searchable_0104-1954..

92
påpeget, synes at hare et godt rærn mod de uheldige følger, som en forlængelse af gyldighedsperioden
i enkelte tilfælde kan tænkes at rille få, har der i kommissionen ræret stemning
for at følge magistraten på dette punkt. Spørgsmålet er herefter, hror lang gyldighedsperioden
skal rære. For berillinger kan denne, som tidligere nærnt, sringe fra 5
til 8 år, alt efter hrad berærterredtægten herom bestemmer, jfr. berærterlorens § 4,
stk. 1. Det ril dog nok rære en for stor udridelse at rælge den for berillinger indenfor
den pågældende kommune gældende gyldighedstid. Kommissionen har samlet sig om at
foreslå en gyldighedsperiode på 3 år. Forudsætningen herfor må dog rære, at beføjelsen
i stk. 4 til at inddrage tilladelser benyttes i det omfang, hror uheldige forhold omkring den
pågældendes person eller stedet gør det ønskeligt at gribe ind. Kommissionen har i orerensstemmelse
hermed stillet forslag om et hertil sigtende ændringsforslag til § 23.
Som et led i de stedfindende orerrejelser angående decentraliseringen af administrationen
har forraltningskommissionen af 1946 i det side 216 optrykte bilag bragt i forslag,
at den ministeren for handel, industri og søfart i henhold til bestemmelsen i § 23, stk. 2,
tilkommende beføjelse til at tillade, at den i stk. 1 omhandlede rirksomhed drires fra flere faste
stadepladser i kommunen, orergår til politiet. Tilsrarende henstilling er gjort for så ridt angår
ministerens beføjelse til at tillade, at den pågældende rirksomhed drires af selskaber m. r.
Med hensyn til det af forraltningskommissionen først rejste spørgsmål bemærkes,
at en gennemgang af de i de sidste 5 år forekomne dispensationssager af den pågældende
art har giret til resultat, at andragenderne i intet af årene har orersteget 15, hroraf stort
set 1 /3 omfatter københarnske rirksomheder, medens resten redrører rirksomheder udenfor
horedstaden. Der er således tale om små tal. På den anden side ril en orerførelse af denne
dispensationsmulighed rære et naturligt led i decentraliseringsbestræbelserne. Hensynet
til en for hele landet ensartet praksis på dette område taler endridere ikke på afgørende
måde for at beholde dispensationsadgangen i ministeriet, idet sager af den pågældende art
er meget stedligt betonet. Man må dog i denne forbindelse henlede opmærskomheden på,
at det, således som ministeriets praksis også har formet sig, næppe er lorbestemmelsens
tanke, at den omhandlede rirksomhed bør kunne udrikle sig til stordrift — en betragtning,
politiet bør hare for øje, såfremt dispensationsmuligheden orergår til politiet. Kommissionen
ril ikke modsætte sig, at man går frem som af forraltningskommissionen foreslået,
men man anser spørgsmålet for at rære af så ringe praktisk omfang, at der ikke er anledning
til at foreslå ændringer i de gældende regler.
Forraltningskommissionens forslag tager som nærnt endridere sigte på den ministeren
girne bemyndigelse til at tillade, at rirksomheder af den pågældende art drires af
selskaber. De få selskaber, der i øjeblikket drirer rirksomhed i henhold til § 23, er socialt
betonede rirksomheder, dog at et enkelt erhrerrsdrirende selskab forhandler og serrerer
fra stader m. r. Det er kommissionen bekendt, at handelsministeriet i dets administration
af denne beføjelse har haft for øje, jfr. bemærkningerne foran, at det — bortset fra de
socialt drerne rirksomheder — ikke er lorens hensigt, at staderirksomhed skal kunne
drires af store rirksomheder, der udelukker enkeltmand fra denne naturlige lererej.
Indenfor de sidste 5 år har sagsantallet i Københarn andraget 4, medens der udenfor
horedstaden kun er meddelt dispensation til et enkelt selskab. Af de orennærnte grunde
og fordi sagsantallet er meget beskedent, må man rære mest tilbøjelig til at mene, at dispensationsbeføjeisen
fremdeles bør ligge hos ministeren.
Der har i praksis rist sig trang til, bl. a. i sygdomstilfælde, at tillade, at stadeindeharerne
benytter medhjælp, og man har udarbejdet et ændringsforslag, der åbner
mulighed herfor.