Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
mentsbyen, der gentager hinanden,<br />
så ordene til sidste slides ned<br />
til floskelniveau. Det samme gør<br />
Gogol, for det lille fif med at få<br />
hovedpersonen til at sove har han<br />
lånt fra Cervantes, der sørger for,<br />
at don Quixote og Sancho faldt »i<br />
søvn, og mens de sov, gav Cide<br />
Hamete, forfatteren af denne herlige<br />
historie, sig i kast med at nedskrive<br />
og fortælle, hvad der bevægede<br />
hertugparret til at stable hele<br />
det storslåede optrin på benene;<br />
og han fortæller, at …« (kap. LXX).<br />
Underfundigt vender Cervantes —<br />
og Gogol med ham — den gængse<br />
dominans mellem forfatter og<br />
hovedperson. Normalt styrer forfatteren<br />
hovedpersonen, men her<br />
bliver forfatteren konstant holdt i<br />
ånde af de foretagsomme hovedpersoner,<br />
hvis handlinger han<br />
bestandig må beskrive, hver gang<br />
de foretager sig det mindste. Kun<br />
når de forholder sig i ro, kan forfatteren<br />
få fred til baggrundsbeskrivelser.<br />
Også på anden vis holder Gogols<br />
fortæller læseren hen i spænding,<br />
som når han lige skal til at<br />
fortælle noget i slutningen af et<br />
kapitel, men tager sig i det og<br />
udskyder det til næste kapitel:<br />
»Hvilke følger denne ankomst<br />
skulle få, vil læseren erfare af en<br />
samtale under fire øjne mellem to<br />
damer. Og denne samtale — nej,<br />
lad os for resten hellere vente med<br />
den til det næste kapitel«. Også<br />
det havde Cervantes praktiseret et<br />
par hundrede år forinden: »Don<br />
Quixote lyttede opmærksomt til<br />
den ærværdige mands ord, og da<br />
han så, at han tav, blæste han på<br />
den respekt, han skyldte hertugparret,<br />
og med vredt ansigt og<br />
ophidset åsyn kom han på benene<br />
og sagde … Men hans svar fortjener<br />
et kapitel for sig selv«. (kap.<br />
XXXI, bd. II). Ved at etablere adskillelse<br />
mellem kapitler og derefter<br />
overskride dem, gør de to forfattere<br />
eksplicit opmærksom på<br />
fortællingens ‘kunstige’ opdeling,<br />
som ellers let usynliggøres, hvis<br />
kapitlet slutter et ‘naturligt’ sted i<br />
fortællingen.<br />
Bakhtin mellem Cervantes og<br />
Gogol<br />
Med sin elegant underspillede stil,<br />
som Jan Hansen så fint indfanger,<br />
kaster Gogol et umådeligt grotesk<br />
skær ind over provinsbyens enfoldighed,<br />
for derefter at vise, hvor<br />
modbydeligt sladrende de nydelige<br />
mennesker bliver, den dag det<br />
går op for dem, at de er blevet<br />
taget ved næsen. En kropsdel, der<br />
i øvrigt hyppigt spiller en rolle<br />
hos Gogol. Efter et folkeligt slagsmål<br />
af den slags, som Bakhtin holder<br />
så meget af, var der en, hvis<br />
næse »simpelthen var væk; den<br />
var blevet visket af, sådan som<br />
slagsbrødrene selv udtrykte det,<br />
sådan at forstå at hans næse var<br />
blevet fuldkommen kvast og nul<br />
kun stak en halv tomme ud fra<br />
ansigtet«. Denne hændelse og en<br />
til udløste en undersøgelse af<br />
Tjitjikovs opkøb af døde sjæle, og<br />
rygterne begyndte at gå, indtil de<br />
levede deres eget liv. Mistanken<br />
mod Tjitjikov affødte også, at der i<br />
fortællingen bliver indlagt endnu<br />
en fortælling, som alle ytrer ønske<br />
om at høre, netop som det også<br />
sker i »Don Quixote«. De skal høre<br />
om kaptajn Kopejkin, der mangler<br />
en arm ligesom Cervantes og dertil<br />
også et ben, som Kopejkin har<br />
mistet i krigen, for måske er han<br />
identisk med Tjitjikov. Uden større<br />
held når Kopejkin frem til audiensen<br />
og forsøger at få invalidepension,<br />
hvad der henleder tilhørernes<br />
opmærksomhed på, hvor<br />
utaknemmeligt krigsveteraner bliver<br />
behandlet af det zaristiske<br />
bureaukrati. Og heri genkender vi<br />
straks en af don Quixotes monologer<br />
om de spanske kriges tapre<br />
soldater, der aldrig blev belønnet<br />
efter fortjeneste. — Ikke så sært, at<br />
censuren greb ind over for Gogols<br />
Cervantes-inspirerede fortælling.<br />
