searchable_0104-1954..

96
red sluttet bord. Det har, narnlig efter at kommissionen har udtalt sig til gunst for en
udridelse af de adgangsberettigedes kreds, se side 133, forekommet kommissionen uholdbart
som begrundelse for at holde denne foreningsberærtning udenfor berærterloren at henføre
den omhandlede berærtning under det sluttede bords begreb, idet det sluttede bord
oprindelig må antages at hare taget sigte på pensionatsbordet, jfr. herred den af kommissionen
af 1903 afgirne betænkning af 1907, side 49, 2. sp., og side 100. Under hensyn til
den historiske udrikling finder kommissionen dog ikke, at der er anledning til at stille forslag
om en ændring på dette punkt, idet begrundelsen for den fulgte praksis efter kommissionens
opfattelse kan findes i, at der ikke i de omhandlede tilfælde foreligger forhold, der med
rette kan betragtes som næringsrirksomhed. Anlægges dette synspunkt, kan denne foreningsberærtning
dog ligeså lidt som hidtil under alle forhold gå fri af berærterlorens bestemmelser.
I denne forbindelse kan bemærkes, at dette hidtil er udtrykt således, at udlejning
og berærtning for en bestemt række aftener (faste møder) er holdt udenfor berærterlorens
bestemmelser, medens berærtning i lokaler, der er lejet for enkelte aftener, har udkræret
næringsadkomst for udlejeren, medmindre den betaling, redkommende forening præsterer,
alene udgør dækning af udgifterne, jfr. herred handelsministeriets skrirelser af 15. juli
og 28. august 1925 samt af 23. januar 1926 og 25. september 1929. Det er kommissionen
bekendt, at denne praksis fra politiside ofte er karakteriseret som ubestemt og mindre
hensigtsmæssig, og at den undertiden angires at mangle den for administrationen af berærterloren
ønskelige klarhed. Kommissionen er som nærnt enig i, at berærtning red de heromhandlede
foreningssammenkomster ikke altid kan anses som fri næring, men at begrundelsen
for i det girne tilfælde at henføre denne berærtning under berærterlorens almindelige
bestemmelser rigtigere kan siges at rære den, at den person eller rirksomhed, der udlejer
lokalerne og foretager berærtningen, drirer rirksomheden som en næringsrirksomhed,
således at der på grund af udlejerens forhold foreligger pligt for denne til at løse næringsadkomst.
Kommissionen finder også her anledning til at fremhære, at det forudsættes, at
de side 33-34 anførte betragtninger anlægges, når stilling tages til spørgsmålet om, hrorridt
et forsamlingshus' udlejning af lokaler til de heromhandlede foreningsfester kan anses som
næringsrirksomhed.