Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

(roman)
fortsat fra forrige side
raceuroligheder, IRA-bomber og
populærmusikalske metamorfoser
frem mod slutningen i 1979, på et
for Benjamin ekstatisk lykkeligt
tidspunkt (hans og kæresten Cicelys
endeligt beseglede forhold, der
besynges i en 33 sider lang sætning
med tydelig reference til James
Joyces »Ulysses«). Romanen tematiserer
imidlertid historiers uafsluttethed
(dens egen inklusive),
og der skulle da også være en
sequel til »Flipperklubben« på vej.
Meget apropos slutter den med en
ironisk krølle, da Philips far, Sam,
ved synet af Margaret Thatcher på
forsiden af The Sun, på selve
dagen for valget i 1979, der bragte
hende til magten, spår at »den
kvinde vil aldrig nogensinde blive
premierminister her i landet«!
Coe har forsøgt at distancere sig
fra en direkte recherche du temps
perdu ved at indsætte hele forløbet
i en ramme der placerer læseren
i restauranten i Berlins Fjernsynstårn
i året 2003. Herfra er der
glimrende udsyn, både i tid og
rum, til Birmingham anno dazumal,
og her er det at Sophie (datter
af Benjamins søster, Lois, og
Christopher) fortæller historien
om sin onkel og hans kammeraters
gøren og laden tilbage i de lortebrune
70’ere til Patrick. Det varer
imidlertid kun få sider, førend
man har glemt rammen og synspunktsforskydningen
og er solidt
plantet i familien Trotters midte.
Det er svært at afgøre, hvad
romanen vil, inklusive hvad den
vil ironisere over, og hvad den vil
begræde tabet af. Måske den først
og fremmest vil holde fast ved
disse betydningsmættede øjeblikke,
som træder ud af tiden og bliver
evigtvarende. Efter en længere
udflugt om familien Trotters ferie i
Skagen spørger Benjamin: »Har
fiktive fortællinger noget formål?
Det tænker jeg somme tider på. Jeg
vil gerne vide, om alle erfaringer
virkelig kan destilleres ned til
nogle få usædvanlige øjeblikke,
måske seks eller syv i løbet af et
helt liv, og om ethvert forsøg på at
finde en forbindelse mellem dem
er dømt til at mislykkes«. At
Jonathan Coe faktisk kan orkestrere
en historie så man i hans forrige
opus, »Søvnens hus«, hans femte
roman og den første i dansk oversættelse.
Man fristes ikke desto
mindre til at sige at dette forsøg i
hvert fald ikke er lykkedes til
fulde. Det ville være en for billig
pointe at sige at det gik i fisk, så
det afholder vi os fra.
24
Toril Brekke
Sara
NR. 4 DECEMBER 2002
Kidnappet ungpige
bliver jordemor
— i en historisk roman fra Vestnorge
Oversat af Palle Koch
453 sider, 288 kr.
Hovedland
Anmeldt af Astrid Fosvold
En ung, rig og velstillet pige kidnappes
af en fattig fisker på det
barske vestland i Norge og fragtes
til hans hjemsted. Dette er ikke
optakten til en røverhistorie, men
åbningen i en roman om kystbyen
Ålesunds første jordemor.
På romanens allerførste sider får
vi høre om fogeddatteren Saras
drømme og længsler om at rejse
væk fra det lille udkantsted og
læse videre som hendes bror gør.
Udlængslen står i skarp kontrast
til den fremtid hun er tiltænkt,
hun skal giftes med egnens halvgamle
præst som har fem børn.
Fiskeren bliver dermed både forbryder
og frelser, Sara falder for
fattigdrengens charme, og når hun
er vel ankommet til Ålesund, bliver
hun gift og får tre børn med
ham. Så griber skæbnen ind og
fiskeren omkommer på søen. Den
unge enke uddanner sig til jordemor
og det giver anledning til en
beskrivelse af datidens, begyndelsen
af 1800-tallet, jordemoruddannelse.
Da jordemoren er tilbage
i Ålesund står hendes fremsynede
bedrifter, som et kejsersnit og
kampen for at sænke dødeligheden
som følge af barselsfeber, i
fokus. Det er interessant stof som
bygger på et grundigt researcharbejde,
og er med til at belyse datidens
livsbetingelser for kvinder.
