Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(stand in) fortsat fra forrige side burde anmelde. Vi anmelder godt 100 skønlitterære bøger om året. Det betyder imidlertid ikke, at vi aktivt vælger 1200 bøger fra. Nogle af disse bøger ser vi overhovedet ikke, andre har vi aldrig hørt om. Og skal al den litteratur overhovedet anmeldes i et trykt tidsskrift? Eller er Standart et supplement til, hvad der i øvrigt foregår, for der er vel ingen grund til at alle tidsskrifter, aviser og hjemmesider anmelder de samme bøger? I Standart har vi f.eks. valgt at have særligt fokus på debuterende, skønlitterære, danske forfattere. Til Stand In denne gang har vi rodet i bunken med den litteratur, vi i første omgang afviste, og har fundet et par håndfulde udgivelser, som nu bliver anmeldt. De er sendt til en række af Standarts faste anmeldere, som er blevet bedt om at anmelde bøgerne ud fra nøjagtig de samme kriterier, som når de ellers anmelder for Standart – nemlig deres helt egne kriterier. På de næste sider følger så dommen. Men denne gang ikke kun over en række værker af — måske — tvivlsom kvalitet, men også over Standart som anmeldelsestidsskrift. For tog vi fejl, da vi første gang afviste f.eks. Birthe Arnbaks seneste digtsamling, Anne Marie Løns roman og Christian Jacqs ditto? Det kan I, kære læsere, vurdere, mens I tygger jer igennem denne special edition af Stand In. Gik I glip af noget, og er der mon mere i Standarts gemmer, som trænger til at se både lyset og Standarts spalter? Vi vil i redaktionen læse jer over skulderen, for dette Stand In handler ikke kun om den litteratur, vi i første omgang anså for uvæsentlig og derfor uinteressant for Standarts læsere. Det handler i lige så høj grad om den evigt aktuelle diskussion af, hvad der er god, og hvad der er dårlig litteratur. For når man bedriver litteraturkritik, kan man ikke undgå også at invitere følelserne, præferencerne og aversionerne med indenfor. Det ændrer dog ikke ved, at der stadig findes god, dårlig og meget dårlig litteratur. Hvad der er hvad — og hvorfor, vil dette Stand In gerne rejse en debat om. For Standart har en formodning om, at kun ca. 10% af den udgivne litteratur er nødvendig. Vi ved bare ikke hvilke 10%. 26 Redaktionen NR. 4 DECEMBER 2002 Anne Marie Løn Hvis barn ... 465 sider, 299 kr. Gads Forlag Fundamentalismens væsen Steen Klitgård Povlsen Anne Marie Løn holder liv i en dansk selvbesindelse Anne Marie Løns nye bog »Hvis barn ...« handler om fortrængning, dobbeltmoral, bigotteri og seksuelle overgreb i Indre Mission. Jeg tror, at det billede, hun giver af bevægelsen meget godt dækker tilstandene for en del år siden; jeg ved ikke, om det holder for bevægelsen i dag, men jeg ved, at den er i stærk og for nogle (herunder mig selv) overraskende vækst i disse år, så det er et aktuelt tema, hun griber op i bogen. Hvad enten det går lige så tvetydigt til som i »Hvis barn« i vore dages Indre Mission eller ikke, kan det aldrig skade at blive mindet om adfærdsmønstre og traditioner, der var udbredt for ikke så mange år siden. Fundamentalisme er en vederstyggelighed i hvad aftapning, den end forekommer, og i disse tider med angreb på og fra andre religiøse fundamentalismer verden over, kan det være gavnligt at blive mindet om, at vi også har vores egen. Det er fortjenstfuldt, at Anne Marie Løn gør det med sin nye bog. Og billedet er heller ikke entydigt. Romanens virkelige skurk er netop én, der er brudt ud fra Indre Mission og ikke vil følge deres moralregler. Det hårdt troende forældrepar, der i sidste instans svigter deres datter, er også hjælpsomme og venlige, og at et barn dør mellem hænderne på dem er ikke direkte deres skyld. Og den missionsvirksomhed, hovedpersonen, den lægestuderende Bianca, møder på et hospital i Afrika, er heller