searchable_0104-1954..

Antallet af berillinger.
Under gennemgangen af berærterlorens bestemmelser har kommissionen fundet
det naturligt at se nærmere på, om lorens bestemmelser om antallet af berærterberillinger er
tidssrarende.
Når lorgirningsmagten har anset det for nødrendigt at begrænse tilgangen til
berærternæringen, skyldes det i første række ønsket om derred at formindske de farer
for moral og ædruelighed, som udskænkning af alkoholhol dige drikke kan rumme. Dette
fremgår af motirerne til det forslag til en berærterlor, som kommissionen af 1903 fremsatte
i sin i 1907 afgirne betænkning, og kommissionen af 1914 anslår i sin betænkning af 1918
de samme strenge. Det gælder om, hedder det her, at opnå sikkerhed for, at de forhold,
under hrilke berærtninger drires, „er forsrarlige og ikke rirker nedbrydende og demoraliserende".
Som middel hertil peges der bl. a. på en „passende antalsbegrænsning". Ved
rerisionen i 1924 af den første berærterlor af 1912 gik man da også i så henseende et skridt
ridere, end man harde gjort, da denne lor udformedes. Der måtte nu i købstæderne højst
meddeles 1 berilling med ret til udskænkning af stærke drikke for hrer 450 indbyggere, hror
loren af 1912 harde åbnet adgang til at gå op til 1 for hrer 350 indbyggere (i begge tilfælde
at forstå således, at et „restantal" efter folketallets dirision med henholdsris 350 og 450
ikke kom i betragtning). Ved lorrerisionen i 1939 beraredes den førstnærnte antalsgrænse
for de mindre byers redkommende, herunder de landkommuner, hror der i
henhold til § 12 er indført købstadregler, medens det bestemtes, at der i byer med
10 000 indbyggere og derorer højst måtte rære 1 berilling af den angirne art for hrer 550
indbyggere. I de to sidste lore har der dog ræret adgang til, hror særlige omstændigheder
taler derfor, at sætte berillingsantallet noget højere end bestemt red de angirne forholdstal.
Forholdene fastlægges i en af redkommende kommune udfærdiget, af handelsministeriet
stadfæstet redtægt. For antallet af afholdsberillinger har loren ikke angiret
noget maksimumstal, og gæstgireriadkomster, der i købstadområder gires som næringsbrere,
omfattes ikke af bestemmelsen. For gæstgireriadkomster kan der således ikke
foreskrires nogen begrænsning. Det er alene de lokale berillingsnærn, der er bundet af
det i redtægten foreskrerne antal. Orerberillingsnærnet kan under de i § 21, jfr. § 4,
angirne betingelser meddele berilling ud orer maksimumstal]et. For landkommunernes
redkommende er der ikke på forhånd foreskreret nogen begrænsning. Det er her orerladt
til berillingsmyndighederne at skønne orer, hror stort et antal berillinger, man ril
tillade i kommunen, herunder også gæstgireriadkomster, der i landkommuner meddeles
som berillinger.
Til belysning af de i forbindelse med § 13 stående spørgsmål henrises til nedenstående
orersigter. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse også på den af kommissionen
af 1934 udarbejdede materialesamling: „Bidrag til belysning af alkoholproblemet
i Danmark" -2. del, side 8 ff.