Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Henrik Andersen Den tredje historie 299 sider, 279 kr. Borgen Anmeldt af Jan Bruun Jensen Henrik Andersen gør i sin nye roman »Den tredje historie« brug af samme metode som i sin forrige roman, »Folkets mand« fra 1998, hvor han iscenesatte formandsopgøret i Socialdemokratiet. At han ikke slap så heldigt fra dét, hang sammen med, at romanens klicheer slet ikke levede op til den dramatiske virkelighed, men snarere søgte sig legitimeret ved den. Der ligger antageligt en betydelig research til grund for skildringen af hele det miljø omkring tonefilmens fremkomst og dens første pionerer, som »Den tredje historie« er sat i. Og selvom det kan være svært at skelne fakta fra fiktion — forfatteren ignorerer ekspli- 16 En filmhistorie Henrik Andersens historie om 30’ernes filmfolk er mere spændende som dokument end som fiktion Bernardo Atxaga Ene mand (El Hombre Solo) Oversat af Iben Hasselbalch 380 sider, 298 kr. Samleren Anmeldt af Karen-Margrethe Simonsen »Vi er ikke skyldige, vi er ikke fuldstændig herre over vores karma og i sidste ende er vore NR. 4 DECEMBER 2002 cit historiske fakta, hvor de »ikke passede ind i romanens forløb« — ja så føler man sig dog godt underholdt også under indvielsen i disse historiske begivenheder. »Den tredje historie« udspiller sig i begyndelsen af 30’erne, hvor den unge forfatter Thomas Larsen indrulleres i filmindustrien gennem »Imperial Film A/S«. Som filmmanden Eugen Schrøders protegé gør han kort og ikke særligt bemærkelsesværdig karriere som drejebogsforfatter, og Thomas Larsen står uden beskyttelse ved generaldirektørens pludselige død. Således er han ikke i en position, hvor han kan takke nej til den nye direktørs tilbud om at blive udvekslet til det store, tyske filmselskab »Ufa«. I Berlin får han succes som drejebogsforfatter og opnår endelig sin debut som instruktør af en kitsch’et og propagandistisk film, inden han må se sig kørt ud på et sidespor af det nye styre og hans handlinger ikke kun vore egne« står der sidst i romanen. Ikke desto mindre plager adskillige samvittighedsspørgsmål vores hovedperson: den mand, som alle kalder Carlos. Inden i hans hoved sidder en lille rotte, som minder ham om den angstplagede fortid, hvor han var frihedskæmper i ETA og altid på flugt, og hvor han bl.a. slog en mand ihjel. Og den minder ham om, at han har fået sin utilregnelige bror (tidligere markant ETA-tilhænger) indespærret på et hjerteblod, drejebogen til filmen »Sansibar«, bliver syltet af censuren. Samtidig er det historien om en ung mands besvær med kærligheden og ikke mindst med dens vækkelse ved mødet med den gifte kvinde Sabine. Hun er halvt afrikansk, og det giver naturligvis visse problemer i forhold til nazisterne og bliver således også baggrunden for deres endelige adskillelse. Thomas Larsens personlige psykiatrisk hospital. Bogen handler om besværlighederne med at slippe fri af fortiden. Da vi møder Carlos, er han blevet medindehaver af et hotel i Barcelona, som han bestyrer sammen med sine gamle venner fra ETA-tiden. Hotellet er både et cover-up og en reel flugtrute væk fra fortiden, men pengene til hotellet er fremskaffet ved røverier, så heller ikke hotellet er en hel frisk start. Carlos er ikke længere medlem af ETA, men da organisa- Fra omslaget af <strong>Anne</strong>tte Borsbøl genvordigheder bliver dog ikke særligt bevægende, og der er alt for mange romanklicheer om »uigennemsigtige« personer. At Henrik Andersen inddrager sin egen research og gør den til selve fortællingens ramme, virker både naturligt og nødvendigt. Det er helt tydeligt denne lagdeling af fortællingen samt den detaljerede og troværdige fremstilling af den tidlige tonefilms miljø, som bliver romanens egentlige fortjeneste. Fortiden indhenter dig altid En baskisk roman om at kæmpe sig fri af frihedsbevægelsen ETA tionen er i en desperat knibe og beder Carlos om hjælp til at skjule to eftersøgte terrorister/frihedskæmpere, kan han ikke sige nej og indvilliger mod sin vilje i at skjule de to under gulvet i det bageri, der tilhører hotellet. Carlos beskriver det over for sig selv som en sidste gestus over for en organisation, som han ikke længere sympatiserer med, men som er så vigtig en del af hans fortid, at han ikke kan være illoyal over for den nu. Dette valg bliver fatalt.
