derefter begyndte jeg nærmest som en straf at skrive min egen historie. Jeg ville ikke skrive en autobiografi, men en objektiv roman, en fiktion, og jeg ville skrive om skæbneløshed, om menneskets tilstand under et diktatur. Sådan kom jeg tilbage til min egen historie, uden at jeg ville skrive min egen historie. Jeg ville skrive en roman og måtte tage kampen op med følgende problemer: handlingen, tiden og sproget. Og det afhang alt sammen af materialet. — Så varede det nogen tid. Jeg valgte en lineær handling, at oparbejde et sprog, som ikke er et fortællende sprog, men ren nutid. Jeg fandt en handling, som så at sige rummede alle handlinger, som hændte i de totalitære verdener. Jeg havde udarbejdet det som et passionsspil med visse stationer, og disse stationer betragtede jeg som obligatoriske. F.eks. som udgangspunkt at være hjemme, så det at være jøde som problem, så ghetto, ankomst til Auschwitz, denne lektion som alle, der fra hele Europa blev bragt til Auschwitz og Buchenwald, havde oplevet. Jeg beskrev disse stationer, som overhovedet ikke er romanagtige, uden anekdoter, uden afvigelser. I De skæbneløse ser det hele så enkelt og let ud, men det er det slet ikke. Det er det beundringsværdige ved bogen: at kunne formidle det grusomme med så almen kraft og uden at ty til klicheer og billige litterære effekter. Var det bevidst fra begyndelsen, at De ikke kunne fortælle Deres egen historie? — Det var fra begyndelsen helt klart — og så var det måske alligevel ikke så klart. Jeg havde skrevet mange tekster, som jeg ikke var tilfreds med. Skridtvis begyndte jeg at forstå, hvad jeg skrev. For mig gælder det, at det er ligegyldigt, hvad jeg tænker, før jeg begynder at skrive. Jeg må lave fejl, for at jeg derefter kan kaste disse sider bort. De er med til at afklare, hvad der er min egentlige vilje. Og således blev det stadig mere klart, at jeg måtte adskille, det jeg skrev, fra mine egne oplevelser, samtidig med at det på den anden side nødvendigvis også måtte være indbefattet af det. Det er vel det at bevæge sig fra det subjektive til noget objektivt, bevæge sig fra den enkelte person til noget almengyldigt uden for personen? — Ja, jeg måtte adskille mig meget strengt fra min egen historie. Der var ikke plads til anekdoter eller selvmedlidenhed eller lignende. Jeg betragtede udelukkende mine oplevelser som materiale, jeg kunne vælge, hvad der egnede sig til en roman og hvad, der ikke gjorde. Kompositionen var helt streng fra begyndelsen af: fra at forlade hjemmet og til komme hjem igen. Og da jeg havde oparbejdet sproget, dette sprog, som egentlig ikke er et fortællende sprog, men en nutid, hvor intet ord, som kommer udefra, må falde, som f.eks. »vi havde brug for tre måneder, inden vi kunne« og lignende. Denne tekst er ren nutid. Og romansproget er bestemt af denne nutid. Fejl kunne man ikke begå, men dette sprog virkede ikke altid, og det var det gode. Det var et sprog, der så at sige blev presset ud af omstændighederne. Dette sprog har hele tiden brug for situationer, altså helt tætte og dramatiske situationer, som giver sproget en tvang. På grund af dette sprogs vanskelighed kunne der godt gå op til flere år, inden jeg kunne komme fra et kapitel til et andet, fordi dette sprog overhovedet ikke er mit eget sprog. Jeg har et helt andet fortællende sprog. Bogen er gennemtrukket af en nødvendighed. Derfor ved man som forfatter vel også præcis, hvornår bogen er færdig. Når man er udtømt og alt er nødvendigt. I Galejdagbogen formulerer De det således i forbindelse med færdig- fortsættes på næste side (interview) Kan du lide at læse om god litteratur? Så bestil et abonnement på Standart årgang 2003. For kun 210 kr. får du fire bugnende magasiner lige ind ad brevsprækken Ring på 89425176 — eller mail til os på: standart.redaktion@sol.dk Du kan selvfølgelig også sende et ganske almindeligt postkort til: Standart Langelandsgade 139 8000 Århus C Standart bringer anmeldelser af ny litteratur — i et format, der er lige til at gemme. NR. 4 DECEMBER 2002 35
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?