Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Renate Dorrestein Et hjerte af sten 10 Som en sagte askeregn (Een hart van steen) Oversat af Aino Roscher 299 kr. Høst & Søn Hollandsk problemroman med stor litterær spændvidde Anmeldt af Henk van der Liet Det virker som om skillelinjerne mellem journalistik og skønlitteratur i stigende grad bliver anfægtet. Journalistikken præges mere og mere af litterære fremstillingsformer, og omvendt indoptager skønlitteraturen i større omfang dagsaktuelle, journalistiske stofområder. Samtidig minder en del af nutidens problem- eller debatromaner om halvfjerdsernes bekendelseslitteratur, idet det tit drejer sig om fiktionsværker der har udgangspunkt i oplevelser i intimsfæren, eller om at de blotlægger (tidligere) tabuområder af fysisk og psykisk art. Ligesom der herhjemme er kommet bøger som Kristian Ditlev Jensens »Det bliver sagt«, er der også i den hollandske litteratur i de senere år udkommet en række romaner der belyser problemer som: spisevægring, incest, pædofili, muskelsvind, dementi, osv., osv. I mange tilfælde handler det om bøger der opbløder, eller overskrider, grænserne mellem skønlitteraturens og brugslitteraturens domæner. Der er selvfølgelig ikke noget forkert i at debatlitteraturen blomstrer, men af og til ligner fiktionsværkerne til forveksling selvhjælpsbøger, og det kan være svært at få øje på deres kunstneriske kvaliteter. Eksempelvis er der i Holland for nyligt udkommet to romaner der hver på sin vis fokuserer på fænomenet fødselsdepression, eller fødselspsykose: Heleen van Royens »Den lykkelige husmor» og Renate Dorresteins »Et hjerte af sten«. Begge er oversat til dansk. Den helt afgørende forskel NR. 4 DECEMBER 2002 mellem disse to fiktionsbøger er at førstnævnte aldrig æstetisk overskrider den journalistiske horisont, hvorimod Dorresteins roman om samme temaområde formår at forvandle debatemnet til et koncentreret og overbevisende litterært værk af format. Mens van Royen ikke giver afkald på læserbrevkasseprosaens begrænsninger, løfter Dorrestein stoffet op på et fuldgyldigt kunstnerisk niveau, både sprogligt og kompositionsmæssigt. I ryk, stødvise erindringsglimt og små antydninger skildrer »Et hjerte af sten« en ung kvindes dramatiske livshistorie. Og fordi romanens udformning svarer til hovedpersonen Ellen van Bemmels selvforståelse og oplevelseshorisont, kredser teksten i høj grad Omslag af Alette Bertelsen om det usagte, om fortiede, fornægtede og fortrængte oplevelser. Et sammendrag af romanhandlingen må derfor nødvendigvis skyde mål forbi, da det ikke kan tage højde for forfatterens finurlige præsentation af handlingen. »Et hjerte af sten« er således en roman i hvilken form og indhold går hånd i hånd. I al korthed skildrer romanen Ellen van Bemmel, som er en enlig kvinde i midten af trediverne, der forsøger at få bugt med et stort traume der rider hende som en mare. Det viser sig at hun sidder med familiens fotoalbum og genopliver sine barndomsminder. Hun voksede op i et kærligt og varmt hjem med tre søde søskende og nogle omsorgsfulde og stadigvæk småforelskede forældre. Men fotoalbummets blade er delvis tomme. Albummets pludselige afslutning hænger sammen med fødslen af familiens femte barn, Ellens lillesøster Ida. Uden at være sig bevidst om det har spædbarnet sat et skæbnesvangert og diabolsk forløb i gang der ender i en rystende tragedie der formeligt sprænger hele familieidyllen i stumper og stykker. Først i bogens slutning har læseren samlet brudstykkerne til et intenst, hårrejsende hele. Til trods for at det er hendes femte barsel forvandler moren sig nemlig radikalt efter Idas fødsel, hvilket er romanens omdrejningspunkt. Fra at være en kærlig, stabil og omsorgsfuld mor, bliver hun en mere og mere uberegnelig og paranoid person. Hverken hendes ægtefælle eller børnene forstår hvad der er på færde, og på grund af deres store hengivenhed og kærlighed til hende bærer de over med