Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) fortsat fra forrige side raceuroligheder, IRA-bomber og populærmusikalske metamorfoser frem mod slutningen i 1979, på et for Benjamin ekstatisk lykkeligt tidspunkt (hans og kæresten Cicelys endeligt beseglede forhold, der besynges i en 33 sider lang sætning med tydelig reference til James Joyces »Ulysses«). Romanen tematiserer imidlertid historiers uafsluttethed (dens egen inklusive), og der skulle da også være en sequel til »Flipperklubben« på vej. Meget apropos slutter den med en ironisk krølle, da Philips far, Sam, ved synet af Margaret Thatcher på forsiden af The Sun, på selve dagen for valget i 1979, der bragte hende til magten, spår at »den kvinde vil aldrig nogensinde blive premierminister her i landet«! Coe har forsøgt at distancere sig fra en direkte recherche du temps perdu ved at indsætte hele forløbet i en ramme der placerer læseren i restauranten i Berlins Fjernsynstårn i året 2003. Herfra er der glimrende udsyn, både i tid og rum, til Birmingham anno dazumal, og her er det at Sophie (datter af Benjamins søster, Lois, og Christopher) fortæller historien om sin onkel og hans kammeraters gøren og laden tilbage i de lortebrune 70’ere til Patrick. Det varer imidlertid kun få sider, førend man har glemt rammen og synspunktsforskydningen og er solidt plantet i familien Trotters midte. Det er svært at afgøre, hvad romanen vil, inklusive hvad den vil ironisere over, og hvad den vil begræde tabet af. Måske den først og fremmest vil holde fast ved disse betydningsmættede øjeblikke, som træder ud af tiden og bliver evigtvarende. Efter en længere udflugt om familien Trotters ferie i Skagen spørger Benjamin: »Har fiktive fortællinger noget formål? Det tænker jeg somme tider på. Jeg vil gerne vide, om alle erfaringer virkelig kan destilleres ned til nogle få usædvanlige øjeblikke, måske seks eller syv i løbet af et helt liv, og om ethvert forsøg på at finde en forbindelse mellem dem er dømt til at mislykkes«. At Jonathan Coe faktisk kan orkestrere en historie så man i hans forrige opus, »Søvnens hus«, hans femte roman og den første i dansk oversættelse. Man fristes ikke desto mindre til at sige at dette forsøg i hvert fald ikke er lykkedes til fulde. Det ville være en for billig pointe at sige at det gik i fisk, så det afholder vi os fra. 24 Toril Brekke Sara NR. 4 DECEMBER 2002 Kidnappet ungpige bliver jordemor — i en historisk roman fra Vestnorge Oversat af Palle Koch 453 sider, 288 kr. Hovedland Anmeldt af Astrid Fosvold En ung, rig og velstillet pige kidnappes af en fattig fisker på det barske vestland i Norge og fragtes til hans hjemsted. Dette er ikke optakten til en røverhistorie, men åbningen i en roman om kystbyen Ålesunds første jordemor. På romanens allerførste sider får vi høre om fogeddatteren Saras drømme og længsler om at rejse væk fra det lille udkantsted og læse videre som hendes bror gør. Udlængslen står i skarp kontrast til den fremtid hun er tiltænkt, hun skal giftes med egnens halvgamle præst som har fem børn. Fiskeren bliver dermed både forbryder og frelser, Sara falder for fattigdrengens charme, og når hun er vel ankommet til Ålesund, bliver hun gift og får tre børn med ham. Så griber skæbnen ind og fiskeren omkommer på søen. Den unge enke uddanner sig til jordemor og det giver anledning til en beskrivelse af datidens, begyndelsen af 1800-tallet, jordemoruddannelse. Da jordemoren er tilbage i Ålesund står hendes fremsynede bedrifter, som et kejsersnit og kampen for at sænke dødeligheden som følge af barselsfeber, i fokus. Det er interessant stof som bygger på et grundigt researcharbejde, og er med til at belyse datidens livsbetingelser for kvinder. Jordemorarbejdet