Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(stand in) Birthe Arnbak Det leende træ 60 sider, 150 kroner Gyldendal Anmeldt af Jørn Erslev Andersen Jeg er helt godt tilfreds med at denne lille fine digtsamling af Birthe Arnbak i første omgang af redaktionen blev sorteret fra. For så fik jeg jo nu lejlighed til at læse den, og det har været en fornøjelse. Det er enkle og ligefremme digte, som egner sig til at blive læst sidst på en tidlig vinterdag, lige efter den første frost som i 28 Spätlese Fin lille digtsamling — nummer fireogtyve — af Birthe Arnbak Ann-Charlotte Monrad Hansen Yoga — eller kunsten at vedligeholde sin mentale sundhed 204 sider, 229 kr. Borgen Anmeldt af Mette Bentholm Maya er blevet single, fordi hun og kæresten ikke kunne ens om, hvad de skulle købe i IKEA. Maya ville nemlig ikke have et ellipsebord og heller ikke reoler i stål. Det er ikke nemt, det med Venus og Mars, siger Maya til sig selv. Nu ligger Maya så på sin madras. Maya er bange for, at ingen vil lede efter hende, hvis hun dør, for det bety- NR. 4 DECEMBER 2002 digtet »Sen høst«: »Ind over dagene/ efterårssødmen/ som druernes/ efter den første frost:/ Spätlese«. Digtene har samme karakter som det landskab, der i fotografisk gengivelse pryder omslaget, det kan næsten kun være et jysk landskab, mørkegrønt, grå-brunt, bakket, diset, spredte træbevoksninger, et par gårdhuse, måske Djursland. Lokaliteten nævnes i hvert fald i digtet »Elskende«, en erindring i den indre by om en skov på Djursland, der »lukker sig om os/ endnu engang«. Samlingen består af tre dele »Lærepenge«, »Billedrække« og »Det andet liv«. Et gennemgå- Øko-single ende motiv er det, der måske forsvinder, men som endnu kan anes, det som bæres med hinsides øjeblikket et langt liv igennem og i den anden verden, der kun er i dette liv. Digtenes lavmælte enkelhed modsvares af deres klare nøgternhed og helt og aldeles afklarede livsindsigt. Her er markerne for længst modne og nedpløjede, efterårsfarverne ved at forsvinde og rimtågen ved at lette. Man får lyst til at gå en eftertænksom tur i det østjyske efterårslandskab uden Endnu en roman om en singlekvindes genvordigheder, denne gang tilsat yoga og alternativ livsstil, men det bliver den ikke mindre klichéfyldt af for rækkevidde af motorvejens evindelige larm. Birthe Arnbak er født 1923. Debuterede i 1945 med digtsamlingen »Spejlet«. »Det leende træ« er hendes 24. digtsamling. Selvfølgelig skal hun anmeldes, også næste gang. Ikke alt nyt, trendy og up front holder døgnet ud. Og bare fordi man er over tredive eller har passeret midten på livets bane holder man altså ikke nødvendigvis op med at tænke, sanse og, som i Arnbaks tilfælde, skrive vedkommende og langtidsholdbare billedrækker, langt ind i det næste døgn, den næste lette frost i den tidlige vinter. At være redaktionelt på højde med sin tid er en af »Standart«s forcer, virkelig, men af og til bør man måske mindes om at det ikke er det samme som at rendyrke en flakkende kortidshukommelse. Vel? For, sagt med en vis fransk psykoanalytiker in mente, selv du, min kære læser, min kære redaktør, selv du skal dø engang. Den manglende glemsel heraf er ikke så sjældent en vibrerende årtusindlang poetisk nerve, også hos Arnbak. Så nu går jeg altså den tur gennem hendes fotografiske landskab et sted på Djursland! der, at hun bliver et ulækkert lig. Maya melder sig derfor til yoga. Og selvom hun har Nike-top på til den første session, bliver hun indlemmet i fællesskabet, for Maya er god til yoga. Nu laver Maya yoga hver dag, og hun drikker også kornkaffe og spiser bønner, og hun forelsker sig i Gopal, som er lækker og alternativ. Gopal er imidlertid et dumt svin, og han lægger slet ikke mærke til Mayas nye Calvin Klein-undertøj. Mayas veninde Anne synes, at Maya skal droppe Gopal. Men Anne er dum, for hun går kun op i dyre tøjmærker og har desuden mobiltelefon. Anne er overfladisk. Men så sker der det, at Gopal er sammen med en anden yogapige. Maya græder meget på Annes trøje, men heldigvis er det ikke en Miu Miu. Det er Maya også glad for. Og så rejser Maya til Indien, og på sidste side siger hun, at nogen råd til, hvordan man finder ud af det med Venus og Mars, eller hvordan man bedst lever sit liv, det har hun ikke. Hun har kun hold i ryggen, Ann-Charlotte Monrad Hansen
