Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(artikel) fortsat fra forrige side provinsen, der overtales af Stasi til at spionere i kunstnerkredse, og til selv at skrive undergrundslitteratur. Fiktionen koncentrerer sig om major Feuerbach, der både koketterer med fransk oplysningsfilosofi og med fransk postmoderne tænkning især af ’le fou’, eller ’le feu’, som er Foucault. Blændværkets æstetik Det har været hævdet, at Hilbig skulle holde sig fra fransk påvirkning og være trofast mod sine DDRrødder, arbejderkulturen og hverdagsrealismen, men sandt at sige har det aldrig været hans centrum, det har derimod apokalypsen, DDRs nedslidte industriområder, forfaldne banegårde, og mennesker i eksistentiel opløsning, skildret i en prosa, der er utrolig blomstrende, og som bevæger sig fremad i enorme, musikalske bølgebevægelser og afbrydelser. Mange gange overvejer man som læser, at der burde have været en forlagsredaktør, der kunne gribe ind og redigere, men så ville romanens idé forsvinde, og denne idé er, at der ikke er en udvej af blændværket, men en gentagelse, den ene metamorfose efter den anden; det begynder, folder sig ud, falder sammen og begynder igen. Og denne indelukkethed kommer til udtryk i de få øjeblikke omkring sammenbruddet, og ikke mindst i slutningen af »Ich«, hvor major Feuerbach kaster masken, som repræsentanten for den postmoderne tænkning, ved at voldtage det svage ’jeg’ og derefter falde i søvn i sengen: Han slyngede armene der sad fast i den fuldkommen gennemvædede og tilsvinede jakke, omkring C. og pressede sit våde kolde ansigt ind i nakken på C. der følte sig indhyllet i alkohollugten og den bitre dunst af opgylpet mavesyre. Det er i billeder som disse, at Hilbig på én gang viser blændværkets æstetik og dets åbning mod intetheden. Og Hilbig lader ikke denne indsigt i blændværkets bedrag og selvbedrag slutte med DDR’s undergang og murens fald, den fortsætter i den nyeste roman, »Provisoriet« fra 2000, hvor den folder sig ud i en skeptisk læsning af det nye Tyskland som blændværk, som en stat, hvis fremtid i virkeligheden anskues langt mere pessimistisk end i nogen roman af Günter Grass om emnet Tyskland efter murens fald. 20 NR. 4 DECEMBER 2002 Selvkommentering hos Cervantes og Gogol Af Rigmor Kappel Schmidt Fin nyoversættelse af grotesk russisk realisme med spanske aner En helt igennem gennemsnitlig mand ankommer til guvernementsbyen N i en lille affjedret kalechevogn. Vor forfatter følger ham naturligvis overalt, hvor han går og står. Og for at det ikke skal være løgn, følger oversætteren Jan Hansen diskret i hælene på dem begge to og indfanger dem så knivskarpt, at man må sig fornøje. Og bag dem alle tre skjuler sig den rigtige forfatter Nikolaj Gogol, der skrev »Døde sjæle« i 1842. Den groteske realisme Den beskedne, ubetydelige mand Tjitjikov bliver straks gode venner med alle, fordi han så mesterligt taler dem efter munden. Han er der i et særegent ærinde: han opkøber døde livegne, også omtalt som døde sjæle. De ligger jo bare godsejerne til byrde, for der skal betales skat af dem indtil næste tælling. Det interessante er dog ikke selve anekdoten, selv om den er ganske underfundig, men derimod, at hver person indgående og omhyggeligt beskrives, så et enkelt træk træder frem. Sådan er Gogols groteske realisme. Det sker ikke med nogen psykolo- gisk indlevelse i personerne, eller rettere, indlevelsen centrerer sig om personernes fremtræden og deres omgivelser, som de har bygget op i deres eget billede. Og det Omslag af Sven Reiner Johansen er ikke kun menneskene, der bliver dissekeret. Også skik og brug, og især den kollektive tænkemåde, sådan som den udvikler sig gennem sladderen, bliver sat under Gogols grotesk realistiske lup. Ja, selv fluerne kan blive udsat for den skarpsindige beskrivelse. Netop fordi det er ham så magtpåliggende at tegne indgående billeder af