searchable_0104-1954..

78
ärbejderskab i det heromhandlede spørgsmål, samt at det synes betænkeligt at foreslå de
kommunale myndigheders opgarer udridet til tillige at omfatte en — ganske rist til et
bestemt område begrænset — beføjelse af politimæssig art. Kommissionens flertal er af
den opfattelse, at man bør blire stående på det nurærende grundlag, men at der bør
skabes mulighed for i de politikredse, hror den fornødne medhjælp ikke er til stede, at
supplere politistyrken, således at der derigennem skabes grundlag for udørelse af en bedre
kontrol.
2. Forbudet mod at knytte berærterberilling med stærk udskænkningsret
til forsamlingshusene.
Kommissionen har herefter orerrejet spørgsmålet om, hrorridt de gældende regler
om udskænkning i forsamlingshusene er tilfredsstillende, eller om der er anledning til at
stille forslag om ændringer, tilføjelser eller tydeliggørelser.
Som foran nærnt, beskæftigede kommissionen af 1934 sig også med forsamlingshusudskænkningen.
Man nåede til det resultat, at der til de egentlige forsamlingshuse på
landet — det ril sige de forsamlingsbygninger, der har til formål at afgire lokaler til afholdelse
af den stedlige befolknings møder, sportsørelser m. r. — ikke kunne knyttes berærterberilling
med ret til udskænkning af stærke drikke. Ved behandlingen på rigsdagen af lorforslaget
bler denne regel skærpet, idet man endridere greb ind orerfor de forsamlingshuse,
til hrilke der red lorens ikrafttræden allerede rar knyttet berilling. Om disse hedder det i
den nugældende lor, at sådanne berillinger ikke kan fornyes red udløbstiden som berillinger
med ret til udskænkning af stærke drikke. Som motirering for kommissionens
standpunkt angående udskænkning af stærke drikke i forsamlingshuse siges det: „Befolkningen
bør efter kommissionens opfattelse med tryghed kunne sende ungdommen til møder
eller sportsørelser i det stedlige forsamlingshus uden samtidig at sende den på berærtning."
At der ikke kan knyttes berærterberilling med stærke drikke til de egentlige forsamlingshuse
på landet, medfører ikke, at der aldrig ril kunne finde udskænkning af
stærke drikke sted i disse forsamlingshuse. Efter reglerne i berærterlorens § 22 kan der,
som foran nærnt, af politiet gires tilladelse til udskænkning red de i bestemmelsen angirne særlige
lejligheder. Disse regler om udskænkning af stærke drikke på grundlag af en særlig polititilladelse
er ikke i strid med horedreglen om forbud mod at knytte berærterberilling til
forsamlingshusene. Som også foran berørt, berettiger polititilladelserne kun til udskænkning
red de i tilladelsen nærnte særlige lejligheder, men ikke — som berærterberillinger gør
det — til berærtning i andre tilfælde og narnlig ikke til almindelig berærtningsrirksomhed.
På foranledning af den stedfindende diskussion om berærtningsforholdene i forsamlingshusene
samt af de henrendelser, som kommissionen har modtaget om dette spørgsmål,
har kommissionen drøftet, om det fortsat ril rære rigtigt at udelukke enhrer mulighed for
normal berærtningsrirksomhed i landets forsamlingshuse. I denne henseende ses der bort fra,
at den stedlige befolkning gennem det lokale selrstyre på berærterræsenets område kan
hare taget stilling til spørgsmålet og f. eks. gennem stedfunden kommuneafstemning hare
tilkendegiret sin stilling, jfr. endridere bestemmelsen i § 22, stk. 5, hrorefter kommuner,
hrori der rent faktisk ikke findes berærtningsrirksomheder med ret til udskænkning af
stærke drikke, kan fastsætte, at lejlighedstilladelser med sådan ret orerhoredet ikke må
gires. Kommissionen ril ikke rokke red berærterlorens princip om lokalt selrstyre på dette
for den stedlige befolkning så betydningsfulde område, men kommissionen har, når bortses
fra sådanne tilfælde, hror kommunens beboere på klar og tydelig måde har taget afstand
fra den nærnte udskænkningsret, orerrejet, om berærterlorens forannærnte prin-