Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Michel Houellebecq Platform Oversat af Lars Bonnevie 273 sider, 299 kr. Borgen Anmeldt af Søren Pold Kendere af Michel Houellebecq vil ikke blive overrasket over at møde »Platform«s jeg-fortæller, der som sædvanlig hedder Michel og er en grå kontormus – denne gang i kulturministeriet. Som sædvanlig aldeles uanseelig, uden identitet eller liv og tilmed usympatisk. Under og efter en sextur til Thailand møder han den store kærlighed i den troskyldige Valérie, som uvist af hvilken grund ikke afskyer ham, men kaster sin uegennyttige seksualitet og kærlighed på ham, overøser ham med lykke og penge. Sammen med rejseselskabsdirektøren Jean-Yves udvikler de et nyt sexturisme-koncept, charmeturis- 22 Seismograf i et minefelt En livstræt kontormus’ saftige sexliv med thaisteg til overmål garneret med ægte kødelig kærlighed og afsluttet af muslimsk massemord. Alt i alt en samtidsskildring ude af balance. Man kan stoppe læsningen her, men virkeligheden fortsætter... NR. 4 DECEMBER 2002 Michel Houellebecq (Foto: P. Ferbos) me, som truer med at blive en forbandet succes, indtil muslimske terrorister sprænger det hele i luften: luddere, Valérie og den lukra- Detalje fra omslaget tive forretning. Hvorefter vor antihelt sætter sig til at blive sindssyg og rådne op på et værelse i Thailand, helt alene (næsten) uden luddere. Romanens sidste sætning: »Man vil glemme mig. Man vil hurtigt glemme mig.« Man glemmer ikke lige romanen og dens forfatter. Michel Houellebecq har nemlig stukket sin stavblender ned i samtidens bærme af muslimsk fundamentalisme, 68’er frigørelsens forvandling til neoliberalisme, en kønskamp med begge køn som taber og markedet som vinder, samt imperialismens genkomst som farce i skikkelse af sexturismen. Det sprøjter ud over sidernes hvide papir. Ikke et kønt syn, men ganske effektivt, og der bliver rørt godt op. Også i den uhyggeligt virkelige verden. Der er selvfølgelig nogle muslimer der har været så dumme at sagsøge Houellebecq, fordi han har sagt at Islam er den dummeste religion. (Sagsøgningen beviser desværre næsten udsagnet.) Og endelig fik vi den tragiske bombe i et diskotek på Bali, hvilket betyder at man, hvor nødtvungent man end vil, må forfalde til at kalde romanen profetisk. Ved profetens skæg. Det eneste lyspunkt er, at Houellebecq blev frikendt, da han ellers ville have fået alt for meget ret i sin nihilistiske drivkraft. Er romanen gal eller genial, anstrengende eller rammende? I hvert fald er den ubehageligt tidssvarende – som en seismograf i et minefelt: vilde udslag på barometeret med den litterære og intellektuelle præcision som første offer. Ikke fordi Houellebecq ikke kan skrive, for det kan han på en yderst påtrængende og indtrængende måde. Man er med andre ord fængslet som en taliban på Cuba, om end ikke al fængselsmaden lader sig sluge. Forholdet til Valérie virker mildest talt utroværdigt (dog har de et forrygende – og velbeskrevet – sexliv). Værre er det imidlertid, at romanens foragt for Vesten og for Vestens eksport af sine elendigheder følges aldeles ureflekteret (af såvel hovedperson som roman) hånd i hånd med hovedpersonens virksomme udbredelse af sexturismens grove neokolonialisering. Undertiden kammer det over i en af de tykkeste klicheer i vestlig kolonialistisk tænkning: naiv naturromantik, som når Michel og Valérie bader nøgne i den blå lagune (Koh Maya) og får lyst til at blive der for evigt uden at medtænke, at de er kommet der som frontkæmpere for sexturismens afskyelige eurofjæs (»vi voldtager ikke jeres døtre, vi betaler skam«). For en forfatter der blændende har formuleret, hvordan markedsgørelsen i kraft af 60’ernes nådesløse frigørelse har indtaget og kolonialiseret de mest intime zoner, er det for tyndt og dårligt tænkt, at utopien skulle ligge gemt i thaisteg ad libitum. Houellebecq har skabt en effektfuld romanmotor, der kører på en sprængfarlig (!) blanding af sex, uegennyttig hengivelse, tilbedelse af kvinden, prostitution og benhård økonomi. Tingene passer ikke sammen – romanen rummer en række farlige ubalancer, der truer med at vælte det litterære læs, og Houellebecqs barske budskaber gør, at man ikke bare kan tilgive ham, trods det faktum at han indfanger sin læser, som Bin Laden indfanger sine selvmordsterrorister. Uinteressant er det langt fra, mens bomberne sprænger omkring os.
