17.07.2013 Views

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Tænk hvis du vandt i Lotto<br />

Romandebut fænger kun i mellemrummene<br />

Martin Miehe-Renard<br />

Et liv uden mellemrum<br />

272 sider, 299 kr.<br />

Centrum<br />

Anmeldt af Kristine Fjord Tolborg<br />

En bankassistent af den gamle<br />

skole (altså af den slags, hvor<br />

konen sørger for hjemmet og alt<br />

andet, så han kun skal bekymre<br />

sig om at gå på arbejde) vinder fire<br />

millioner i det tyske klasselotteri.<br />

Samme dag dør hans kone i et trafikuheld<br />

ude foran banken. Sådan<br />

starter Martin Miehe-Renards<br />

romandebut »Et liv uden mellemrum«.<br />

Herefter følger i detaljer<br />

bankassistentens gøren og laden<br />

time for time, dag for dag, i den<br />

kaotiske tid efter konens død, hvor<br />

han hjælpeløst forsøger at oriente-<br />

Jonathan Coe<br />

Flipperklubben<br />

(The Rotters’ Club)<br />

Oversat af Jan Hansen<br />

431 sider, 329 kr.<br />

Rosinante<br />

Anmeldt af<br />

Claus Schatz-Jakobsen<br />

Hvad er den britiske forfatter Jonathan<br />

Coes seneste roman, »Flipperklubben«,<br />

for en fisk? En sten-<br />

Martin Miehe-Renard<br />

(Foto: Nils Lund Pedersen)<br />

re sig i en verden, han aldrig har<br />

beskæftiget sig med.<br />

Egentlig vil han helst have lov<br />

Som en stenbider<br />

uden rogn<br />

bider! Ekstremt løs i kødet, næsten<br />

geléagtig, og smagen nærmest lidt<br />

fad. Sådan er »Flipperklubben« –<br />

løs i fortællestrukturen og ikke<br />

specielt kraftig i smagen af forfatterintention<br />

eller -budskab. Joh,<br />

jeg ved godt, at dybt inde i sin<br />

krop gemmer stenbideren en gastronomisk<br />

perle, rognen, som tilsat<br />

farvestof bliver til kaviar. Det er<br />

reelt den eneste forskel mellem<br />

stenbideren og »Flipperklubben«,<br />

som oven i købet falder ud til<br />

stenbiderens fordel, for rognen,<br />

til at være i fred, men netop fordi<br />

han for alt i verden ikke vil tiltrække<br />

sig opmærksomhed, vælter<br />

begivenhederne og ulykkerne ned<br />

over ham, og han bliver offer for<br />

en lang række forviklinger.<br />

Undervejs langes der ud efter de<br />

sædvanlige skurke: Mediernes<br />

sensationsbegær, charterturismens<br />

fortrædeligheder osv.<br />

Hovedpersonen fremstilles med<br />

distance og uden synderlig sympati.<br />

Som en særlig effekt imiterer<br />

teksten hans pedantiske personlighed,<br />

hvilket desværre afføder en<br />

stil, der i længden bliver irriterende<br />

og anstrengende. Et eksempel<br />

fra morgenrutinen foran banken:<br />

Efter nogle korte høflighedsudvekslinger,<br />

hvorunder afdelingslederen<br />

endnu en gang ville forsikre<br />

sig om, at Jeppesen var kommet<br />

hvor gemmer den sig i »Flipperklubben«?<br />

Hvis rognens litterære<br />

pendant er plottets dynamik og<br />

den slutning, hvor alt går op i en<br />

højere enhed, så skuffes man af<br />

»Flipperklubben«, som mestendels<br />

byder på digressioner uden<br />

narrativ konsekvens, spørgsmål<br />

uden svar, gåder uden løsning.<br />

Nok om lystfiskerhistorier og<br />

metaforisk omsvøb. Hvad er »Flipperklubben«<br />

egentlig for en fisk?<br />

Kort fortalt er den et portræt af<br />

Storbritannien i 1970’erne, med<br />

udgangspunkt i de fire skolekammerater,<br />

Harding, Chase, Anderton<br />

og Trotter på King William’s gymnasiet<br />

i Birmingham. De fires dåbs-<br />

(roman)<br />

sig over sit tab, henslæbte der sig<br />

nogle lange tavse minutter, indtil<br />

overassistenten kom ilende og<br />

med en forpustet bemærkning om<br />

de mere og mere ustabile forhold<br />

hos DSB — hvilket de to andre,<br />

uagtet at de aldrig kørte med tog,<br />

nikkede samtykkende til — endelig<br />

fik stukket sin nøgle i låsen.<br />

At Martin Miehe-Renard faktisk<br />

godt kan skrive (så det kan læses<br />

uden irritation) viser sig i korte<br />

kapitler med kursiveret skrift, der<br />

med jævne mellemrum bryder teksten.<br />

Hvem jeg-fortælleren i de<br />

afsnit er, afsløres først i slutningen<br />

af bogen, men stilen er en helt<br />

anden. I de små kapitler finder<br />

man fine iagttagelser om mødet<br />

med det fremmede på en rejse i<br />

Latinamerika. De fungerer som et<br />

tiltrængt pusterum i bogen, for<br />

selvom stilskiftet utvivlsomt er en<br />

pointe fra Miehe-Renards side, er<br />

den pointe ganske enkelt ikke nok<br />

til at opveje 250 siders kancellistil.<br />

Det bliver hurtigt trættende.<br />

Jonathan Coes portræt af Storbritannien fra dengang i 70’erne, da<br />

alt var gråt og brunt, er lang i spyttet, meget lang<br />

attest må ungefähr bære årstallet<br />

1961, hvilket er det år Jonathan<br />

Coe selv kom til verden (i Birmingham!).<br />

Det er derfor nærliggende<br />

at betragte romanen som<br />

skjult selvbiografi, med forfatterspiren<br />

Benjamin Trotter som Coes<br />

andet jeg. Via de fire kammeraters<br />

modningsproces – med kærester,<br />

kunstneriske aspirationer og<br />

begyndende politisk bevidsthed –<br />

føres vi fra fortællingens begyndelse<br />

i 1973 igennem dette turbulente<br />

årti i Storbritanniens nyere<br />

historie, igennem strejker og<br />

arbejdskampe, seksuel frigørelse,<br />

fortsættes næste side<br />

NR. 4 DECEMBER 2002 23

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!