Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(stand in) 30 Soap med hjerne og følelse Godt og skidt hos supersælgende svensker Marianne Fredriksson Elskede barn (Älskade barn) Oversat af Ina Nielsen 220 sider, 268 kr. Fremad Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen Det er sjældent at finde citater fra Vendsyssel Tidende på flapperne af en bog, så »Standart« er næppe de eneste, som ikke normalt giver spalteplads til Marianne Fredrikssons bøger. Hun har formentlig også al mulig god grund til at være ligeglad. Hun er oversat til 38 sprog og udkommer i 150 lande, meddeler flapteksten som det første (indholdet kommer i anden række), og forlagets følgebrev oplyser henrykt, at der faktisk er tale om 40 sprog, idet Indonesien og Bangladesh »har føjet sig til landene, hun udkommer i«. Tre af hendes romaner var i halvfemserne blandt de ti mest solgte bøger i verden, fortsætter flappen. Respekt for det, men masse og klasse ikke nødvendigvis det samme. Der er både godt og skidt i NR. 4 DECEMBER 2002 Marianne Fredriksson (Foto: Ann Fredriksson) »Elskede barn«, en titel man som forholdsvis nybagt far nok skulle finde vedkommende, om end den er noget gumpetung; så er der mere udfordring og mystik over for eksempel »Elskede ukendte« eller »Et barn af cirkus«. Fredriksson spænder den følelsesmæssige bue hårdt og afleverer sin fortælling i et hæsblæsende tempo i en dialogfyldt prosa. Plottet bygges sikkert op i de første kapitler. Den notoriske single Katarina tager hjem til sin mor for at fortælle, at hun skal have et barn. Moderen Elisabeth er bange for, at hun vil fortælle, at hun tager til Californien med sin sommerflirt Jack, som til gengæld slår Katarina halvt ihjel, da hun fortæller ham, at hun er gravid. Herfra oprulles så historien om volden, der herskede i Katarinas hjem, samtidig med at hun kommer på fode, godt hjulpet lillebroder og præsten Olof og senere gennem forelskelsen i maleren Viktor Emanuel. Der krydsklippes undervejs til Jack som er gået i hundene i USA, men bliver hjulpet på vej af sin far og hans nye kone, den sorte advokat Janet, som ender med at synge en gospel i kirken til barnedåben, hvor forsoningen er næsten fuldstændig. Med den markante undtagelse, at Katarina gør det klart overfor Jack, at hun aldrig vil være tryg i selskab med ham, og hermed frigør hun sig fra den serie af voldelige mænd, som har præget hendes familie. 42 kapitler på 220 sider inklusiv en række breve fra Elisabeth til Katarina og med ganske meget luft på siderne, idet der hyppigt indsættes blanke linjer mellem dialogfragmenter (og nogle gange blanke linjer i noget der logisk hænger sammen). Ganske fermt turneret for det meste, men som referatet også antyder, til tider ganske konstrueret. Fredrikssons dialoger fungerer i det store hele rimeligt, men der er også forbløffende mange udfald fra en forfatter, som takker sin forlægger for »den omsorgsfulde manuskriptbehandling, hvor ord og indhold blevet vejet på en guldvægt.« Tak skal du ellers have — gælder det også følgende: Gud, så smuk hun var, lange ben, hvor musklerne spillede under den solbrændte hud, holdningen, den lange hals. Faste bryster, rund bagdel. Hun er som en skulptur af en gammel mester, havde han tænkt, da han så hende gå nøgen langs strandene. Men Fr. Fredriksson dog. Eller hvad med et underligt udfald i den narrative stemme i dette fragment: »Hvad er det, du har mistet?