lønnes efter de trængendes formåen, og Sara modtager utallige opfordringer fra miljøet om at gifte sig igen og ikke nødvendigvis af lyst, men af ren og skær nødvendighed. Det gør Sara så, og ægteskabet med læreren Borgwad er på mange måder en redning fra fattigdom, en tryg- hedsforanstaltning og indebærer en invitation ind i de bedre kredse i byen både for jordemoren og hendes børn. Men hun må opgive sit job for at passe hjem og børn, hun føder fire nye børn, hvor det sidste næsten tager livet af hende og koster hendes gode helbred. Således lægger ægteskabet enorme begrænsninger på Saras udfoldelsesmuligheder, og faktisk også på hendes børns frihed. De tre unger, og specielt den unge Sara, datteren, får en række forbud. Her bliver forskellen mellem overklassens rigide regler for god opførsel sat overfor de fattiges relative frihed i så henseende. Titlen på romanen er dobbelttydig, fordi bogen er delt i to, i den første del er jordemoren hovedperson, i andre del er perspektivet flyttet over på datteren med samme navn. Fortællingen slipper taget i jordemoren når hun er vel gift med læreren og datteren bliver tekstens hovedperson, og det er godt. Skildringen af Sara har nemlig let for at tippe over og bliver næsten klichefyldt når hendes tanker og følelser gengives. Idet datteren står i fokus er sproget friskere og Brekke er god til beskrive et barns tanker og følelser. Beretningen bliver hjerteskærende når den ældste af børnene fra første ægteskab forsvinder som en direkte følge af at have fået bekræftet at han er et andenrangsbarn som læreren ikke har tænkt sig at støtte, og ikke bare undlade at støtte, men Borgwad har tænkt sig at berøve den førstefødte hans arv. Og ikke mindre hjerteskærende bliver det da datteren Sara dagen etter sin konfirmation får besked om at forlade huset for at blive sypigelærling, noget som sker uden nogen som helst forhåndsinformation. Stedfarens grumme planer går videre ud på at steddatteren, efter endt syuddannelse, skal vende tilbage for at passe hus og hjem, så de slipper at holde en tjenestepige når hans kones helbred gradvis bliver dårligere. Denne trøstesløse begivenhedsgang forhindres af et frieri som jordemoren presser stedfaren til at gå med til. Det havde han ellers ikke tænkt sig. At det er kvinders vilkår som først og fremmest er i fokus i teksten bliver atter tydelig da den unge Sara slet ikke er sikker på om hun egentlig har lyst til at gifte sig, men indser at ægteskabet tilbyder en udfrielse fra den trøstesløse fremtid hun er tiltænkt. Giftermålet er en redning for den unge Sara, som det var det for moren. Lyder dette lidt ugebladsagtigt? Unægteligt. Romanen er da også letlæst. Til tider er teksten også meget gribende. Og skildringen af 1800-tallets professionalisering af jordemorjobbet og alt som deraf følger, er en væsentlig del af vor moderne historie, og derfor også interessant romanstof. Uden sammenligning i øvrigt, bliver emnet også berørt i »Guds barmhjertighed«, første bind af »Ulveskindet«, men Ekmans Hillevi, som virker på nittenhundredtallet, underlægges ikke i nær samme grad de restriktioner som Sara. Hillevi er uendelig meget friere, men er ihærdig optaget af en række af de samme tanker omkring sygdomsbehandling og sygepleje. »Sara« er ikke Brekkes første historiske roman. Hun blev berømmet for »Granitt« fra 1994 som er en slægtsroman som begynder på slutningen af 1800-tallet og foregår i amtet Østfold i Sydnorge. I »Norges litteraturhistorie« fremholder Øystein Rottem at Brekke med romanen »Granitt« viser sig som en god socialhistoriker. Det er først og fremmest dette som bliver bekræftet med »Sara«, en jordnær roman som giver et indblik i dele af 1800-tallets kvindeliv.