siger hun. Det er sjovt. Og man forstår, at hun trods alt har fundet ud af nogle ting om livet og om sig selv. Det er efterhånden utroligt, hvad man præsenteres for i singlens navn. Ann-Charlotte Monrad Hansen kan sikkert grine hele vejen til banken, for singler sælger, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget det gør for salgstallet, at der står »yoga« i titlen. Jeg for min del kan bare græde over, at jeg har spildt tid på så mange klicheer, små ‘rammende’ og ‘dybe’ citater fra yogabøger i begyndelsen af hvert kapitel samt en ufattelig mængde opremsninger af tøjmærker og butikker. Og hvor meget Monrad Hansen end anstrenger sig for at være sjov og ironisk og alt dét, som singlebøger nu skal være, og Monrad Hansen anstrenger sig meget, lykkes det ikke. Tag benene på nakken, som det så morsomt lyder i »Yoga«, og flygt fra denne bunke stereotype floskler. Et anmeldermagasin skal informere. Det må også gerne underholde, men det skal først og fremmest informere. Det skal informere om, hvad der rører sig i bog- og litteraturverdenen — og det er ikke nødvendigvis det samme. Når jeg bliver spurgt, om jeg synes, »Standart« skal give plads til anmeldelser af bøger som for eksempel »Yoga«, så er min første indskydelse: Nej! I hvert fald ikke, hvis en sådan anmeldelse tager plads fra andre og vægtigere bøger. På den anden side kunne det jo, og det kan man så begræde, være en sådan bog, der hitter til jul, og skal man ikke informeres om sådan en? Eller skal det ske af andre kanaler (f.eks. »Bestseller«?!)? Jeg må også spørge mig selv, hvorfor jeg læser anmeldelser. Det gør jeg af to store grunde og en lille grund. De store handler om bøgerne, der bliver anmeldt: Nysgerrighed (hvordan er den nyeste fra et bestemt forfatterskab; hvordan er den debutant, der blive snakket så meget om) og inspiration (hvilke nye bøger er der kommet; hvad skal jeg læse i sommerferien). Den lille handler om anmeldelsen: Underholdning (jeg vil se blod!). De to store grunde må og skal dominere i et anmeldermagasin som »Standart«. Den lille grund kan krydre. Og det skal til. Men der er vistnok også noget med, at for mange forskellige krydderier (jeg beklager mad-metaforikken; den kommer altid på bordet i forbindelse med dårlig litteratur) gør retten smagløs. »Udenfor var der nogen der hånlo« Christian Jacq Vesirens retfærdighed Oversat af Hanne Kizach 387 sider, 129 kr. Borgen Anmeldt af Bent Nylander Rasmussen Franske Christian Jacq er ægyptolog og forfatter til ikke mindre end tre romanserier om Ægypten på faraonernes tid. Den mest kendte er Ramses-serien, som består af fem bind skrevet fra 1997 til 1999. Serien er solgt i over fem millioner eksemplarer og oversat til 30 sprog, hvis man skal tro forlaget. Men det er jo i øvrigt ingenting i forhold til Jean Auels Cro-magnon-krønike, som begyndte i 1980 (subsidiært år 40.000 f.v.t.) med »Hestenes Dal« og nu er nået til bind 5, 34 millioner eksemplarer og 20 sprog senere. Den historiske roman er populær, det er en kendsgerning, og jo mere historisk den bliver, jo bedre, lader det til. Men hvorfor har Standart så valgt ikke at anmelde Christian Jacqs »Vesirens Retfærdighed«? For det første fordi Jacqs