« »Det værste er, at det ved jeg ikke,« sagde Katarina. Så smilede hun og sagde: »Nu går vi på kroen og får os en ordentlig middag.” Og det gjorde de. Guldvægten har nok haft en offday. Det, der irriterer mig mest ved en roman som »Elskede barn«, er dens postulering af følelser. At der erklæres hvordan personerne føler, i stedet for at vise det. For handlingen gør faktisk meget af arbejdet godt, og moderens breve til datteren er et fint indslag i fortællingen, men det skal åbenbart sovses ind i eksplicitte udsagn om de store følelser. Fredriksson ved det godt og hun lader indirekte Jack kommentere det: »Min mor er ikke velformuleret. Hun benytter sig af et tavst sprog. Det meste er underforstået, en slags undertekst. Sådan noget du ved, der anses for fint i romaner, men er afskyeligt i det virkelige liv.« Men hvad er afskyeligt i romaner? Næstmest irriterer det mig, at personerne også skal blæses op. Viktor Emanuel sælger et trefløjet maleri til »Museum of Modern Art« i New York, Janet er som sagt åh så politisk korrekt, Olof huser flygtninge, og moderen er en velanset litterat, der holder forelæsninger i et væk rundt omkring, uden at man rigtigt fornemmer, hvad det handler om. Figurerne får ikke dybde nok til at man føler sig overbevist, og hvorfor kan de ikke bare være lidt mere almindelige? Men et eller andet sted er Fredriksson ganske medrivende og stilfærdigt ambitiøs i sine forsøg på at filosofere over måden, vi opfatter verden og os selv på. Og hun fortæller en god historie om vold, misbrug og følelser, som jo er derude. Men hun leverer også for megen ufrivillig komik i sin formentlig ganske velkalkulerede adaption af soap-operaens narratologi. Ikke alle afsnit behøver en anmeldelse.
En røst fra fortiden Lola Baidel Som sendt fra himlen 204 sider, 229 kr. Aschehoug Lola Baidel har sproget og overblikket til et flot comeback, men hun pålægger sig unødige begrænsninger Anmeldt af Jan Bruun Jensen Lola Baidel er lidt af et fænomen i dansk litteratur. Har hun ikke en plads i alle danskeres hjerter, så har hun det dog i vores litterære bevidsthed. Hun er om nogen gjort til eksponent for de sene 70’ers flom af småsentimentalt selvbekendende lyrik, og på den måde er det naturligvis interessant, når hun så mange år efter skriver en roman. »Som sendt fra himlen« er hendes første skønlitterære udgivelse siden begyndelsen af 80’erne, og den kunne godt have været et emne for Standart. At den ikke er blevet det, hænger sammen med, at Lola Baidels litterære aspirationer ikke har udviklet sig mærkbart gennem de forløbne 20 år. Hun har skrevet en ret ensporet kærlighedshistorie om den 48-årige, enlige mor Maya, der over Internettet kommer i kontakt med den lidt yngre Bo. Han har allerede både kæreste og børn, men vender alligevel godt og grundigt op og ned på hendes verden. Maya ved med det samme, at Bo vil »ændre underteksterne på de film fra fortiden der kørte inde i hovedet på hende«, hun bliver aldrig igen den samme. Og det er måske også meget godt, kunne man tilføje. Maya er genert, ligefrem selvudslettende, og hun er for længst holdt op med at håbe på den store kærlighed, hendes »bedst fornægtede drøm«. Bo viser sig dog at Fra dæmonernes skraldespand Henrik Juul Jensen Stenhuset 168 sider, 198 kr. Gyldendal være særligt indstillet på netop hendes behov — ikke mindst de seksuelle — og størstedelen af romanen handler om, hvordan hun lærer at give sig hen i tryg forvisning om, at hun er god nok, og at han i øvrigt nok skal tage vare på hende: For en kort tid blev der gjort plads omkring hende, så hun kunne danse frit, men igen kun til hun troede hun vidste hvor hun var på vej hen. Så overtog han føringen, hvirvlede hende rundt, tiltede hende og rettede hende op igen. Om og om igen til hun opgav, slappede af og lod ham føre. Den stadige pointeren af at Maya er en selvstændig og selverhvervende kvinde, benægtes af forfatterens ensidige