Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

siger hun. Det er sjovt. Og man
forstår, at hun trods alt har fundet
ud af nogle ting om livet og om sig
selv.
Det er efterhånden utroligt,
hvad man præsenteres for i singlens
navn. Ann-Charlotte Monrad
Hansen kan sikkert grine hele
vejen til banken, for singler sælger,
og jeg tør slet ikke tænke på,
hvor meget det gør for salgstallet,
at der står »yoga« i titlen. Jeg for
min del kan bare græde over, at
jeg har spildt tid på så mange klicheer,
små ‘rammende’ og ‘dybe’
citater fra yogabøger i begyndelsen
af hvert kapitel samt en ufattelig
mængde opremsninger af tøjmærker
og butikker. Og hvor meget
Monrad Hansen end anstrenger sig
for at være sjov og ironisk og alt
dét, som singlebøger nu skal være,
og Monrad Hansen anstrenger sig
meget, lykkes det ikke. Tag benene
på nakken, som det så morsomt
lyder i »Yoga«, og flygt fra denne
bunke stereotype floskler.
Et anmeldermagasin skal informere.
Det må også gerne underholde,
men det skal først og fremmest
informere. Det skal informere om,
hvad der rører sig i bog- og litteraturverdenen
— og det er ikke nødvendigvis
det samme. Når jeg bliver
spurgt, om jeg synes,
»Standart« skal give plads til
anmeldelser af bøger som for
eksempel »Yoga«, så er min første
indskydelse: Nej! I hvert fald ikke,
hvis en sådan anmeldelse tager
plads fra andre og vægtigere bøger.
På den anden side kunne det jo,
og det kan man så begræde, være
en sådan bog, der hitter til jul, og
skal man ikke informeres om sådan
en? Eller skal det ske af andre
kanaler (f.eks. »Bestseller«?!)? Jeg
må også spørge mig selv, hvorfor
jeg læser anmeldelser. Det gør jeg
af to store grunde og en lille
grund. De store handler om bøgerne,
der bliver anmeldt: Nysgerrighed
(hvordan er den nyeste fra et
bestemt forfatterskab; hvordan er
den debutant, der blive snakket så
meget om) og inspiration (hvilke
nye bøger er der kommet; hvad
skal jeg læse i sommerferien). Den
lille handler om anmeldelsen:
Underholdning (jeg vil se blod!).
De to store grunde må og skal
dominere i et anmeldermagasin
som »Standart«. Den lille grund
kan krydre. Og det skal til. Men
der er vistnok også noget med, at
for mange forskellige krydderier
(jeg beklager mad-metaforikken;
den kommer altid på bordet i forbindelse
med dårlig litteratur) gør
retten smagløs.
»Udenfor var der
nogen der hånlo«
Christian Jacq
Vesirens retfærdighed
Oversat af Hanne Kizach
387 sider, 129 kr.
Borgen
Anmeldt af
Bent Nylander Rasmussen
Franske Christian Jacq er ægyptolog
og forfatter til ikke mindre end
tre romanserier om Ægypten på
faraonernes tid. Den mest kendte
er Ramses-serien, som består af
fem bind skrevet fra 1997 til 1999.
Serien er solgt i over fem millioner
eksemplarer og oversat til 30
sprog, hvis man skal tro forlaget.
Men det er jo i øvrigt ingenting i
forhold til Jean Auels Cro-magnon-krønike,
som begyndte i 1980
(subsidiært år 40.000 f.v.t.) med
»Hestenes Dal« og nu er nået til
bind 5, 34 millioner eksemplarer
og 20 sprog senere. Den historiske
roman er populær, det er en
kendsgerning, og jo mere historisk
den bliver, jo bedre, lader det til.
Men hvorfor har Standart så
valgt ikke at anmelde Christian
Jacqs »Vesirens Retfærdighed«?
For det første fordi Jacqs kernelæsere
næppe tyer til Standart for at
erkyndige sig om Jacqs seneste.
Den slags har man nettet til. Men
er det også, fordi Jacq skriver genrelitteratur?