ikke så entydig, som det i første omgang ser ud til. Der er her både tale om hårdhændet indoktrinering og nedladende foragt for de sorte, og eksempler på storsindethed og ægte menneskelig varme. Virkeligheden har mange facetter. Og endnu mere kompliceret bliver det, da det viser sig, at det afrikanske idealsamfund, som Bianca flygter ud til for at føde et barn, og som længe fremstår som ren idyl og en utopi på jorden, også indeholder brådne kar. Selv denne paradistilstand må Bianca flygte fra. Kun den medudsendte Benny synes at være sin vægt værd i guld, og med udsigten til et godt gammeldags samliv med ham, lader Anne Marie Løn sin romanen løbe ud i den eneste mulige frelse for Bianca. Et jordbundet og Omslag: Lise Rønnebæk med illustration af Lin Utzon ydmygt svar på alverdens fundamentalisters himmerigssyner. Før vi kommer så langt har vi været igennem mange, til dels dramatiske begivenheder, for hovedpartens vedkommende koncentreret om skildringen af missions- hospitalet i Tanzania. Det er ind imellem interessant, men for langt. Der ligger tydeligvis en god research til grund for romanen, og Løn kan ikke nære sig: vi skal ikke kun underholdes og provokeres, vi skal også informeres. Fair nok, det har altid været litteraturens opgave, men vi er i et andet medieunivers end for bare 50 år siden. Det kræver større koncentration af litteratur i dag. Løn fortæller i hovedsagen i en slags medsyn med Bianca, men springer også af og til ind i de andre personer. En meget stor del af hendes tekst er replikker, men der er også mange analyser af følelser, som simuleres at kunne være personernes indre tale, men helt klart er fortællerens ansvar. Det fylder også for meget og giver diktionen en lidt docerende og overtydelig karakter. Lidt provokerende kunne man sige, at der visse steder er noget missionsk over stilen. Men i det store hele er jeg positiv over for en bog som denne. Den tager et aktuelt tema op og holder liv i en nødvendig, dansk selvbesindelse. Den er letlæselig og underholdende, så den kan læses i mange kredse: f.eks. af folk involveret i ulandshjælp og — hvis de ellers kunne løfte øjnene fra bønnebøgerne — i Indre Mission. Hvorfor ikke? Også i de kredse er der vel folk, der er parat til at gribe i egen barm. Imens forgriber de sig jo ikke på andres. Om den skal anmeldes i »Standart«? Tja, principielt mener jeg ja, men hvis bladets linie lægges an på det sprogligt og formelt fornyende, og man koncentrerer sig om litteraturens innovative talenter og nye begyndelser, vil »Hvis barn...« glide ud. Nu blev den så alligevel anmeldt.
’Poesi’? Stillestående indholdspoesi af Rolf Gjedsted Rolf Gjedsted Læbernes polarnat 85 sider, 199 kr. Det Schønbergske Forlag Anmeldt af Morten Kyndrup Digteren Niels Frank mente for nogle år siden, at ordet ’radiator’ måtte være bandlyst i et lyrisk udtryk. Det fik som bekendt Jan Sonnergaard til at navngive sin flamboyante novellesamling netop »Radiator«. Vi ved selvfølgelig alle sammen godt, at ingen bestemte ord eller vendinger kan ekstermineres fra litterære genrer i absolut forstand. Leder man alligevel efter seriøse kandidater, ville det hverken være ’radiator’, ’rørtang’ eller ’rullemodstand’, der lå nærmest for. Nej, det ville ’poesi’. Det er læsningen af Rolf Gjedsteds nye digtsamling med den smukke titel »Læbernes polarnat«, der kan få en til at mene sådan. »Poesi« er titlen på samlingens første digt. Det slutter således: Poesi er den samme form for selvmord, nogle gange lidt hurtigere, andre gange lidt langsommere, uden at opfylde nogens håb. Karakteristikken er ikke tiltænkt poesiens brugere, men dens producenter: in casu det digteriske jeg. Citatet er samtidig et godt eksempel på, hvad der er på færde i Rold Gjedsteds lyrik. På færde er det der sker digterens person, det