insisteren på kærlig- Henrik Juul Jensen har ikke formået at foretage det sorteringsarbejde, der kunne have givet hans erindringer og fantasier almen interesse Anmeldt af Tore Rye Andersen Når jeg som menig anmelder indimellem spekulerer over, hvad der mon foregår bag de lukkede døre på Standarts redaktionsmøder, kommer jeg uvægerligt til at tænke på Maxwells dæmon. Fysikeren James Clerk Maxwell foreslog i 1871 dæmonen som et tankeeksperiment, der skulle modbevise den anden termodynamiske lov: Fra sin plads ved en lille dør i skillevæggen i en lukket, todelt kasse skulle dæmonen ved skiftevis at åbne og lukke døren for de omkringfarende molekyler sortere dem, således at de hurtige molekyler blev koncentreret i den ene del af kassen og de langsomme i den anden. Den resulterende opdeling i en varm og en kold region ville imødegå den entropiske udjævning af temperaturforskellen, som den anden termodynamiske lov hævder er uafvendelig i et lukket system. Jeg skal ikke strække analogien ud over bristepunktet, men det forekommer mig, at redaktionens sortering af bøger i to grupper — de der ender på anmeldernes skriveborde, og de som ryger i redaktionens skraldespand — er meget lig dæmonens sortering af molekyler. Allerede inden de sekundære dæmoner, anmelderne, med deres smagsdomme får muligheden for yderligere at sortere mellem skidt og kanel, har redaktionens primære dæmoner foretaget en første (standin) hedshistorien. Når Maya ikke smelter som smør i Bo’s arme, spekulerer hun på om Bo vil ringe, om hun siger noget forkert, eller om hun måske selv skulle ringe. Hvis Maya i højere grad fremstod som et helt og selvstændigt menneske, havde både hr. Bo og læseren måske haft lettere ved at falde for hende. Romanen trænger i den grad til en sidehandling. På samme måde som Maya trænger til andet indhold i sit liv, og som Baidel trænger til nye temaer. Og det er på sin vis lidt synd, for Baidel har uden tvivl både sproget og overblikket til at skrive en roman, som påstår andet og mere end kærlighedsdrømmens indfrielse mod alle odds. Faktisk er afstanden mellem det levende sprog og den trivielle tematik ret iøjnefaldende. Det er tydeligt, at romanen kun vil være af begrænset interesse for Standarts kernelæsere. Det gør den hverken til en bedre eller dårligere roman inden for sin genre, for det har aldrig været dens intention at få Standarts læsere i tale. At den alligevel kunne have vist sig mere ambitiøs — også uden at bryde med sin genre — er så en anden snak. grovsortering, der på sin vis er endnu mere afgørende for en bogs skæbne end anmeldernes dom. Denne vigtige indledende sortering forbliver som regel usynlig for anmelderen såvel som læseren, da den foregår inde i redaktionens lukkede rum, men nu har dæmonerne midlertidigt forbarmet sig og givet os muligheden for et privilegeret indblik i deres skraldespand. Hér finder vi Henrik Juul Jensens roman »Stenhuset«. Bogens aldrende hovedperson, Andreas Benjamin Ask, sidder i et hus ved Vesterhavet og ser tilbage på sit liv. Fortællingen er stykket sammen af hans erindringer og refleksioner, og som en afspejling af erindringsprocessen er den fragmenteret og akronologisk i sin opbygning. Undervejs, men ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge, hører vi bl.a. om Andreas’ mange barnepiger, om gymnasietiden, hvor kæresten Helene fik en sen abort, samt om forældrenes skilsmisse og senere død. Et gennemgående træk ved romanen er fortællerens store interesse for piger og deres fristende ’kød’, som det så prosaisk hed- fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER 2002 31
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?