Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) 18 krimigenren har stedse dyrket seriefiguren, helten, der går igen fra fortælling til fortælling, fra bog til bog. Den norske ekspert Nils Nordberg bruger det som udgangspunkt for en antologi af nyskrevne historier om 12 af de fiktive detektiver, der har tegnet norsk kriminallitteraturs »moderne gennembrud«, hver indledt med forfatterens korte biografi af sin hovedperson. Ikke mindst den kendsgerning, at disse romanfigurer har et levnedsløb, et privatliv og en personlig udvikling, er med til at skabe realismen i beretningerne. Læseren kan genkende en skæbne, der hører hjemme i hans samtid. Og er dermed nemmere overbevist om, at også romanens skrøne er et stykke virkelighed. De kan det med krimi, de gode nordmænd. Det vidste man nok i forvejen, men den høje kvalitet bekræftes. Antologien viser, hvor bredt spektret er: Fem politinoveller, tre om professionelle privatdetektiver, én om en elsket gammel skælm og tre, hvor detektiven er advokat, præst og journalist. Det er gode gensyn og interessante nye møder. Nogle historier er naturligvis bedre end andre. Gunnar Staalesen beretter spændende om Varg Veums første sag, som kiksede for detektiven, der først 25 år senere ramler ind i sandheden om det, der dengang skete så at sige for øjnene af ham. Kolbjørn Hauges lensmannsbetjent Peter Eliassen er med i et samarbejde, hvor flere landes politi skal afsløre en ægteskabssvindler og dobbeltmorder. Lokkeduen kommer imidlertid selv ud for en forbrydelse, og så begynder tingene at løbe både på sporet og af sporet, indtil Eliassen kan sige den forløsende replik. Unni Lindell konfronterer politiførstebetjent Cato Isaksen med en frustreret kvinde, der kun begår én fejl, da hun tager livet af den ægtemand, hun har hadet et langt liv igennem. Fredrik Skagen præsenterer sin svindler og NR. 4 DECEMBER 2002 k r i m i h j ø r n e t Farligt besøg Af Anton Koch-Nielsen agent Morten Martens som politiets gode, men naturligvis ikke helt loyale samarbejdspartner i en drabssag, der begynder med en forbyttet kuffert fuld af penge — og ender med, at Martens nok har sikret sig sine procenter, men dog bliver snydt igen. Kim Småges ellers så retskafne kriminalbetjent Anne-kin Halvorsen fristes over evne, da politiet står med en vandtæt drabssag mod en infam gangster. Hun gør sig blind for de spor, der kunne have afsløret, at der var tale ikke om et mord, men et selvmord. Det er fem pletskud, og der er adskillige andre historier undervejs, der er værd at læse. Der er også private vittigheder, som illustrerer, at det norske krimimiljø er en snæver cirkel, hvor alle kender alle. Fiktion og virkelighed løber sammen, når Nils Nordberg til slut interviewer Jon Michelet og hans romanhelt, Vilhelm Thygesen. Og venligt drilleri kigger frem, når Unni Lindell en passant fortæller om Isaksens mors veninde, fru Nordberg, der har en søn, Nils, »som er helt tullete etter kriminallitteratur«. Ham vil Isaksen gøre en del for ikke at møde! Hernede kender vi flertallet af de tretten seriehelte — der er danske udgaver af romaner om i al fald otte af dem (og oversættelser af adskillige af de knap 30 øvrige forfattere, der opregnes i Nordbergs afsluttende bibliografi). Så stærk er den norske kriminallitteratur. Det begyndte midt i 1970’erne, og siden har nordmændene idelig befæstet deres skandinaviske førerposition. Som dansker bemærker man også, hvor forskelligt det (de) norske sprog er. Kun Kolbjørn Hauge skriver på ‘landsmål’, men det er nemmere at forstå hans historie end at læse det ‘bokmål’, som Pål Gerhard Olsen og Jørgen Gunnerud betjener sig af — ‘bokmål’ varierer tilsyneladende