searchable_0104-1954..

94
sted, erstatning herfor. For det sluttede selskab stiller forholdene sig ræsentligt anderledes.
Formålet er i første række samræret mellem en afgrænset kreds af samhørige, medens måltidet
er det sekundære. Samræret er en enkeltstående begirenhed, og det strækker sig
orer et rist tidsrum (timer) med fortsat serrering, hrad pensionatsserreringen ikke gør.
En analogisk anrendelse af § 25, der som undtagelsesbestemmelse må fortolkes strikte,
er formentlig udelukket, allerede fordi der ikke er noget hul i lorgirningen.
Det er ranskeligt at finde en afgrænsning mellem selskabslokalerærten og rærten
red en serrering, der ikke kan betegnes som erhrerrsmæssig. Når man ser på praksis —
sårel den judicielle som den administratire — således som den har udriklet sig også under
de tidligere berærterlore, er forholdet det, at berærtning af selskaber efter forudbestilling
under nærmere angirne forhold er bleret anset som berærtning red sluttet bord. Det er
således i enkelte tilfælde statueret, at der ikke udkræres adkomst til serrering af festmiddage,
hrortil kun indbudte gæster har adgang, jfr. utrykte skrirelser fra handelsministeriet
af 15. juli og 18. oktober 1924 samt 26. juli 1926. Det er ligeledes statueret, at berærtning
af et sogneråds medlemmer red sognerådsmøder måtte anses som berærtning
red sluttet bord, og det samme er anset for tilfældet for så ridt angår berærtning af en
sparekassebestyrelse red dennes møder, jfr. herred orerretsdom af 13. september 1875,
U. f. R. 1875, side 1030.
Spørgsmålet om, hrad der forstås red sluttet bord, er ikke hidtil bleret besraret i
almindelighed. Man har stedse ladet spørgsmålets afgørelse bero på de i hrert enkelt tilfælde
foreliggende omstændigheder. Til begrebet har der sædranemæssigt knyttet sig
forudsætningen om en forudgående aftale enten direkte med den enkelte eller med en ris
afsluttet kreds af personer. Praksis, således som den er i dag, for så ridt angår serrering
for sluttede selskaber, synes noget usikker. I orerensstemmelse med det almindelige
synspunkt har man lagt rægt på, at aftalen er indgået for en ris tid, og det er herunder
fastslået, se orerretsdom af 18. norember 1902, U. f. R. 1903, side 111, at aftale alene for
en enkelt lejlighed eller for enkelte lejligheder ikke kan rære tilstrækkelig. Denne afgørelse
ril således muligt kunne komme i strid med de synspunkter, der ligger til grund for
de foran nærnte afgørelser. Kommissionen må anse det for ønskeligt, at der på det heromhandlede
punkt tilrejebringes større klarhed. Serrerer en person regelmæssigt eller med nærmere
angirne mellemrum for sluttede selskaber, må der skønnes at rære tale om berærternæring.
Forholdet ril ofte rære det, at den serreringsrirksomhed, der foregår, ikke ril
kunne betegnes som en næringsrirksomhed, idet der alene er tale om enkeltstående serreringer.
Under forudsætning af, at dette er tilfældet, ril kommissionen ikke finde noget
at bemærke til, at sådanne spisninger som de foran nærnte samt prirate festligheder
(familiesammenkomster, fælles kaffebord efter begrarelser, jubilæer og lign.) kan finde
sted, uden at der til stedet er knyttet nogen adkomst. Om der i det enkelte tilfælde er
tale om en næringsrirksomhed, kan ikke afgøres generelt. Sådan afgørelse må rære orerladt
til domstolene, men kommissionen finder anledning til at bemærke, at man forudsætter,
at der red afgørelsen af spørgsmålet om, hrorridt et forsamlingshus' berærtning for de
heromhandlede sluttede selskaber må anses som næringsrirksomhed, tages hensyn til de
foran side 33-34 anførte særlige forhold.
Kommissionen må imidlertid rære tilbøjelig til at mene, at motireringen for, at
der fortsat åbnes mulighed for, at den omhandlede serrering holdes uden for lorens bestemmelser,
næppe bør søges i den betragtning, at forholdet omfattes af begrebet sluttet
bord, men derimod i, at der ikke kan siges at rære tale om en næringsrirksomhed. Man er
enig i, at det fortsat næppe er muligt at definere begrebet sluttet bord nærmere i loren, men