Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
(roman)<br />
Günter <strong>Grass</strong><br />
I krebsegang<br />
(Im Krebsgang)<br />
Oversat af Per Øhrgaard<br />
192 sider, 225 kr.<br />
Gyldendal<br />
Per Øhrgaard<br />
Fortsættelse følger<br />
Et essay om Günter <strong>Grass</strong><br />
212 sider, 195 kr.<br />
Gyldendal<br />
Anmeldt af<br />
Steen Klitgård Povlsen<br />
En lidt forhutlet og ikke specielt<br />
principfast journalist bliver af<br />
»én«, som senere bliver omtalt<br />
som »den gamle« og som utvetydigt<br />
afslører sig som den berømte<br />
forfatter Günter <strong>Grass</strong>, pålagt at<br />
skrive historien om flygtningeskibet<br />
‘Wilhelm Gustloff’, der undervejs<br />
fra Danzig til Kiel 30. januar<br />
1945 — tolvårsdagen for Hitlers<br />
magtovertagelse — blev torpederet<br />
af en russisk ubåd, hvorved mellem<br />
seks og ti tusinde mennesker<br />
druknede og kun ganske få hundrede<br />
blev reddet. Forholdet mellem<br />
forfatteren og fortælleren er<br />
ikke helt klart, men vi forstår, at<br />
noget holder <strong>Grass</strong> tilbage for at<br />
tale i eget navn. Hele stoffet om at<br />
også tyskere har offerhistorier at<br />
fortælle fra 2. verdenskrig er<br />
pinagtigt, og det er øjensynligt<br />
nødvendigt for <strong>Grass</strong> at indskyde<br />
researchpersoner og en anden fortæller<br />
for at kunne nærme sig det.<br />
Da jeg i slutningen af marts i år<br />
oplevede <strong>Grass</strong> i hovedbiblioteket<br />
i Leipzig læse op af sin nye bog<br />
»Im Krebsgang« — en time og<br />
fyrre minutter uden pause holdt<br />
den næsten 75-årige en tusindtallig<br />
forsamling i stramt greb — kom<br />
han ind i salen ledsaget af en<br />
hvidhåret ældre herre, som han<br />
respektfuldt fulgte til en æresplads<br />
på første række. Da oplæsningen<br />
var færdig, bad han ham rejse sig<br />
op og præsenterede ham for for-<br />
14<br />
Skyggesider<br />
Både Günter <strong>Grass</strong>’ »I krebsegang« og Per Øhrgaards bog om <strong>Grass</strong><br />
handler om den direkte og den indirekte fortælling<br />
NR. 4 DECEMBER 2002<br />
samlingen som én af de få overlevede<br />
soldater fra ‘Wilhelm Gustloff’<br />
og den, hvis minutiøse research<br />
<strong>Grass</strong> havde skrevet sin beretning<br />
på grundlag af. Derefter klappede<br />
vi længe af dem begge to:<br />
igen havde <strong>Grass</strong> fået skubbet en<br />
anden ind mellem sig og sit ømtålelige<br />
stof.<br />
Fordoblingen af fortælleren og<br />
indfoldningen af fortælleforholdet<br />
i en romans tema, også at forfatteren<br />
indsætter sig selv med navns<br />
nævnelse som en person i beretningen,<br />
hører til modernismens<br />
standardrepertoire. Fra det lille<br />
<strong>Günther</strong> <strong>Grass</strong> (Foto: Gregers Nielsen)<br />
diskrete »Marcel« i Prousts hovedværk<br />
til Paul Austers spil med sit<br />
navn i New York-trilogien. Günter<br />
<strong>Grass</strong> har i et langt forfatterskab<br />
demonstreret, at han til fulde<br />
behersker teknikken, hvilket hans<br />
danske oversætter Per Øhrgaard i<br />
sin fremragende bog om forfatterskabet<br />
»Fortsættelse følger«, der<br />
udkom næsten samtidigt med<br />
oversættelsen af »I krebsgang«<br />
(som fødselsdagsgave til <strong>Grass</strong>!),<br />
viser detaljeret og instruktivt. Også<br />
et forfatterskabsportræt er imidlertid<br />
— må nødvendigvis være — en<br />
distancering af forholdet mellem<br />
forfatter og tema: denne frygtelige<br />
hændelse bliver sat ind i en tematisk<br />
sammenhæng i <strong>Grass</strong>’ udvikling:<br />
byen Danzig som udgangspunkt,<br />
den sanselige og lidt mystiske<br />
Tulla Pokriefke, som vi før<br />
har mødt i forfatterskabet, de to<br />
antagonistiske venner, der alligevel<br />
er tæt forbundne, de mange<br />
fortællestrenge, der løber sammen<br />
i en katastrofisk begivenhed, etc.,<br />
etc. Det har været der alt sammen<br />
før, og selv om alle disse historier<br />
hver for sig har været nok så traumatiske<br />
og gribende, er der håb.<br />
For historien går altid videre, fortsættelse<br />
vil følge... Selv en oversættelse<br />
er jo en form for afstandsskaben:<br />
netop fordi Per Øhrgaards<br />
oversættelse er så pålidelig, følger<br />
<strong>Grass</strong>’ tekst så tæt og loyalt, kan<br />
den få et strejf af konstruktion;<br />
man mærker tit den tyske tekst<br />
som en palimpsest under den danske,<br />
som en henvisning til en<br />
oprindelighed, der er gået tabt,<br />
men stadig erindres. Endnu en<br />
afstand, en tabserfaring.<br />
Men samtidig med at alle fortællingens<br />
fordoblinger, forskydninger<br />
og forviklinger skaber distance<br />
til dens traumatiske kerne,<br />
er de også en omkredsning, der<br />
langsomt og indirekte nærmer sig<br />
dette. I krebsegang, så at sige.<br />
Smertepunktet i <strong>Grass</strong>’ fortælling<br />
er selvfølgelig selve skibskatastrofen,<br />
den største i historien, der bliver<br />
fastholdt i hurtige, men voldsomme<br />
billeder af sammenfrosne<br />
mennesker og børn, der flyder<br />
omkring i det iskolde vand med<br />
benene i vejret. Men også i det<br />
moralske spørgsmål: kan vi som<br />
tyskere overhovedet tillade os at<br />
fremstille disse billeder, der signalerer,<br />
at også vi var ofre for krigens<br />
rædsler, og ikke blot dens ansvarlige.<br />
Herunder det krigskonventionsretsligt<br />
prekære spørgsmål:<br />
var ‘Wilhelm Gustloff’ så militært<br />
armeret og bemandet, at dets<br />
karakter af civilt flygtningeskib var<br />
tvivlsomt, og angrebet på det derfor<br />
‘rimeligt’. Hvad er det i det<br />
hele taget for en situation, tyskere<br />
taler om 2. verdenskrig i, for historien<br />
fik jo en fortsættelse..., og<br />
både personen og skibet Wilhelm<br />
Gustloff blev en del af det nynazistiske<br />
miljø, som journalistens<br />
(men ikke forfatterens) søn tilhører.<br />
Er denne søn da også et offer,<br />
som flygtningene på ‘Wilhelm<br />
Gustloff’, ofret i så fald af sin far,<br />
der blev født i samme øjeblik, skibet<br />
gik ned. Er det sin egen moralske<br />
undergang, denne journalist<br />
beskriver i denne historie, sådan<br />
som han antyder det i starten af