fra noget, der kan minde om et let antikveret dansk, til et for en dansk læser fremmedartet, sært konturløst sprog. Karin Fossum er ikke med i antologien. Det skal imidlertid noteres, at hendes »Elskede Poona« nu foreligger som billigbog. Det er en perfekt politiroman om drabet på en indisk kvinde, som netop var kommet til provinsbyen for at slutte sig til den sindige, midaldrende Jomann, der derude forelskede sig i hende og giftede sig med hende. Den gode krimi overhales endda af en af de smukkeste kærlighedshistorier, man mindes at have læst. Den er fortalt uden sentimentalitet med den varme, som kommer af, at Jomann dog nåede at elske og blive elsket. Heller ikke Anne Holt har bidraget, men man kan så læse hendes seneste roman »Det der er mit«, der handler om noget så frastødende som bortførelse og drab på småbørn. Hun formår at gøre det til en medmenneskelig historie, der engagerer læseren totalt. En klog og varm roman af en stridbar forfatter — måske det bedste nye tilbud på det danske spændingsmarked 2002. Guldalderdigteren Edvard Storm fortalte i sin Sinclair-vise om den massakre, der ramte det skotske ekspeditionskorps, som under Kalmarkrigen i 1611 ville marcher gennem Norge for at slutte sig til svenskerne. Ingen vendte hjem for at berette »hvor farligt det er at besøge dem, der boe blandt Norriges fielde«. Faren lurer stadig. Nils Nordberg (red.): De nye krimiheltene. 12 noveller og et intervju, 310 sider, 329 Nkr., Gyldendal Norsk Forlag Karin Fossum: Elskede Poona, Oversat af Ida Jessen. 288 sider, 79 kr., Gyldendal Anne Holt: Det der er mit, Oversat af Ilse M. Haugaard, 328 sider, 295 kr., Gyldendal
Ud i det blå Kirsten John Så meget blå Kynisme og kulsort humor gør en debut godt Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren 232 sider, 229 kr. Høst & Søn Anmeldt af Anders Klinkby Madsen Jeg-fortælleren Katharina i Kirsten Johns debutroman »Så meget blå« vil forsvinde. Ud af sin familie og ud af erindringen om sin barndom. Det første er let nok. Det andet straks værre. Den første halvdel af romanen gør ikke én meget klogere på, hvad det egentlig er, der er så forfærdeligt. Der er noget med en onkel Daniel, der var Katharinas eneste Wolfgang Hilbig Jeg Fraværets æstetik Wolfgang Hilbigs roman skildrer postmodernismens ånd i nyere tysk historie Oversat af Hans Christian Fink 313 sider, 288 kr. Tiderne Skifter Anmeldt af Henning Goldbæk Wolfgang Hilbig, hvis store roman »Jeg« fra 1993 nu foreligger på dansk, er en utrolig sammensat forfatter, men næsten alle hans paradokser hænger sammen med hans splittelse mellem at være en tysk arbejderforfatter med DDRbaggrund og en forfatter med honnette ambitioner. Det er en gammel tradition blandt tyske litterater og forfattere, at de ved meget om fransk litteratur og filosofi, sommetider mere end de ved om tysk kultur. Det er Goethe et eksempel på, Nietzsche, der som stilist er dybt afhængig af Diderot og Voltaire, og Ernst Jünger, der på trods af sin rolle som tysk-kulturel lokkedue i Paris under besættelsen af Frankrig 1940-44 er utro- åndehul i en barndom domineret af en sindssyg mor, en dominerende bedstemor, og en far, der var fraværende, undtagen når der skulle uddeles kindheste. I stedet hører man om hendes fortrædeligheder som kunststuderende på universitetet, hvor de andre studerende er arrogante, og kantinens mad består af fedt og ærter. Der er ikke godt at være: »Jeg vil se engelsk ud, som en, der har svindsot. Jeg vil forsvinde«, beslutter Katharina. Dette projekt udfører hun mentalt gennem sine billeder og fysisk ved blandt andet at ligge på sit værelse i to uger uden at spise og med vinduet åbent, mens det sner. Et af litteraturhistoriens mest apatiske selvmordsforsøg, der dog kun resulterer i en lungebe- lig læst og højt skattet i Frankrig. Med Hilbig er det lidt anderledes, for da han for over tyve år siden udgav den lidt kedelige og formel- tændelse og forklares med, at »man kan drukne i blå, men forsvinde, forsvinde kan man kun i hvid.