Er det nu nødvendigt? Man kan vælge at anmelde ud fra tre synspunkter: Fordi forfatteren fortjener det. Fordi værket fortjener det. Eller fordi læseren af anmeldelsen fortjener det. Eller handler det overhovedet om fortjeneste? Èn ting er sikker: Standart kan ikke anmelde alt, der udkommer, for så ville bladet være ti gange så tykt og overblikket ville være forsvundet. Hele ideen med at anmelde er at give læserne en slags kritisk katalog over, hvad der er udkommet, og hvordan det placerer sig i vores verden, litterært, kvalitært. I vores mission hedder det, at Standart bringer anmeldelser af ny litteratur. Allerede der har der fundet en segmentering sted: Gammel litteratur bliver ikke anmeldt — altså ingen genudgivelser, med mindre der er tale om væsentlige nyoversættelser. Det er ikke nok at lave et nyt layout og forsyne bogen med et lærd forord. Alligevel vælger vi nogle bøger fra. Hvordan foregår det? Nogle bøger får vi tilsendt fra forlaget, andre rekvirerer vi selv. Så diskuterer vi bøgerne på vores redaktionsmøder. Vi taler om forfatterskabet, hvis der altså er et. Vi læser højt for hinanden. Vi vurderer, om vi synes, at det på en eller anden måde er en væsentlig udgivelse. Giver bogen mere til litteraturen, end den plagierer? Er den nytænkende, original, skæv, nødvendig, velskrevet, sjov, anderledes? På en måde foretager vi på redaktionen samme vurdering af bogens kvalitet, som forlaget foretager, inden de udgiver den. Hvis de udgiver den. Hvorfor skulle forlaget være bedre i stand end anmelderne til at vurdere, hvad der burde udkomme? Det er de ikke, for det er i alt væsentligt de samme mennesker med den samme baggrund og samme drømme og idiosynkrasier, som befolker redaktionerne på både aviser, tidsskrifter og forlag. Nogle gange er de endda gift med hinanden. Forskellen er, at ingen klager over at bøger, der ikke udkommer, ikke bliver anmeldt. Men når først de er udkommet, hersker der en eller anden skjult formodning om, at så er de også litteratur. Det er ikke tilfældet. Lad os tage et tal: Hvad nu hvis ca. 90% af alle udgivelser kunne undværes, uden at andre end forfatterne, deres nærmeste familie og den litterære industri ville lide last? Bogmarkedet er så overbefolket af popstjerner, kendisser, jurister, politikere, kioskejere, tv-værter, journalister, duller, kokke og andre med noget på hjerte, som de ikke kan udtrykke litterært (for det er en form), at det er besværligt at skelne mellem skæg og snot. Værre bliver det når diverse popstjerner, kendisser, jurister, politikere, kioskejere, tvværter, journalister, duller, kokke og andre med noget på hjerte begynder at skrive litterært i stedet for bare at skrive biografisk eller dagbog, for så bliver læserne forvirret på et højere plan. Standart er ikke et elitært tidsskrift. Vi har ikke fundet de vises litterære sten, men vi giver heller ikke vores læsere sten for brød. Hvis en bog er noget lort, bliver den anmeldt, men kun hvis den er kvalificeret lort. Selv en dårlig bog kan på en eller anden måde hæve sig over latrinet og svæve som en distinkt damp. På den måde finder den både sit eget liv og sine egne læsere, hvis den evner det. Men nogle gange er bøgerne så ligegyldige, at de bliver ugyldige. Standart er et ydmygt tidsskrift. Vi overlever på (forhåbentlig) skiftende kulturministeres nåde, vores abonnenters aldrig svigtende giroindbetalinger, vores trofaste anmeldere — og naturligvis vores egen kærlighed til litteratur. Vi bringer anmeldelser af værker, der fortjener det, fordi vores læsere fortjener det. Resten lægger vi bort. Men sommetider tager vi fejl, ligesom forlagene, læserne og forfatterne tager fejl. Sommetider undlader vi at anmelde en bog, der senere viser sig at være begyndelsen, midten eller slutningen på et væsentligt forfatterskab — og derfor burde have været anmeldt. Det er derfor en vældig god idé at lade mere end de nødvendige 10% af forfatterne udkomme, fordi der kan være store talenter iblandt de 90% som bare skal have lidt mere plads til at tumle med sig selv og litteraturen på. Og man tumler så godt i offentligheden. Det kan der komme væsentlige forfatterskaber, væsentlige værker og væsentlige læseoplevelser ud af. Og vi må aldrig glemme, at litteraturen ikke handler om, i hvor lang tid man kan tale, skrive, bortforklare eller foredrage henført om et værk eller en forfatter. Litteraturen handler om at læse, fordi litteraturen er én af de måder, hvorpå vi lever. Der udkommer ca. 14.000 bøger om året i Danmark. Af dem er ca. 11.000 førsteudgivelser. Og af disse førsteudgivelser er godt 1.300 skønlitterære — og altså bøger som Standart principielt fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER 2002 25 Tillæg til nr. 4 december 2002
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?