Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Günter Grass I krebsegang (Im Krebsgang) Oversat af Per Øhrgaard 192 sider, 225 kr. Gyldendal Per Øhrgaard Fortsættelse følger Et essay om Günter Grass 212 sider, 195 kr. Gyldendal Anmeldt af Steen Klitgård Povlsen En lidt forhutlet og ikke specielt principfast journalist bliver af »én«, som senere bliver omtalt som »den gamle« og som utvetydigt afslører sig som den berømte forfatter Günter Grass, pålagt at skrive historien om flygtningeskibet ‘Wilhelm Gustloff’, der undervejs fra Danzig til Kiel 30. januar 1945 — tolvårsdagen for Hitlers magtovertagelse — blev torpederet af en russisk ubåd, hvorved mellem seks og ti tusinde mennesker druknede og kun ganske få hundrede blev reddet. Forholdet mellem forfatteren og fortælleren er ikke helt klart, men vi forstår, at noget holder Grass tilbage for at tale i eget navn. Hele stoffet om at også tyskere har offerhistorier at fortælle fra 2. verdenskrig er pinagtigt, og det er øjensynligt nødvendigt for Grass at indskyde researchpersoner og en anden fortæller for at kunne nærme sig det. Da jeg i slutningen af marts i år oplevede Grass i hovedbiblioteket i Leipzig læse op af sin nye bog »Im Krebsgang« — en time og fyrre minutter uden pause holdt den næsten 75-årige en tusindtallig forsamling i stramt greb — kom han ind i salen ledsaget af en hvidhåret ældre herre, som han respektfuldt fulgte til en æresplads på første række. Da oplæsningen var færdig, bad han ham rejse sig op og præsenterede ham for for- 14 Skyggesider Både Günter Grass’ »I krebsegang« og Per Øhrgaards bog om Grass handler om den direkte og den indirekte fortælling NR. 4 DECEMBER 2002 samlingen som én af de få overlevede soldater fra ‘Wilhelm Gustloff’ og den, hvis minutiøse research Grass havde skrevet sin beretning på grundlag af. Derefter klappede vi længe af dem begge to: igen havde Grass fået skubbet en anden ind mellem sig og sit ømtålelige stof. Fordoblingen af fortælleren og indfoldningen af fortælleforholdet i en romans tema, også at forfatteren indsætter sig selv med navns nævnelse som en person i beretningen, hører til modernismens standardrepertoire. Fra det lille Günther Grass (Foto: Gregers Nielsen) diskrete »Marcel« i Prousts hovedværk til Paul Austers spil med sit navn i New York-trilogien. Günter Grass har i et langt forfatterskab demonstreret, at han til fulde behersker teknikken, hvilket hans danske oversætter Per Øhrgaard i sin fremragende bog om forfatterskabet »Fortsættelse følger«, der udkom næsten samtidigt med oversættelsen af »I krebsgang« (som fødselsdagsgave til Grass!), viser detaljeret og instruktivt. Også et forfatterskabsportræt er imidlertid — må nødvendigvis være — en distancering af forholdet mellem forfatter og tema: denne frygtelige hændelse bliver sat ind i en tematisk sammenhæng i Grass’ udvikling: byen Danzig som udgangspunkt, den sanselige og lidt mystiske Tulla Pokriefke, som vi før har mødt i forfatterskabet, de to antagonistiske venner, der alligevel er tæt forbundne, de mange fortællestrenge, der løber sammen i en katastrofisk begivenhed, etc., etc. Det har været der alt sammen før, og selv om alle disse historier hver for sig har været nok så traumatiske og gribende, er der håb. For historien går altid videre, fortsættelse vil følge... Selv en oversættelse er jo en form for afstandsskaben: netop fordi Per Øhrgaards oversættelse er så pålidelig, følger Grass’ tekst så tæt og loyalt, kan den få et strejf af konstruktion; man mærker tit den tyske tekst som en palimpsest under den danske, som en henvisning til en