Til gengæld synes jeg, det er meget<br />
sært, at Bakhtin sammenlignede<br />
Gogols »Døde sjæle« med Quevedo<br />
og Rabelais, og ikke kom på<br />
den tanke, at poemet var så inderligt<br />
inspireret af »Don Quixote« i<br />
sin fortællestruktur. Så sært endda,<br />
at den tanke trænger sig på, at<br />
Bakhtin måske kun kendte Cervantes’<br />
værk fra litteraturhistorien.<br />
For han får da et hint om værket,<br />
idet Gogol sammenligner en velgørende<br />
filantrop med don Quixote<br />
(s. 317).<br />
Mikhail Bakhtin: Ordkunst og folkelig<br />
latterkultur hos Rabelais og<br />
Gogol. I: Marxistisk litteraturanalyse.<br />
København, 1974.<br />
Cervantes Saavedra, Miguel de:<br />
Den sindrige ridder don Quixote<br />
de la Mancha. Århus, 1998,<br />
København, 1999.<br />
Gogol, Nikolaj: Døde sjæle,<br />
(Mërtvyje dusji, 1842). Oversat af<br />
Jan Hansen, med smukt omslag af<br />
Kazimir Malevitj og Sven Reiner<br />
Johansen. 378 s. 395 kr. Forlaget<br />
Gyldendal. (Tidligere oversættelser<br />
til dansk ved Åge Meyer Benedictsen<br />
og Georg Sarauw).<br />
<strong>Anne</strong> Strandvad<br />
En stor dag<br />
148 sider, 229 kr.<br />
Vindrose<br />
Anmeldt af<br />
<strong>Anne</strong> Marie Dinesen<br />
Det er mærkeligt, jeg opdagede<br />
først <strong>Anne</strong> Strandvad, da jeg<br />
engang blev bedt om at anmelde<br />
en af hendes bøger, og jeg blev<br />
straks betaget. Og tænkte, hvorfor<br />
er der ikke nogen, som har anbefalet<br />
mig hende tidligere? Siden<br />
1980 har <strong>Anne</strong> Strandvad udgivet<br />
22 bøger inklusive denne. Jeg har<br />
— endnu — ikke læst dem alle,<br />
men dem, jeg har læst, har ikke<br />
mindsket begejstringen.<br />
»En stor dag« er i starten bygget<br />
op i fragmenter, hvor man præsenteres<br />
for de personer, som senere<br />
mødes til den store dag, nemlig<br />
brylluppet mellem Christoffer og<br />
Rita. Christoffer har Downs syndrom,<br />
dvs. han er mongol, og Rita<br />
er hjerneskadet efter meningitis<br />
som barn. Det er Christoffers familie,<br />
vi præsenteres for, med alt<br />
hvad det indebærer af moderne<br />
familieliv. I starten bliver man<br />
nødt til lige at bladre tilbage, for at<br />
finde ud af, hvem der nu egentlig<br />
er i familie med hvem og på hvilken<br />
måde, dvs. mor, far, eks-stedmor,<br />
halvbror osv. Alle de relationer,<br />
som ’moderne børn’ har tjek<br />
<strong>Anne</strong> Strandvad<br />
Begejstring<br />
(roman)<br />
<strong>Anne</strong> Strandvad tegner menneskebilleder<br />
med nogle ganske få replikker<br />
på uden de store problemer. Hvis<br />
ikke Strandvad var en så eminent<br />
fortæller, ville man sikkert give<br />
op, men med nogle ganske få<br />
replikker får hun tegnet billedet af<br />
mennesker, som man bliver interesseret<br />
i. Centralt står Christoffers<br />
mor, som er bitter og jaloux på<br />
ægtemandens anden voksne søn,<br />
den succesrige Michael, som han<br />
har med sin eks-kone, Helle.<br />
Petra dominerer alle samtaler,<br />
og det er imponerende, hvorledes<br />
Strandvad primært via replikker<br />
får fremstillet dette magtmenneske,<br />
som manipulerer alle omkring<br />
sig og som på den for magtmennesker<br />
så typiske måde, sårer alle<br />
omkring sig uden at nogen siger<br />
fra. Petra vader ikke ind over folks<br />
grænser, hun foretager lynhurtige<br />
terrorangreb lige på den anden<br />
side af grænsen, så hurtige, at<br />
ingen når at reagere, men kun bliver<br />
pacificerede af ubehag. Samtidig<br />
med at omgivelserne skræmt<br />
af hendes fint balancerede uforskammede<br />
grænseløshed, forsøger<br />
at gøre denne sure, evigt utilfredse<br />
mokke tilpas.<br />
Når man udsættes for den slags,<br />
kan man som regel ikke huske<br />
bagefter, hvordan replikkerne lige<br />
faldt og hvorledes man selv kunne<br />
være sådan et skræmt fjog, der<br />
enten spillede med uden at sige<br />
fra eller bare forholdt sig tavs.<br />
Men det kan Strandvad altså og<br />
det er skræmmende flot.<br />
NR. 4 DECEMBER 2002 21