personerne, inddrager han læseren i beskrivelserne, appellerer til ham, så også han ser personerne for sig. Og ligesom i Don Quixote bliver ting set fra den ene synsvinkel og den anden synsvinkel, hvorefter fortælleren erklærer sig uvidende om sagen. Selvkommenterende metafiktion Med sin kommenterende stil holder fortælleren bestandig læseren i ånde og forfølger ihærdigt de cirkulerende floskler i den lille provinsby. Men endelig falder der ro over de uendelige gentagelser af det samme, og »forfatteren må tilstå at han er glad for at Tjitjikov nu har lagt sig til at sove, for det giver ham lejlighed til at fortælle lidt mere om sin hovedperson. Som læseren vil erindre, er han hele tiden blevet forhindret i det af Nozdrjov og af ballerne, damerne, byens sladder, ja, af disse tusindvis af bagateller, der først fremstår som bagateller når de står omtalt i en bog, ...«. Men det er ikke bare folk i guverne-
mentsbyen, der gentager hinanden, så ordene til sidste slides ned til floskelniveau. Det samme gør Gogol, for det lille fif med at få hovedpersonen til at sove har han lånt fra Cervantes, der sørger for, at don Quixote og Sancho faldt »i søvn, og mens de sov, gav Cide Hamete, forfatteren af denne herlige historie, sig i kast med at nedskrive og fortælle, hvad der bevægede hertugparret til at stable hele det storslåede optrin på benene; og han fortæller, at …« (kap. LXX). Underfundigt vender Cervantes — og Gogol med ham — den gængse dominans mellem forfatter og hovedperson. Normalt styrer forfatteren hovedpersonen, men her bliver forfatteren konstant holdt i ånde af de foretagsomme hovedpersoner, hvis handlinger han bestandig må beskrive, hver gang de foretager sig det mindste. Kun når de forholder sig i ro, kan forfatteren få fred til baggrundsbeskrivelser. Også på anden vis holder Gogols fortæller læseren hen i spænding, som når han lige skal til at fortælle noget i slutningen af et kapitel, men tager sig i det og udskyder det til næste kapitel: »Hvilke følger denne ankomst skulle få, vil læseren erfare af en samtale under fire øjne mellem to damer. Og denne samtale — nej, lad os for resten hellere vente med den til det næste kapitel«. Også det havde Cervantes praktiseret et par hundrede år forinden: »Don Quixote lyttede opmærksomt til den ærværdige mands ord, og da han så, at han tav, blæste han på den respekt, han skyldte hertugparret, og med vredt ansigt og ophidset åsyn kom han på benene og sagde … Men hans svar fortjener et kapitel for sig selv«. (kap. XXXI, bd. II). Ved at etablere adskillelse mellem kapitler og derefter overskride dem, gør de to forfattere eksplicit opmærksom på fortællingens ‘kunstige’ opdeling, som ellers let usynliggøres, hvis kapitlet slutter et ‘naturligt’ sted i fortællingen. Bakhtin mellem Cervantes og Gogol Med sin elegant underspillede stil, som Jan Hansen så fint indfanger, kaster Gogol et umådeligt grotesk skær ind over provinsbyens enfoldighed, for derefter at vise, hvor modbydeligt sladrende de nydelige mennesker bliver, den dag det går op for dem, at de er blevet taget ved næsen. En kropsdel, der i øvrigt hyppigt spiller en rolle hos Gogol. Efter et folkeligt slagsmål af den slags, som Bakhtin holder så meget af, var der en, hvis næse »simpelthen var væk; den var blevet visket af, sådan som slagsbrødrene selv udtrykte det, sådan at forstå at hans næse var blevet fuldkommen kvast og nul kun stak en halv tomme ud fra ansigtet«. Denne hændelse og en til udløste en undersøgelse af Tjitjikovs opkøb af døde sjæle, og rygterne begyndte at gå, indtil de levede deres eget liv. Mistanken mod Tjitjikov affødte også, at der i fortællingen bliver indlagt endnu en fortælling, som alle ytrer ønske om at høre, netop som det også sker i »Don Quixote«. De skal høre om kaptajn Kopejkin, der mangler en arm ligesom Cervantes og dertil også et ben, som Kopejkin har mistet i krigen, for måske er