Jordemorarbejdet lønnes efter de
trængendes formåen, og Sara modtager
utallige opfordringer fra miljøet
om at gifte sig igen og ikke
nødvendigvis af lyst, men af ren
og skær nødvendighed. Det gør
Sara så, og ægteskabet med læreren
Borgwad er på mange måder
en redning fra fattigdom, en tryg-
hedsforanstaltning og indebærer
en invitation ind i de bedre kredse
i byen både for jordemoren og
hendes børn. Men hun må opgive
sit job for at passe hjem og børn,
hun føder fire nye børn, hvor det
sidste næsten tager livet af hende
og koster hendes gode helbred.
Således lægger ægteskabet enorme
begrænsninger på Saras udfoldelsesmuligheder,
og faktisk også på
hendes børns frihed. De tre unger,
og specielt den unge Sara, datteren,
får en række forbud. Her bliver
forskellen mellem overklassens
rigide regler for god opførsel
sat overfor de fattiges relative frihed
i så henseende.
Titlen på romanen er dobbelttydig,
fordi bogen er delt i to, i den
første del er jordemoren hovedperson,
i andre del er perspektivet
flyttet over på datteren med
samme navn. Fortællingen slipper
taget i jordemoren når hun er vel
gift med læreren og datteren bliver
tekstens hovedperson, og det er
godt. Skildringen af Sara har nemlig
let for at tippe over og bliver
næsten klichefyldt når hendes tanker
og følelser gengives. Idet datteren
står i fokus er sproget friskere
og Brekke er god til beskrive et
barns tanker og følelser.
Beretningen bliver hjerteskærende
når den ældste af børnene
fra første ægteskab forsvinder som
en direkte følge af at have fået
bekræftet at han er et andenrangsbarn
som læreren ikke har tænkt
sig at støtte, og ikke bare undlade
at støtte, men Borgwad har tænkt
sig at berøve den førstefødte hans
arv. Og ikke mindre hjerteskærende
bliver det da datteren Sara
dagen etter sin konfirmation får
besked om at forlade huset for at
blive sypigelærling, noget som
sker uden nogen som helst forhåndsinformation.
Stedfarens
grumme planer går videre ud på at
steddatteren, efter endt syuddannelse,
skal vende tilbage for at
passe hus og hjem, så de slipper at
holde en tjenestepige når hans
kones helbred gradvis bliver dårligere.
Denne trøstesløse begivenhedsgang
forhindres af et frieri
som jordemoren presser stedfaren
til at gå med til. Det havde han
ellers ikke tænkt sig. At det er
kvinders vilkår som først og fremmest
er i fokus i teksten bliver
atter tydelig da den unge Sara slet
ikke er sikker på om hun egentlig
har lyst til at gifte sig, men indser
at ægteskabet tilbyder en udfrielse
fra den trøstesløse fremtid hun er
tiltænkt. Giftermålet er en redning
for den unge Sara, som det var det
for moren.
Lyder dette lidt ugebladsagtigt?
Unægteligt. Romanen er da også
letlæst. Til tider er teksten også
meget gribende. Og skildringen af
1800-tallets professionalisering af
jordemorjobbet og alt som deraf
følger, er en væsentlig del af vor
moderne historie, og derfor også
interessant romanstof. Uden
sammenligning i øvrigt, bliver
emnet også berørt i »Guds barmhjertighed«,
første bind af
»Ulveskindet«, men Ekmans
Hillevi, som virker på nittenhundredtallet,
underlægges ikke i nær
samme grad de restriktioner som
Sara. Hillevi er uendelig meget friere,
men er ihærdig optaget af en
række af de samme tanker omkring
sygdomsbehandling og sygepleje.
»Sara« er ikke Brekkes første
historiske roman. Hun blev berømmet
for »Granitt« fra 1994 som
er en slægtsroman som begynder
på slutningen af 1800-tallet og
foregår i amtet Østfold i Sydnorge.
I »Norges litteraturhistorie« fremholder
Øystein Rottem at Brekke
med romanen »Granitt« viser sig
som en god socialhistoriker. Det er
først og fremmest dette som bliver
bekræftet med »Sara«, en jordnær
roman som giver et indblik i dele
af 1800-tallets kvindeliv.