hende, og de lukker øjnene for det der er under opsejling. Det korte af det lange er at moren, i kølvandet på Idas fødsel, bliver fuldstændig sindssyg. Hun begynder at se syner, og hun får religiøse anfægtelser og vrangforestillinger. Alle, inklusive lægerne, regner med at problemerne vil fortage sig, men det sker ikke, tværtimod. Først mange år senere, da Ellen læser medicin, indser hun at moren faktisk fik en alvorlig postnatal depression der mundede ud i en (selv)destruktiv fødselspsykose. Kort tid efter fødslen, da Ellen var tolv år gammel, indtraf så »den ene dag, hvor livet eksploderede i hovederne på os som en bombe«, dagen hvorpå moren – under et anfald af kærlighedsvanvid – med undtagelse af Ellen og hendes handicappede lillebror slog hele familien ihjel. Ellen og hendes lillebror overlever ved et tilfælde. Han var blot fem år gammel og blev bortadopteret, hvorimod Ellen tilbragte en del år i børneinstitutioner. Ellens tilværelse står siden hen i de dødes tegn, ikke bare fordi hun er blevet patolog, men også fordi den store og fortrængte katastrofe har mørkelagt hendes liv. Hendes følelsesliv og kærlighedsevne er af lave fordi hun ikke formår at bearbejde ungdomstraumet, og fordi hun tynges af tårnhøje skyldfølelser. Men erindringsog bevidstgørelsesprocessen sættes i gang da hun 25 år senere selv er gravid og har købt sit tidligere barndomshjem hvor hun sidder med det delvis tomme fotoalbum. Titlen henviser til både Ellens destruerede følelsesliv og til familiegravens udformning hvor der er reserveret plads til hende, og hendes navn, på gravstenen. Men titlen antyder også at årsagen til den store katastrofe kan spores tilbage til den grænseløse hengivenhed som Ellens far nærede for sin kone, og som gjorde at han ikke turde se de mulige konsekvenser af sin kones psykiske forvandling i øjnene. Derfor skyldes katastrofen til dels også hans store kærlighed og blinde hengivenhed. »Et hjerte af sten« er en imponerende og rystende roman der er komponeret med fast hånd og streng sproglig proportionssans der gør at den aldrig tipper over i det melodramatiske. Det næsten ufatteligt store drama bliver fastholdt i en neddæmpet og kunstfærdig fremstilling der munder ud i en intens, rørende og simpelthen ypperlig roman. Men en god romans kunstneriske intensitet kan let blegne hvis oversætteren ikke råder over et dansk der er på højde med originaltekstens sproglige registre og nuancer. I nærværende tilfælde er det på sin plads at fremhæve oversætteren Aino Roschers fremragende indsats idet hans sikre sprogfornemmelse og idiomatiske opfindsomhed er med til at gøre »Et hjerte af sten« til en stor læseoplevelse. Litteratur altså!
Patos og mirakel Fremragende erindringsroman om fødsel og barndom Vagn Lundbye Trefoldighedsbarn 407 sider, 349 kr. Borgen Anmeldt af Hans Jørgen Thomsen I sin nye roman bringer Vagn Lundbye to patetiske kendsgerninger sammen. For det første dén kendsgerning, at den hvide mand i løbet af det 19. århundrede lykkedes med at udslette Tasmaniens urbefolkning totalt. For det andet dén kendsgerning, at menneskebarnet fødes, vokser op og bliver et rigtigt og voksent menneske. Disse to fra hinanden adskilte kendsgerninger får »Trefoldighedsbarn«, som romanen hedder, til at mødes en dag i 1997 i Tasmaniens jungle, hvor fortælleren Emil får en tasmansk tigerslange i hovedet. Uden dog at blive dræbt af det ekstremt farlige dyr. Til gengæld viser det farlige dyr Lad sorgen rulle Erling Jepsen skriver romankunst så man både griner og græder Erling Jepsen Kunsten at græde i kor 214 sider, 229 kr. Borgen Anmeldt af Rasmus Øhlenschlæger Madsen »Nogen døde far? — Nej siger han, — i hvert fald ikke nogen vi kender. Og så sukker han. Og så sukker jeg.