han identisk med Tjitjikov. Uden større held når Kopejkin frem til audiensen og forsøger at få invalidepension, hvad der henleder tilhørernes opmærksomhed på, hvor utaknemmeligt krigsveteraner bliver behandlet af det zaristiske bureaukrati. Og heri genkender vi straks en af don Quixotes monologer om de spanske kriges tapre soldater, der aldrig blev belønnet efter fortjeneste. — Ikke så sært, at censuren greb ind over for Gogols Cervantes-inspirerede fortælling. Til gengæld synes jeg, det er meget sært, at Bakhtin sammenlignede Gogols »Døde sjæle« med Quevedo og Rabelais, og ikke kom på den tanke, at poemet var så inderligt inspireret af »Don Quixote« i sin fortællestruktur. Så sært endda, at den tanke trænger sig på, at Bakhtin måske kun kendte Cervantes’ værk fra litteraturhistorien. For han får da et hint om værket, idet Gogol sammenligner en velgørende filantrop med don Quixote (s. 317). Mikhail Bakhtin: Ordkunst og folkelig latterkultur hos Rabelais og Gogol. I: Marxistisk litteraturanalyse. København, 1974. Cervantes Saavedra, Miguel de: Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha. Århus, 1998, København, 1999. Gogol, Nikolaj: Døde sjæle, (Mërtvyje dusji, 1842). Oversat af Jan Hansen, med smukt omslag af Kazimir Malevitj og Sven Reiner Johansen. 378 s. 395 kr. Forlaget Gyldendal. (Tidligere oversættelser til dansk ved Åge Meyer Benedictsen og Georg Sarauw). Anne Strandvad En stor dag 148 sider, 229 kr. Vindrose Anmeldt af Anne Marie Dinesen Det er mærkeligt, jeg opdagede først Anne Strandvad, da jeg engang blev bedt om at anmelde en af hendes bøger, og jeg blev straks betaget. Og tænkte, hvorfor er der ikke nogen, som har anbefalet mig hende tidligere? Siden 1980 har Anne Strandvad udgivet 22 bøger inklusive denne. Jeg har — endnu — ikke læst dem alle, men dem, jeg har læst, har ikke mindsket begejstringen. »En stor dag« er i starten bygget op i fragmenter, hvor man præsenteres for de personer, som senere mødes til den store dag, nemlig brylluppet mellem Christoffer og Rita. Christoffer har Downs syndrom, dvs. han er mongol, og Rita er hjerneskadet efter meningitis som barn. Det er Christoffers familie, vi præsenteres for, med alt hvad det indebærer af moderne familieliv. I starten bliver man nødt til lige at bladre tilbage, for at finde ud af, hvem der nu egentlig er i familie med hvem og på hvilken måde, dvs. mor, far, eks-stedmor, halvbror osv. Alle de relationer, som ’moderne børn’ har tjek Anne Strandvad Begejstring (roman) Anne Strandvad tegner menneskebilleder med nogle ganske få replikker på uden de store problemer. Hvis ikke Strandvad var en så eminent fortæller, ville man sikkert give op, men med nogle ganske få replikker får hun tegnet billedet af mennesker, som man bliver interesseret i. Centralt står Christoffers mor, som er bitter og jaloux på ægtemandens anden voksne søn, den succesrige Michael, som han har med sin eks-kone, Helle. Petra dominerer alle samtaler, og det er imponerende, hvorledes Strandvad primært via replikker får fremstillet dette magtmenneske, som manipulerer alle omkring sig og som på den for magtmennesker så typiske måde, sårer alle omkring sig uden at nogen siger fra. Petra vader ikke ind over folks grænser, hun foretager lynhurtige terrorangreb lige på den anden side af grænsen, så hurtige, at ingen når at reagere, men kun bliver pacificerede af ubehag. Samtidig med at omgivelserne skræmt af hendes fint balancerede uforskammede grænseløshed, forsøger at gøre denne sure, evigt utilfredse mokke tilpas. Når man udsættes for den slags, kan man som regel ikke huske bagefter, hvordan replikkerne lige faldt og hvorledes man selv kunne være sådan et skræmt fjog, der enten spillede med uden at sige fra eller bare forholdt sig tavs. Men det kan Strandvad altså og det er skræmmende flot. NR. 4 DECEMBER 2002 21
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?