Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(standin) fortsat fra forrige side der. Denne livsbekræftende hobby manifesterer sig allerede i barndommen og den spæde pubertet, hvor Andreas — i en veritabel ophobning af b’er — boller barnepigen Birthe bagfra. Ud over den seksuelle fiksering berører romanen temaer som musik, religion, krig og kærlighed. Erindringsbrokker »Hvor hører erindringen op, og hvor begynder fantasien?«, lyder det i et af bogens to mottoer, og afsøgningen af dette grænseland er et af romanens vigtigste projekter. Andreas’ erindringer glider ofte umærkeligt over i fantasier og løgnehistorier, som romanen paradoksalt nok hævder kan være befordrende for jagten på sandheden og forsøget på retrospektivt at indgyde livet en rød tråd, en meningsgivende struktur. I modsætning til Münchhausens løgnehistorier forløber Andreas’ dog noget trægt, og romanens tempo kan til tider sammenlignes med en Kieslowski-film i slowmotion. Måske når Andreas (der selvfølgelig deler fødselsår med Henrik Juul Jensen) frem til en personlig sandhed i stenhuset ved Vesterhavet, men i så fald lukkes læseren ikke inden for murene. Romanen forbliver en uskøn rodebunke, en ophobning af erindringsbrokker, der lugter langt væk af forfatterens personlige katarsis. Fortælleren er godt selv klar over, at hans liv ikke synes at rumme en rød, samlende tråd, og det er da heller ikke dét, jeg savner i »Stenhuset«. Hvad jeg imidlertid eftersøger er blot én eller anden form for kunstnerisk nødvendighed, blot antydningen af et formprincip, som kunne gøre erindringerne og refleksionerne mere vedkommende. Vi ved kun alt for godt, at livet bare er den ene ting efter den anden; det behøver vi ikke Juul Jensens roman til at minde os om. »Jeg er ikke så god til det med at smide væk,« tænker fortælleren i sidste kapitel, og man kan kun give ham ret. Han har ikke formået at foretage det sorteringsarbejde, der kunne have givet hans erindringer og fantasier en mere almen interesse. Og når forfatterne ikke selv er i stand til at sortere, så må vi trods alt prise os lykkelige for redaktionens sorterende dæmoner og deres skraldespand, som vi for en stund har fået lov at rode rundt i. 32 NR. 4 DECEMBER 2002 Romanpædagogik Claes Johansen Og ingen ved hvordan det går 366 sider, 298 kr. Forum Claes Johansen ved, hvordan det går Anmeldt af Jørgen Falkesgaard Egentlig er det en flabethed fra redaktionens side. At bede om en anmeldelse af en roman, der blev udgivet i 2001. Godt nok kan <strong>Standart</strong> ikke være dagsaktuel, men… På redaktionen har altså denne roman ligget et års tid, måske netop i en bunke henne ved fjerneste væg, gemt til dette StandIn. 366 sider, som vi synes, er lort – Værsgo´! En »Roman om besættelsestidens Danmark«, som undertitlen så pædagogisk annoncerer. Og så en kollektivroman, der fører os frem til 1942 og så åbenlyst lader ane, at fortsættelse følger. Og den fortsættelse er allerede udkommet i oktober i år. Men på den anden side: De store dagblade har ladet stjerneanmeldere — Bredsdorff, Brostrøm og Hertel — forholde sig til Claes Johansens romanprojekt, så måske burde man ligefrem føle sig beæret? »Og ingen ved hvordan det går« er den mest åbenlyse efterrationaliseringsfiktion, jeg har læst om besættelsestiden. Fortælleren ved, hvordan det går. Samt hvordan det var, og hvordan det burde have været. Han er mere end alvidende. Han er altvidende. Eller rettere: Der er slet ikke nogen fortæller, ’kun’ en forfatter. Måske er det det, der skiller realistisk litteratur fra litteratur? Claes Johansen har fået mig til både at græde og grine. Græde, da fortællingen mod slutningen tager overhånd for forfatteren og gør ham til fortæller — og grine anmelderdistanceret, når forfatteren i størstedelen af romanen tager hånd om fortællingen. Det er jo, når læseren græder, at forfatteren tager ham på ordet. Når forfatteren tager ordet, tager læseren til at grine — eller lægger romanen fra sig, fordi han ved, hvordan det går. I embeds medfør holdt jeg ud og blev belønnet. Kollektivromanens indbyggede svaghed er, at personerne så let forbliver typer. De når sjældent at folde sig ud som individer, men bliver i stedet repræsentanter for en klasse, en profession eller en idé. Således også hos Claes Johansen. Vi har småborgerne, overklassefruen, papdatteren, officersstanden, kunstneren, nazisten. Og hen mod bogens slutning efterhånden et par levende mennesker, som dør. Historiske romaners indbyggede svaghed er, at de vil belyse fortiden snarere end at afdække fællesmenneskelige reaktionsmønstre. I »Og ingen ved hvordan det går« hører vi således mere om rationeringsmærker end om rationering af basale menneskelige behov. Claes Johansens egen svaghed er, at han vil pædagogisere sin læser, der som udgangspunkt betragtes som absolut novice i besættelsestidens problemstillinger. Det er virkelig skolelærerlitteratur. I stedet for at lade læseren lære gennem personernes ageren belærer han om personerne og deres motiver. Forhåbentlig er forfatteren dog ikke dansklærer, for han kan ikke stave! Claes Johansen giver et ganske dækkende tidsbillede med fokus på den lille mands verden, der er ikke mange anakronismer og kun få fordomme i forfatterkommentarerne — den ironiske distance til samarbejdspolitikken er en af de mere problematiske. Mest på hjemmebane og præcist registrerende er han, når han er i militærverdenen og i sammenligningerne med 1864, som han tidligere har skrevet en romanserie om. I serien om besættelsestidens Danmark er som nævnt bind to allerede udkommet. Det hedder patetisk »De sidste mennesker på jorden«. Claes Johansen skriver ikke stor romankunst, men slutningen af første bind giver dog løfter om, at de overlevende folder sig ud som mere end typer. Jeg opfordrer derfor redaktionen til at sende mig næste bind i romanserien. Jeg vil vide, hvordan det går! Men jeg vil ikke love at fortælle det.