han oplever både som digter og som menneske. Digtene er så forsøg på at udtrykke det der er sket i livet, bearbejde det, reflektere det, formidle det. Og det er der for så vidt ikke noget galt i. Det er heller ikke sådan at det der sker i digterjegets liv er specielt uinteressant eller banalt. Nej problemet er, at der ingenting sker i digtene. De viser pligtskyldigst tilbage til noget digteren gerne vil udtrykke. Det gør imidlertid ikke i sig selv digtene interessante. Disse digte savner klang, har ingen rytme og kan bedst karakteriseres som en slags knækprosa. At linjebrud, opstilling og ordvalg virker som styret af alt andet end det digteriske udtryks logik er én ting; dertil kommer at selve den sproglige formulering mange steder er næsten uudholdeligt ubehjælpsom. For at give et enkelt eksempel blandt mange: i digtet »Du gik forbi mig« (der beskriver en kærlighedshistorie der er gået skævt), lyder de afsluttende vers: Men så drejer jeg pludselig rundt, og du vender alligevel tilbage. Kærlighed er et meget rummeligt begreb. Ups, tænker man, ’begreb’? Man forstår jo godt hvad manden mener. Men helt bortset fra det særprægede indfald at slutte et digt med ordene »rummeligt begreb«, så er det vel fænomenet, og ikke begrebet, det gælder? Og, begreb eller ej, hvad tilfører den sidste linje grundlæggende digtet? Andet end en demonstrativ pegefinger? Den pegefinger møder man desværre igen og igen. Selv i de tilfælde, som digtet »Berømmelsen«, hvor lidt selvdistance og humor er (stand in) lige ved at få digtet til at lette, ender vi igen på maven med selvkarakteristikken »kun en lille, alvorlig leg med alfabetet«. Der er grund til at gentage at alt dette naturligvis på ingen måde er en kritik af digterens person (der forekommer flink og sympatisk), eller af problemerne i det liv den lever. Det er en kritik af digterens digte, der i al deres referentielle problemgestaltning og livsbeskrivelse helt mangler at overbevise om det nødvendige i sig selv som digte. Hvad de handler om kan være så interessant det være vil: det nytter ikke noget hvis digtene ikke selv er det. Og disse digte vil ikke sig selv, de vil noget andet. Det gør dem fundamentalt og uopretteligt uinteressante. Så kan man selvfølgelig gentage Standart-redaktionens spørgsmål: hvorfor er Gjedsteds bog ikke i første omgang blevet anmeldt? Bør en bog som denne udelukkes fordi den ligger for langt nede på kvalitetsskalaen? Kan en anmeldelse af den have nogen anden effekt end blot at gøre digteren rasende (læs: ked af det)? Det sidste er selvfølgelig et menneskeligt problem, men dårlige anmeldelser er, så længe de ikke er usaglige eller perfide, part of the game. På det principielle plan er det imidlertid uden tvivl forkert at ville udgrænse den dårligste litteratur fra kritikkens smagsdom på almenhedens vegne. Litteraturens grænser er nemlig livsnødvendige: striden og diskussionen langs dens grænser er med til at holde litteraturen i — bogstavelig talt — form. Og her er det fejlagtigt at tro, at kun den øvre grænse betyder noget. Flere og flere medier har en tendens til kun at anmelde litteratur, som kan anmeldes positivt. På den måde ender man i en skala, der strækker sig fra godt over vældig godt til fremragende — helt uden at afspejle kvaliteten af hvad der faktisk udkommer. Det er et problem, ikke mindst på baggrund af at skræp, forskræp, efterskræp, og sideskræp (f.eks. megabilleder af fotogene kvindelige forfattere) fylder mere og mere på bekostning af den egentlige kritik. Undergrænsen skal med andre ord med, fordi også diskussionen af hvad der er dårlig litteratur og hvorfor, er en del af litteraturens liv. Akkurat som det dårlige liv er en del af forudsætningen for det gode. NR. 4 DECEMBER 2002 27
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?