« Undervejs i de æstetiserede og farvemættede skildringer af en udefinerbar længsel mod død håber man af og til at det lykkes for hovedpersonen, så der i det mindste sker noget i romanen. Men handlingens indtrængen sker i stedet i den berømte ældre maler og universitetsprofessor Henning Overlands let forhutlede skikkelse, da han en dag, hvor Katharina sidder nøgenmodel for ham, lader billede være billede og har sex med hende i stedet. Derefter forvandler romanens fortælling og sprog sig til et interessant karakterstudie i Katharinas passivitet og viljesløshed, som man efterhånden også får forudsætningerne for at forstå, fordi sekvenserne om barndommen nu begynder at blive fortællende og sætter hendes liv og forsvindingsprojekt i perspektiv. Her kommer fortællerens kynisme, der er romanens største kvalitet, for alvor til sin ret. I den første Wolfgang Hilbig le digtsamling »Abwesenheit«, påvirket af Hofmannsthal og Rilke, var der intet, der tydede på, at han engang ville blive en af Tysklands (roman) del af romanen tror forfatteren tilsyneladende selv tror på, at det at male er at skrive og omvendt, som hun lader onkel Daniel fortælle Katharina. Hun fortaber sig i opremsninger af farver og pensler, der vist skal give romanen en nøgtern og nouveau roman-agtig tone. Det lykkes ikke. Især fordi forfatteren alligevel ikke kan holde sig fra metaforerne. I stedet for at virke objektiverende virker det patetisk. Til gengæld kommer den stærkt igen, da den holder op med de selvspejlende beskrivelser og begynder at fortælle uden medlidenhed og indføling, hvilket ligefrem forlener den ellers alt andet end morsomme historie med en befriende kulsort humor. Blandt andet i udleveringen af Henning Overland, andre affærer, barndommen og i sidste ende Katharina selv, selvom det forbliver uklart, hvad historien egentlig ender med andet end et forsøg på at overleve det, hun har besluttet sig for, men ikke er ganske overbeviser om, er et deprimerende liv. helt store prosaister, med det som på tysk hedder ’wuchernde Bilder’, vildtvoksende billeder. I 1985 bosatte han sig i Vesttyskland, og snart begyndte man at kunne spore optagetheden af den nye franske filosofi, kaldet postmoderne eller neostrukturalistisk. Den franske tone dukker allerede op i titler som »Flaneur de la nuit«, men i »Ich« indsættes der tanker af Foucault og Baudrillard, men på en ambivalent måde. Hilbig har læst de to forfattere, men han må have vandret frem og tilbage foran sine reoler med Suhrkamps tyske studieudgaver af de franske tænkere, trukket et bind ud, læst et par sider i det og straks stillet det på plads igen. For det er ikke en systematisk påvirkning, eller akademisk forpligtende, det er den postmoderne ånd, der skal skildres, og det ud fra en tese, om at der også i den nyere tyske historie er træk, der er postmoderne, især i DDR. Ord som blændværk, implosion, diskurs og simulation angiver, at DDR var et fantasmagorisk samfund, at det var en gigantisk iscenesættelse af socialismen ved hjælp af troppeparader, slogans og femårsplaner. Og i denne operaagtige skinvirkelighed foregår romanen »Ich« i Østberlin kort før murens fald 1989. Hovedpersonen er en identitetssøgende mand fra fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER 2002 19
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?