Tænk hvis du vandt i Lotto Romandebut fænger kun i mellemrummene Martin Miehe-Renard Et liv uden mellemrum 272 sider, 299 kr. Centrum Anmeldt af Kristine Fjord Tolborg En bankassistent af den gamle skole (altså af den slags, hvor konen sørger for hjemmet og alt andet, så han kun skal bekymre sig om at gå på arbejde) vinder fire millioner i det tyske klasselotteri. Samme dag dør hans kone i et trafikuheld ude foran banken. Sådan starter Martin Miehe-Renards romandebut »Et liv uden mellemrum«. Herefter følger i detaljer bankassistentens gøren og laden time for time, dag for dag, i den kaotiske tid efter konens død, hvor han hjælpeløst forsøger at oriente- Jonathan Coe Flipperklubben (The Rotters’ Club) Oversat af Jan Hansen 431 sider, 329 kr. Rosinante Anmeldt af Claus Schatz-Jakobsen Hvad er den britiske forfatter Jonathan Coes seneste roman, »Flipperklubben«, for en fisk? En sten- Martin Miehe-Renard (Foto: Nils Lund Pedersen) re sig i en verden, han aldrig har beskæftiget sig med. Egentlig vil han helst have lov Som en stenbider uden rogn bider! Ekstremt løs i kødet, næsten geléagtig, og smagen nærmest lidt fad. Sådan er »Flipperklubben« – løs i fortællestrukturen og ikke specielt kraftig i smagen af forfatterintention eller -budskab. Joh, jeg ved godt, at dybt inde i sin krop gemmer stenbideren en gastronomisk perle, rognen, som tilsat farvestof bliver til kaviar. Det er reelt den eneste forskel mellem stenbideren og »Flipperklubben«, som oven i købet falder ud til stenbiderens fordel, for rognen, til at være i fred, men netop fordi han for alt i verden ikke vil tiltrække sig opmærksomhed, vælter begivenhederne og ulykkerne ned over ham, og han bliver offer for en lang række forviklinger. Undervejs langes der ud efter de sædvanlige skurke: Mediernes sensationsbegær, charterturismens fortrædeligheder osv. Hovedpersonen fremstilles med distance og uden synderlig sympati. Som en særlig effekt imiterer teksten hans pedantiske personlighed, hvilket desværre afføder en stil, der i længden bliver irriterende og anstrengende. Et eksempel fra morgenrutinen foran banken: Efter nogle korte høflighedsudvekslinger, hvorunder afdelingslederen endnu en gang ville forsikre sig om, at Jeppesen var kommet hvor gemmer den sig i »Flipperklubben«? Hvis rognens litterære pendant er plottets dynamik og den slutning, hvor alt går op i en højere enhed, så skuffes man af »Flipperklubben«, som mestendels byder på digressioner uden narrativ konsekvens, spørgsmål uden svar, gåder uden løsning. Nok om lystfiskerhistorier og metaforisk omsvøb. Hvad er »Flipperklubben« egentlig for en fisk? Kort fortalt er den et portræt af Storbritannien i 1970’erne, med udgangspunkt i de fire skolekammerater, Harding, Chase, Anderton og Trotter på King William’s gymnasiet i Birmingham. De fires dåbs- (roman) sig over sit tab, henslæbte der sig nogle lange tavse minutter, indtil overassistenten kom ilende og med en forpustet bemærkning om de mere og mere ustabile forhold hos DSB — hvilket de to andre, uagtet at de aldrig kørte med tog, nikkede samtykkende til — endelig fik stukket sin nøgle i låsen. At Martin Miehe-Renard faktisk godt kan skrive (så det kan læses uden irritation) viser sig i korte kapitler med kursiveret skrift, der med jævne mellemrum bryder teksten. Hvem jeg-fortælleren i de afsnit er, afsløres først i slutningen af bogen, men stilen er en helt anden. I de små kapitler finder man fine iagttagelser om mødet med det fremmede på en rejse i Latinamerika. De fungerer som et tiltrængt pusterum i bogen, for selvom stilskiftet utvivlsomt er en pointe fra Miehe-Renards side, er den pointe ganske enkelt ikke nok til at opveje 250 siders kancellistil. Det bliver hurtigt trættende. Jonathan Coes portræt af Storbritannien fra dengang i 70’erne, da alt var gråt og brunt, er lang i spyttet, meget lang attest må ungefähr bære årstallet 1961, hvilket er det år Jonathan Coe selv kom til verden (i Birmingham!). Det er derfor nærliggende at betragte romanen som skjult selvbiografi, med forfatterspiren Benjamin Trotter som Coes andet jeg. Via de fire kammeraters modningsproces – med kærester, kunstneriske aspirationer og begyndende politisk bevidsthed – føres vi fra fortællingens begyndelse i 1973 igennem dette turbulente årti i Storbritanniens nyere historie, igennem strejker og arbejdskampe, seksuel frigørelse, fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER 2002 23
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?