Næppe, kriminallitteraturen
er jo også for længst kommet
til ære og værdighed på disse
sider. Mest af alt er det, fordi Jacq
er en uforligneligt elendig skønlitterær
forfatter. Det er han virkelig.
»Vesirens Retfærdighed« er for så
vidt plottet helt efter bogen, as it
were – jeg citerer fra bagsiden:
»Sorte skygger hviler over det
Ægyptiske rige. Pazir er blevet
udnævnt til vesir af Ægypten, og
hans elskede hustru Neferet er blevet
rigets cheflæge. Men hvem kan
de stole på? Suti er forsvundet i
ørkenen, den mystiske Skygge-
sluger stræber fortsat Pazir efter
livet, og gudernes testamente er i
de sammensvornes hænder. Nu er
det kun et spørgsmål om tid, før
de sammensvorne vælter Ramses
Christian Jacq (Foto: XO Editions)
den Store af tronen og selv overtager
magten.« Det går over stok og
sten, og hvert af de 46 overkommelige
kapitler ender eksemplarisk
på en cliff-hanger, før der
klippes drastisk til et »samme tid
andetsteds«. Jeg røber næppe for
meget ved at sige, at Ramses forbliver
på tronen, at Pazir overlever
og hædres, og at den svigefulde
embedsmand Belatran (som oprindelig
er ond i sulet på Pazir,
fordi det var ham, der blev udnævnt
til vesir) afsløres og lider en
grusom død.
Så vidt så godt. Men samtlige
romanens 387 sider er klinisk renset
for ethvert stilistisk moment,
som bare halvvejs kunne kaldes
litterært. Og alene det må siges at
være lidt af en bedrift fra Jacqs
side. Uden sammenligning i øvrigt
er det lidt ligesom at læse Homer
eller Bibelen, figurerne er svinebundet
til nogle få overordnede
karakteregenskaber, som kan
kobles med et begrænset sæt af
sindsstemninger, man kan være i,
når man f.eks. åbner en dør –
(stand in)
Mens McDonald’s lukker restauranter jorden rundt, stiger markedet for
historisk romanjunk
vredt, muntert, irriteret, rasende
eller forsigtigt. Enhver handling
ledsages af et omfattende katalog
over diverse ægyptologiske rekvisitter,
selv i de allermest intense
plotbærende øjeblikke, som her,
hvor lejemorderen Skyggeslugeren
er ved at snige sig ind i Pazirs hus,
men alligevel tager sig tid til en
lille havevandring: »Skønt han var
ufølsom over for naturen, blev han
dog overvældet over havens frodighed…kornblomster,
alruner og
vinranker, figentræer, morbærfigentræer,
tamarisktræer, daddelpalmer,
slavedaddeltræer og sjældne
træsorter importeret fra asien
som henrykkede syns- og lugtesansen.«
Sådan maser historien sig
frem gennem massive ophobninger
af ægyptologisk trivia balsameret
i morbærfigen- og lotusblomstduftende
retorik. Og det kan man
så gøre sig morsom over, men den
umættelige millionskareskare af
Jacq-fans har nok svært ved at se
komikken. Det er facts og action,
der tæller; der er jo heller ingen af
kernebrugerne af pornofilm, der
kan huske, om han kom for at
ordne afløbet eller telefonen, bare
han husker at ordne blondinen.
Der er historiske romaner, og så
er der historiske romaner, og der
er i hvert fald langt til sådan noget
som Enquists »Livlægens besøg«,
men også til Guillous mere genrebeslægtede
og storsælgende
middelaldertrilogi om korsridderen
Arn. Men der er måske et eller
andet ved det gamle Ægypten, der
får det værste frem i både film og
romaner. Intet andet sted i historien
er så overrendt af fusentaster og
halvstuderede (grav)røvere.
Discovery og National Geographic
har i noget, der ligner årtier, haft
filmhold med fast udstationering i,
på og omkring pyramiderne i Giza.
Der er åbenbart en sult efter levende
forhistorie og Jacq, Auel og
konsorter modtager fortsat kæmpeordrer
fra forlagene.
NR. 4 DECEMBER 2002 29