kernelæsere næppe tyer til Standart for at erkyndige sig om Jacqs seneste. Den slags har man nettet til. Men er det også, fordi Jacq skriver genrelitteratur? Næppe, kriminallitteraturen er jo også for længst kommet til ære og værdighed på disse sider. Mest af alt er det, fordi Jacq er en uforligneligt elendig skønlitterær forfatter. Det er han virkelig. »Vesirens Retfærdighed« er for så vidt plottet helt efter bogen, as it were – jeg citerer fra bagsiden: »Sorte skygger hviler over det Ægyptiske rige. Pazir er blevet udnævnt til vesir af Ægypten, og hans elskede hustru Neferet er blevet rigets cheflæge. Men hvem kan de stole på? Suti er forsvundet i ørkenen, den mystiske Skygge- sluger stræber fortsat Pazir efter livet, og gudernes testamente er i de sammensvornes hænder. Nu er det kun et spørgsmål om tid, før de sammensvorne vælter Ramses Christian Jacq (Foto: XO Editions) den Store af tronen og selv overtager magten.« Det går over stok og sten, og hvert af de 46 overkommelige kapitler ender eksemplarisk på en cliff-hanger, før der klippes drastisk til et »samme tid andetsteds«. Jeg røber næppe for meget ved at sige, at Ramses forbliver på tronen, at Pazir overlever og hædres, og at den svigefulde embedsmand Belatran (som oprindelig er ond i sulet på Pazir, fordi det var ham, der blev udnævnt til vesir) afsløres og lider en grusom død. Så vidt så godt. Men samtlige romanens 387 sider er klinisk renset for ethvert stilistisk moment, som bare halvvejs kunne kaldes litterært. Og alene det må siges at være lidt af en bedrift fra Jacqs side. Uden sammenligning i øvrigt er det lidt ligesom at læse Homer eller Bibelen, figurerne er svinebundet til nogle få overordnede karakteregenskaber, som kan kobles med et begrænset sæt af sindsstemninger, man kan være i, når man f.eks. åbner en dør – (stand in) Mens McDonald’s lukker restauranter jorden rundt, stiger markedet for historisk romanjunk vredt, muntert, irriteret, rasende eller forsigtigt. Enhver handling ledsages af et omfattende katalog over diverse ægyptologiske rekvisitter, selv i de allermest intense plotbærende øjeblikke, som her, hvor lejemorderen Skyggeslugeren er ved at snige sig ind i Pazirs hus, men alligevel tager sig tid til en lille havevandring: »Skønt han var ufølsom over for naturen, blev han dog overvældet over havens frodighed…kornblomster, alruner og vinranker, figentræer, morbærfigentræer, tamarisktræer, daddelpalmer, slavedaddeltræer og sjældne træsorter importeret fra asien som henrykkede syns- og lugtesansen.« Sådan maser historien sig frem gennem massive ophobninger af ægyptologisk trivia balsameret i morbærfigen- og lotusblomstduftende retorik. Og det kan man så gøre sig morsom over, men den umættelige millionskareskare af Jacq-fans har nok svært ved at se komikken. Det er facts og action, der tæller; der er jo heller ingen af kernebrugerne af pornofilm, der kan huske, om han kom for at ordne afløbet eller telefonen, bare han husker at ordne blondinen. Der er historiske romaner, og så er der historiske romaner, og der er i hvert fald langt til sådan noget som Enquists »Livlægens besøg«, men også til Guillous mere genrebeslægtede og storsælgende middelaldertrilogi om korsridderen Arn. Men der er måske et eller andet ved det gamle Ægypten, der får det værste frem i både film og romaner. Intet andet sted i historien er så overrendt af fusentaster og halvstuderede (grav)røvere. Discovery og National Geographic har i noget, der ligner årtier, haft filmhold med fast udstationering i, på og omkring pyramiderne i Giza. Der er åbenbart en sult efter levende forhistorie og Jacq, Auel og konsorter modtager fortsat kæmpeordrer fra forlagene. NR. 4 DECEMBER 2002 29
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?