oprindelighed, der er gået tabt, men stadig erindres. Endnu en afstand, en tabserfaring. Men samtidig med at alle fortællingens fordoblinger, forskydninger og forviklinger skaber distance til dens traumatiske kerne, er de også en omkredsning, der langsomt og indirekte nærmer sig dette. I krebsegang, så at sige. Smertepunktet i Grass’ fortælling er selvfølgelig selve skibskatastrofen, den største i historien, der bliver fastholdt i hurtige, men voldsomme billeder af sammenfrosne mennesker og børn, der flyder omkring i det iskolde vand med benene i vejret. Men også i det moralske spørgsmål: kan vi som tyskere overhovedet tillade os at fremstille disse billeder, der signalerer, at også vi var ofre for krigens rædsler, og ikke blot dens ansvarlige. Herunder det krigskonventionsretsligt prekære spørgsmål: var ‘Wilhelm Gustloff’ så militært armeret og bemandet, at dets karakter af civilt flygtningeskib var tvivlsomt, og angrebet på det derfor ‘rimeligt’. Hvad er det i det hele taget for en situation, tyskere taler om 2. verdenskrig i, for historien fik jo en fortsættelse..., og både personen og skibet Wilhelm Gustloff blev en del af det nynazistiske miljø, som journalistens (men ikke forfatterens) søn tilhører. Er denne søn da også et offer, som flygtningene på ‘Wilhelm Gustloff’, ofret i så fald af sin far, der blev født i samme øjeblik, skibet gik ned. Er det sin egen moralske undergang, denne journalist beskriver i denne historie, sådan som han antyder det i starten af
sin beretning: »Hvis jeg nu skal begynde at afvikle mig selv, vil alt det, som er kikset for mig, være skrevet ind i et skibs undergang ...«. Men er han da så ikke også et offer for omstændigheder, han var uden indflydelse på og som i symbolsk forstand har trukket ham ned i dybet? Hvad er overhovedet skyld? Det er den slags spørgsmål, der ikke kan stilles direkte, men kun i fortællingens indirekte krebsegang. At jeg alligevel har gjort det her skyldes, at også jeg er underlagt en tvang: anmeldelsens knappe, konkluderende form. Per Øhrgaard kalder sin bog om Günter Grass’ forfatterskab »et essay«. Det personlige essay tager udgangspunkt i den skrivendes konkrete oplevelse og folder den ud i en generalitet af filosofisk eller psykologisk karakter. Julegavesedlen: fra Montaigne til Villy Sørensen. Det litterære essay tager i virkeligheden også udgangspunkt i det personlige, men oftest mere diskret. Der skydes distance og fortællere ind, det bevæger sig også i krebsegang. I Per Øhrgaards tilfælde næsten helt bogstaveligt, frem og tilbage i kronologien, ud og ind af hovedtemaerne. Der er altid i hans fortælling en sidehistorie, han lige må fortælle, fordi der her ligger en ‘skygge’ fra hovedhistorien, der rummer lidt — ofte meget — af dens væsen. Men bag det hele har man fornemmelse af at blive holdt fast i et jernhårdt greb og styret gennem et forfatterskab, som Øhrgaard behersker i alle detaljer og er inderligt fascineret af. Grass kunne ikke have haft nogen bedre skribent til at skrive sin historie (jeg siger ikke, at det var et opdrag), også fordi Øhrgaard kan skrive sig ind mod smertepunkterne i Grass’ liv uden at beføle dem utilladeligt. Hans bog er først og fremmest en suveræn gennemgang af ideer, temaer og former i forfatteren og forfatterpolitikeren Günter Grass’ værk; men bag dette er en person, der har en meget konkret og smertefuld historie at fortælle. Den handler om, at et eller andet er gået ned med mand og mus på den hovedkulds rejse fra Danzig til det rovgriske Vesten. Den historie vil Grass forhåbentlig fortælle sig ind mod endnu mange år, og Per Øhrgaard