« Det er den elleveårige hovedperson og fortæller i Erling Jepsens roman »Kunsten at græde i kor«, der forhåbningsfuldt spørger sin far, om der er nogle døde. Han spørger fordi han ved, at Vagn Lundbye (Foto: Bent Ryberg) sig i stand til i kort og dramatisk form at slå ned på udvalgte dele af den skammelige udryddelseshistorie i Tasmanien. Slangen fortæller Emil dette, samtidig med at han så fortæller sin historie om barndommen i Århus til den. Der er næppe tvivl om, at sammenbringning af myte og modernitet i en moderne fortælling fasci- faren altid får det bedre, når han har holdt en af sine bevægede begravelsestaler i det lille jyske landsogn, hvor romanen udspiller sig. Faren har nemlig »ordet i sin magt«, og denne magt bruger han til at tale tårerne frem i de efterladtes øjne. Der er nu engang ikke noget så forløsende som »at lade sorgen rulle«, som det hedder i romanen. Og det er der rigelig anledning til i Erling Jepsens roman om en familiefars fysiske og psykiske overgreb i 1960’ernes Danmark. Faren har ordet og familien i sin magt, men længere rækker hans magt ikke. Sammen med konen nerer mange mennesker. Det tyder Lundbyes store læserskare på, som han vel må dele med en forfatter som Ib Michael. Mig har tricket bare aldrig virket på. Hvorfor jeg eksempelvis foretrækker den rene og amytologiske erindringsvare hos Ib Michael i »Vanillepigen« og »Brev fra månen« frem for blandingsvarerne i andre romaner af ham, hvor det mytiske absolut skal være med. Dén slags irriterer mig simpelthen. Jeg vil endda tillade mig at begrunde min idiosynkrasi overfor genren med følgende postulat: blandingen fungerer som oftest på baggrund af en fælles banal forståelse af godhed og ondskab hos forfatter og læser. Den helt overvejende del af »Trefoldighedsbarn« er dog heldigvis erindringsdelen, og den trues kun i helt perifer forstand af den banale forudforståelse af, hvori ondskab består. Den banale sandhed, som også har interesseret medierne i forbindelse med romanudgivelsen er den, at Emil ligesom Vagn Lundbye har haft et ualmindelig dumt svin til far. Skandaløst ondartet overfor Emil og hans tre søskende. Ekstremt voldelig over for den sagtmodige mor. For det meste er faren dog fraværende og bogen en mindetavle over den sagtmodige, men også stærke mor. Moren som er der, når driver han en undseelig købmandsbutik, men forretningen går dårligt og familielivet dårligere. Faren har »psykiske nerver« og det udløser jævnligt uforudsigelige sammenbrud, seksuelle overgreb og tæsk i takt til melankolske dansktopmelodier. Der handles ikke bare med (roman) faren drikker og prutter sønnen i hovedet. Mor der trøster, selv efter at hun nær er blevet kvalt i en stegt kylling af far. Dén slags mor, som den civilisatoriske udvikling siden Lundbyes barndom har afskaffet. Heldigvis er romanen så bred og intens i sit sigte, at den trods mytologisk indpakning frem for alt fremstår som medrivende episk erindringsmonument over dét mirakel, Emil deler med de fleste af os: at vi lykkes med at vokse op og blive til livskraftige mennesker trods alle onde odds. I Lundbyes tilfælde: atlet, premiereløjtnant og forfatter. Og mon ikke selv den onde far har haft andel i Lundbyes to første karrierevalg? Man gætter på det. Trods sønnens udlevering af ham, trods talende tigerslange og trods jævnføringen af århus-erindringerne med den hvide mands skamløshed i Tasmanien i 1800-tallet. »Trefoldighedsbarn« være derfor hilset som en fremragende erindringsroman om den livskraftige fødsel og barndom, vi på forunderligste vis deler med hinanden trods onde fædre og sagtmodige mødre. Og så endda op til jul, der også fejrer et barns fødsel. Så køb den eller giv den til en artsfælle i julegave. Erling Jepsen (Foto: Gregers Nielsen) mælk, brød og aviser i det lille familieforetagende. Den troskyldigt kalkulerende fortæller (for)handler også med sig selv, sin søster og i sidste ende sin fornuft — alt sammen for farens og, tror han, fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER 2002 11
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9: unds — en uvane som den har tilf
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?