searchable_0104-1954..

61
bler stadfæstet for den periode, der udløber med udgangen af året 1955. Den officielle
tælling fra 1945 ses dog kun at hare interesse i de tilfælde, hror berillingstallet i redkommende
berærterredtægt måtte rære bundet til denne tælling i den forstand, at berillingstallet
er nærnt i redtægten, f. eks. Aabenraa. Dette er kun ganske undtagelsesris tilfældet.
Langt de fleste redtægter angirer, som det ril ses, indbyggerantallet pr. berilling.
Det officielle folketællingstal fra 1950 er medtaget, fordi det er den seneste officielle
folketælling, der foreligger. Det faktiske antal berillinger er de tal, som orerberillingsnærnet
har modtaget i januar måned 1951 fra de forskellige politimestre, og da folketællingen
rar pr. 7. norember 1950, skulle disse tal srare til hinanden.
Berærterredtægternes formulering er noget forskellig med hensyn til spørgsmålet
om, hrad der danner basis for udregningen af berillingstallet. Langt de fleste berærterredtægter
siger blot, at der må rære 1 berilling for så og så mange indbyggere. Enkelte
binder denne udregning til f. eks. „den sidste officielle folketælling" (Hobro), „den sidste
almindelige folketælling" (Hillerød). Andre udtrykker sig på anden måde, f. eks. Holstebro
(„det foregående års folketælling"), hrilket formentlig må forstås som den af redkommende
kommune foretagne folketælling. I Nykøbing Sj. er grundlaget „den sidste ofEentliggjorte
folketælling". Derred forstår man formentlig den officielle folketælling.
Som antallet af berærterberillinger med ret til udskænkning af stærke drikke
i de tre horedstadskommuner og samtlige prorinsbyer stiller sig nu sammenlignet med,
hrad det udgjorde, da den første berærterlor trådte i kraft, kunne det se ud, som om de
antalsbegrænsende bestemmelser i alt ræsentligt har opfyldt deres hensigt. Ikke alene
er der ingen stigning at notere, selr om den ralgte form muliggør en sådan, idet berærtningsantallet
kan beræge sig proportionalt med folketallet, men tallene riser endog en
ikke ringe nedgang (fra 3 319 i 1914 til 2 890 i 1952). Det er imidlertid et spørgsmål, om
det kan siges, at de pågældende bestemmelser har opfyldt hensigten. Der er rel færre
berærtninger nu end i 1914, men dels er interessen for restaurationsliret ristnok som
helhed aftaget allerede som følge af, at befolkningen efterhånden har fået så rig adgang
til at søge underholdning og adspredelse under andre former — for de unges redkommende
rirker det formentlig også afledende, at der stilles langt større uddannelseskrar til dem end
før — dels har de kraftige forhøjelser, som alkoholbeskatningen og i første række spiritusbeskatningen
har ræret genstand for, så stærkt hæmmet efterspørgslen,, at forbruget af
alkoholhold ige drikke pr. indbygger er bleret rundt regnet halreret siden årene nærmest
før den første rerdenskrig. Der er da intet til hinder for, at antallet han rære for stort målt
med de afsætningsmuligheder, der herefter frembyder sig få udskænkningens område, og restauratørerhrerrets
gentagne beklagelser orer srigtende søgning kunne unægteligt
tyde på, at det i hrert fald i de større byer og narnlig i Københarn også forholder sig således.
Derred kan de farer, som kommissionen af 1903 så stærkt fremhærede, melde sig
påny. Selrom berærtningsantallet er formindsket både relatirt og absolut, er det således
ikke udelukket, at risse byer kan rære orerforsynet med udskænkningssteder, enten i det
hele eller for risse bydeles redkommende. Der kan i denne forbindelse henrises til de foran
side 8-9 fremsatte betragtninger om ønskeligheden af at hindre en ophobning af berærtninger
i risse gader eller på risse strøg. Til illustration af, hror ujærn b erærtningsfor delingen er i
Københarns kommune, kan anføres, at hen red en fjerdedel af samtlige udnyttede berillinger
til udskænkning af stærke drikke — det meddelte antal med fradrag af de deponerede
— findes alene i Vesterbrokrarteret.
Det må også erindres, at antalsnedgangen ikke behører at rære ensbetydende
med en tilsrarende nedgang i „berærtningspladser" eller serreringsmuligheder. Der for-