vil følge ham som hans ‘uundgåelige’ — skygge. Et flot makkerpar! La vie en rouge Orhan Pamuk Mit navn er rød (Benim Adim Kirmizi) Oversat af Elisabeth Ellekjær 526 sider, 399 kr. Lindhardt og Ringhof Anmeldt af Anders Christian Boe Det er året før året, og forberedelserne til det første (og indtil videre eneste) islamiske millennium er i fuld gang i den osmanniske hovedstad Istanbul. (Handlingen foregår således i begyndelsen af 1590erne, og ikke, som bagsideteksten hævder, i slutningen af 1890erne.) I den anledning lader sultanen i al hemmelighed en bog, hvis indhold strider mod den ikonoklastiske ortodoksi, fremstille under ledelse af den aldrende miniaturemalermester, Enishte Effendi. Historiens detonator, mordet på en projektet tilknyttet miniaturemaler, er placeret forud for romanens begyndelse. Da også Enishte Effendi myrdes, står det klart, at morderen skal søges i inderkredsen omkring miniatureværkstedet, hvorfor sultanen beordrer lederen af dette, mester Osman, og den netop tilbagekomne, forhenværende illuminator, Sort, der tolv år tidligere forlod Istanbul tynget af ulykkelig kærlighed til Enishtes datter, Sheküre, at finde den skyldige inden tre dage. Sporet fører vort psyko-æstetiske detektivpar i retning af sultanens inderste skatkammers bibliotek, og (valg)slægtskabet med Umberto Ecos »Rosens navn« (1980) lader sig således ikke fornægte. »Mit navn er rød« markerer ligeledes Pamuks tilbagevenden til polyfonien fra hans anden roman, »Tavshedens hus« (1983); dog er fortællerinstansen nu opløst i ikke fem men hele tyve stemmer, der sætter ind efter hinanden, stemmer, der tilhører dyr, farver, miniaturemalere (døde såvel som (roman) Orhan Pamuk udvikler i sin femte roman på dansk miniaturen som romanform levende), kvinder, en enkelt guldmønt, o.a., ja, selv Satan kommer til orde! Det er intelligent (og) fabulerende årgangskriminallitteratur, en konstant changerende, voluminøs ikonografi, hvis sproglige akkuratesse og rene farver matcher illustratorerne i Tabriz og Qazvins arbejder. »Mit navn er Rød« er samtidig mere læsevenlig end den til tider lidt tunge »Den sorte bog« (1990), men dens litterære kvaliteter er fuldt ud på højde med gennembrudsromanens. Det kan undre, at en forfatter af Pamuks litterære statur ikke er berettiget til at blive oversat fra sit eget sprog, men for anden gang i træk præsenteres for de danske læsere via et tilsyneladende overflødigt, i dette tilfælde engelsk, mellemled. (»Tavshedens hus« måtte således igennem en fransk oversættelsesinstans før den ankom til det danske bogmarked sytten år efter afsendelse.) Det er en utilfredsstillende praksis, hvis svagheder udstilles i romanens ukritiske adoption af den engelske transskription af tyrkiske ord. Transskription er altid problematisk, men kan selvsagt være et nødvendigt forståelsesfremmende greb. At transskribere fra tyrkisk, der benytter sig af det latinske alfabet tilført enkelte særegne accenttegn, synes dog unødvendigt, hvilket understøttes af Henning Goldbæks vellykkede ’originaloversættelser’ af »Den sorte bog« og »Det nye liv« (1997). Hvis man insisterer på en sådan transskription må formålet være at lette udtalen af de tyrkiske gloser, en effekt, der udebliver på dansk, når man kopierer omskrivninger, der er tillempet det engelske idiom. Pamuks kynisk klare poesi lader sig dog ikke sløre, men brænder igennem i hver eneste linie, som her i farven røds karakteristik af sin egen arts væsen: »Farve er øjets berøring, musik for den døve, et ord i mørket.« NR. 4 DECEMBER 2002 15
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?