Problemerne tårner sig op, da politiet pludselig indfinder sig, klædt ud som journalister, der skal interviewe det polske fodboldlandshold, som tilfældigvis er indlogeret på hotellet. Men politiets tilstedeværelse er ikke i sig selv det værste. Værst er følgerne, som består i, at fortidens frygt og mistænksomhed vender tilbage. Mistænksomhed over for de allernærmeste venner og over for de mest uskyldige hændelser. Bogen er et studie i denne rastløse mistænksomhed og frygt, der følger Carlos døgnet rundt frem til øjeblikket, hvor de to terrorister skal evakueres fra hotellet. Grundtonen er behersket af frygten, og det kan derfor synes paradoksalt, at prosaen skrider så roligt og overlegent fortællende frem, som den gør. Der er ingen narrativ slinger i valsen. Atxaga fører sin læser roligt frem til de sidste dramatiske sider, hvor hele historien ender i en kaotisk og egentlig tvetydig scene, der imidlertid er så suverænt forberedt, at læseren ikke kan tvivle på nødvendigheden af den. Romanen er basalt spændende, da læseren tvinges med ud i den konstante agtpågivenhed over for hverdagens små tegn. Hvert telefonopkald, hver uoverlagt bemærkning kan vise sig at være skæbnesvanger. På sin egen skeptiske, lakoniske facon, er der også lagt op til etiske overvejelser om forholdet mellem personlig skyld og politisk ansvar, men det hele er holdt ud fra kroppen i en vis distance, idet det først og fremmest handler om overlevelse her og nu. Hovedpersonen har på sin vis ret i sin påstand om, at vi ikke er skyldige og vore handlinger ikke er vore egne, for selv om Carlos forsøger at påtage sig ansvaret for de to terrorister ‘ene mand’, så bliver alle omkringværende automatisk og uafvidende viklet ind i det. De er med- og modspillere i Carlos’ plot, men spiller ofte rollen på en måde, som Carlos ikke kunne have forudset. Hans handlinger er aldrig heroisk/ fatalt hans egne. På dansk foreligger af Atxaga kun kortprosasamlingen »Obabakoak« fra 1998 (1995), som i en række forunderlige, genreblandende tekster væver historien om byen Obaba. I forhold til denne samling er romanen »Ene mand« forbløffende stilren, overbevisende, nonchalant gennemført og roligt fortællende selv i sine stærkeste thrilleragtige sekvenser. Lad dette være en anbefaling. Den døde mand Camille Laurens I disse arme Oversat af Lars Bonnevie 256 sider, 269 kr. Borgen Anmeldt af Vibeke Theisen En prisbelønnet fransk roman om en tidstypisk kvinde: Emanciperet på det professionelle område, men besat af begæret efter totalsymbiose med manden En kvinde besat af mænd. Hende, i hvis univers kun mænd eksisterer. Hende, der udvandrer halvt vanvittig under Cukors film »Women«, fordi der kun optræder kvinder. Hun fikserer på mænd og undgår kvinder. Først når Camille — succesforfatter med nyt roman- projekt — har forvisset sig om, at der er mænd til stede, falder hun til ro. Som konsekvens af Camilles mani er kvinder kun repræsenteret i Laurens’ roman, når de begærer eller på anden måde forholder sig til en mand. Øvelsen består nu i, at vi læsere, adressater, som det hedder, skal bringes til at forstå Camilles monomane afhængighed af hankønsvæsener, udviklet af hendes symbioselængsel, og ligeledes hendes mistillid til kvinder, udviklet af et smertende svigt fra familiens kvinder. Mænd er imidlertid ikke bare pragtfulde, de er (roman) også forfærdelige. Camille ser i en central scene ægtemanden som død, ikke fysisk, men for hende: Død. Og hun noterer: Det er ikke kærligheden, der dør, det er manden. Dette og mere beretter hun hos psykoanalytikeren, som det er hendes plan at forføre — bemærk: ikke forføres af. Et vanvittigt projekt, hedder det, »at forføre en mand, ikke ved at skjule alt for ham, som man plejer, (…) men tværtimod fortælle ham alt...« Bogen er komponeret i to spor, terapien og romanen. Der er konsultations-kapitlerne,jeg-monologer, alle betitlet »Alene med ham« (analytikeren). Her åbner jeget sit hjerte, causerer, provokerer, argumenterer, kort sagt forfører. Og forførelsen lykkes, til slut ligger hun på sofaen (!) hjemme hos psykoanalytikeren og læser hans Lacaninspirerede artikel om forholdet mellem kønnene. Man kan således have sine tvivl om, hvorvidt terapien er lige så vellykket som forførelsen. — Og der er kapitlerne indeholdende Camilles roman. De hedder »Faderen«, »Elskeren«, »Ægtemanden«, »Gymnasielæreren«, »Bedstefaderen«, »Jesus«, »Eleven«, »Forlæggeren«, osv. Som det brænder mere og mere på, bliver der tættere mellem terapikapitler og romanhandling. »I disse arme« er vittig, klog, ironisk, persiflerende, ofte gribende. Der falder mange aforisme-agtige sentenser, og hvor de står som konklusion på levede situationer, virker de rigtige, overbevisende. Halvvejs inde i bogen blev Deres anmelder grebet af klaustrofobi: Kommer der ikke snart en kvinde? Her hører vi, at Roland Barthes bor lige over for Camille, men ærlig talt, kunne Luce Irigaray* ikke snart træde ind på scenen? Da de tre fjerdedele var passeret, havde klaustrofobien fortaget sig. * Belgisk filolog og psykoanalytiker. Feministisk kritik af psykoanalysen med afsæt i Lacan. NR. 4 DECEMBER 2002 17
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?