… en grav i skyerne, en malstrøm i sproget Kertész besvarer i »Kaddish for et ufødt barn« Celans spørgsmål til sproget efter folkedrabet Imre Kertész Kaddish for et ufødt barn Oversat af Peter Eszterhás 160 sider, 198 kr. Batzer & Co. Anmeldt af Marianne Ping Huang Én stor bevægelse former Imre Kertész’ »Kaddish for et ufødt barn«, en malende strøm. »Kaddish for et ufødt barn« fremstiller i monolog-form motiver, som er kendte fra Holocaust-litteraturen –—eller måske er der kun ét motiv, nemlig den overlevendes dilemma: hvordan leve som overlevende. Det er en sådan overlevende, som taler, skriver, tænker — »arbejder«, som det hedder i kaddishens malstrøm. Kaddish er den jødiske bøn for de døde, og man kunne da forestille sig en patosfuld anråbelse af et »noget eller nogen« (som det af og til anføres hos Kertész), der kunne tages til indtægt for de dødes og de overlevendes skæbne. Bønnen eller monologen ville da, kunne man tro, være en affektiv sprogstrøm som over billeder af ulidelig plage ville male tilbage og tilbage i sin egen mangel på udvej eller svar. Sådan er det ikke. Sprogets malstrøm i »Kaddish for et ufødt barn« bevæger sig reflekterende, den opsamler fra et i tid og rum næsten neutralt fortælle- eller talested erindringsglimt: Billedet af hustruen (som ikke længere er hans hustru), der kommer mod ham over et blågrønt tæppe — »Sikke en smuk jødepige!« Forestillingen om det ufødte barn: »Nej!« — skreg og hylede noget i mig øjeblikkeligt og straks, og min jamrende klynken stilnede først af efter mange, lange år og blev til en stille, monoman smerte, indtil den langsomt, ondartet som en latent sygdom, mere og mere antog karakter af et spørgsmål: ville du mon være blevet en mørkøjet pige? med fregnernes blege prikker strøet omkring din lille næse? eller en halsstarrig dreng? med glade og hårde øjne som gråblå flinteskærver? ja, mit liv anskuet som muligheden for dit liv. Der er erindringen om »Hr. Læreren«, som under dødstransporten giver drengen en madration, som »Hr. Læreren« kunne have beholdt. Der er et replikskifte i en samtale, hvor kaddishens taler insisterer på Auschwitz’ forklarlighed; for alt hvad der eksisterer kan forklares. Billederne er få, men skarpe. Og de vender tilbage igen og igen, men af de få billeder er næsten ingen fra udryddelsen selv. Kaddishens bevægelse synes snarere at gå fra det »Nej«, som hyler (roman) og skriger i ham og udad, fra strømmens tragt og opad mod en stor drejende omkreds, end den går den modsatte vej, mod opsugelsen. »Kaddish for et ufødt barn« dokumenterer en overlevelses form ved at vise tankens langsomme og insisterende, dens i grunden nøgterne arbejde i sproget, og dét er Kertész’ mesterskab, en slags enestående besvarelse af det spørgsmål til et sprog efter folkedrabet, som blev stillet af bl.a. digteren Paul Celan. Et brudstykke af Celans »Todesfuge« formales i lighed med billedet af hustruen, forestillingen om barnet, spørgsmålet stillet af »Hr. Lærerens« handling bestandigt i den talendes strøm af ord og tanker: »…stryg violinerne mørkere så stiger I/ som røg i luften/ så har I en grav i skyerne/ dér ligger man ikke trangt«. Digtets grav i skyerne gør kaddishen til den overlevendes »arbejde«. Som overlevende er han levnet en grav, som må graves færdig i sproget — en næsten endeløs malstrøm af notater fuldender graven i skyerne: »I disse år erkendte jeg også mit arbejdes sande natur, som i alt væsentligt ikke er andet end gravearbejde, videre- og færdiggravning af den grav som andre var begyndt at grave for mig i skyerne, i vinden, i intetheden.« Imre Kertész’ viser gennem prosaens konkrete bevægelse i »Kaddish for et ufødt barn«, hvordan en overlevende ad mange omveje og gennem sit insisterende »arbejde« alligevel opsamler sin erfaring i en form og sådan indfrier det »hemmelige håb«, der bygger på »Hr. Lærerens« eksempel: Den genkommende erindring om »Hr. Læreren« og spørgsmålet til »det noget«, som driver ham til at afstå fra drengens madration, som uforventet — heldigt og som et lykketræf inden for overlevelsens logik — er faldet ham i hænde, besvares af kaddishens taler ikke ved at referere til ’godhed’ eller ’retfærdighed’, men til ’frihed.’ »Hr. Læreren« handler på tværs af den kalkulerede overlevelse, tilsyneladende ufornuftigt, men frit. På samme måde forøder taleren livets givne orden (med hustru og børn) for at give det en anden form: kaddishens eller »en overlevelsens eksistensform […] som […] kræver at blive formet, som en afrundet, glashård genstand, så den således til sidst trods alt kan bestå, lige meget som hvad, lige meget for hvem — for enhver og ingen.« NR. 4 DECEMBER 2002 33
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?