searchable_0104-1954..

searchable_0104-1954.. searchable_0104-1954..

statensnet.dk
from statensnet.dk More from this publisher
17.07.2013 Views

54 Der er allerede indført købstadregler i 18*) landdistrikter, se orersigten nedenfor side 60. Det ril af foranstående orersigt ses, at 74 bymæssige bebyggelser, bortset fra områder, der allerede har købstadregler, har et indbyggertal på mere end 1 500 personer, samtidig med at hele kommunen har et indbyggertal på mindst 2 000. Der har i henhold til den gældende berærterlor ræret afholdt 4 kommuneafstemninger, hroraf 3 har ræret imod og 1 for indførelse af købstadregler. Før man går nærmere ind på en prørelse af det af fællesorganisationen stillede forslag, ril det rære naturligt at gøre nogle bemærkninger om betydningen af, at købstadregler indføres i et landdistrikt. I landdistrikterne er det amtsrådene, der meddeler berillingerne. Forudsætningen for, at berilling kan gires, er, at kommunalbestyrelsen indstiller berillingen. Der er endridere adgang for sognerådet eller kommunens beboere til at krære kommuneafstemning afholdt om det pågældende berillingsspørgsmål, både hris sognerådet indstiller berillingen, og hris det nægter at indstille en sådan. I tilfælde af uenighed mellem amtsråd og sogneråd afgøres sagen red ansøgninger om gæstgirerberillinger endeligt af handelsministeren, medens der red amtsrådets nægtelse af berærterberillinger er adgang til indankning for handelsministeren. I købstæderne meddeles berillingerne af et berillingsnærn, som består af borgmesteren som formand, politimesteren og 4 af kommunalbestyrelsen ralgte medlemmer. Berillingsnærnets afgørelse kan ikke indankes, og der er ikke adgang til afholdelse af kommuneafstemning. For byområderne er der fremdeles i en for hrer enkelt købstad godkendt berærterredtægt fastsat et bestemt maksimum for antallet af berærterberillinger. For landdistrikternes redkommende er der ingen bestemmelser i så henseende. I byerne meddeles gæstgireradkomst som næringsbrer**), medens meddelelse af gæstgireradkomst i landdistrikterne er et berillingsspørgsmål. Med hensyn til adgang til handel med stærke drikke er forholdet det, at det i byerne er frit tilladt at løse adkomst på handelsnæring og dernæst med henblik på afgiftsberigtigelse at foretage anmeldelse om at rille forhandle stærke drikke. I landdistrikterne kan købmænd og brugsforeninger alene sælge stærke drikke med sognerådets tilladelse. Denne gires for 8 år ad gangen og knyttes til et bestemt lokale. Det ril heraf ses, at der er stor interesse knyttet til købstadreglers indførelse i et landdistrikt. Det af fællesorganisationen rejste spørgsmål har genopliret den diskussion, der førtes i kommissionen af 1934 og fortsattes i rigsdagsudralget under behandlingen af den nugældende lorbestemmelse. Et mindretal (Ernst, Mellerup, Vilh. Nielsen, Nørgaard, Reinhard og Østerberg) har anført, at de i henrendelsen omtalte bymæssige områder med mindst 1 500 indbyggere er at ligestille med mindre købstæder, og at det ikke er rimeligt, at oplandets befolkning gennem en kommuneafstemning kan forhindre det pågældende bysamfund i at indføre de rene og klare linier for udskænkning og salg af stærke drikke, som mindretallet anser for det rigtigste og det sundeste. Fra denne side anser man det således for naturligt, at de for købstæder gældende regler uden ridere kommer til at gælde for de pågældende områder, og at det, hris kommuneafstemningsadgangen opretholdes, i hrert fald bør orerlades til distriktets beboere at træffe bestemmelse om spørgsmålet. Det er endridere anført, at § 12 åbner adgang til at indføre købstadregler i et landdistrikt med den begrundelse, at de for landkommuner gældende regler, herunder kommuneafstemningsreglerne, er uhensigtsmæssige, og at det derfor forekommer mindre forståeligt, at man i paragraffens 2. stk. opretholder den adgang til kommuneafstemning, *) Se dog noten side 60. **) Om kommissionens forslag til en ændring af denne regel se side 21.

55 som er anset for uhensigtsmæssig. Mindretallet foreslår derfor den af fællesorganisationen ønskede lorændring gennemført, samt at en erentuel adgang til afstemning om indførelse af købstadregler begrænses til det pågældende distrikt. Kommissionens ørrige medlemmer henriser til den store forskel i berærterlorsmæssig henseende mellem by- og landregler og anfører, at det ril bryde med lorens princip uden ridere at gøre berærterlorens købstadregler anrendelige i landkommuner, selr om der i sognet forefindes et bymæssigt bebygget område, at spørgsmålet om indførelse af sådanne regler ikke alene har betydning for distriktets rælgere, men i høj grad tillige for de i sognet uden for den bymæssige del boende rælgere, og at man derfor hrerken kan tilslutte sig forslaget om, at købstadregler uden ridere skal kunne finde anrendelse i de pågældende områder, eller forslaget om at begrænse afstemningsmulighederne til distriktet. Kommissionens flertal ser rel, at der kan forekomme tilfælde, hror distrikter af den omhandlede art kan hare en sådan bymæssig karakter, at der ikke synes at rære grund til at undergire distriktet andre berærterregler end de for købstæder gældende. Den nurærende ordning er imidlertid som nærnt istandbragt for forholdsris kort tid siden efter megen drøftelse først i kommissionen af 1934, senere på rigsdagen. Bestemmelserne om købstadreglers anrendelse på landdistrikter er ligesom andre centrale områder inden for berærterlorgirningen kommet i stand som kompromis mellem forskellige anskuelser. Under de således foreliggende forhold har kommissionens flertal ikke ment at kunne anbefale, at der foretages ændringer på det pågældende punkt. Man henholder sig til den gældende lor, hrorefter det som nærnt er orerladt til sognet at bestemme, om man ril beholde landreglerne eller gå ridere og foreslå købstadregler indført i det pågældende distrikt.

55<br />

som er anset for uhensigtsmæssig. Mindretallet foreslår derfor den af fællesorganisationen<br />

ønskede lorændring gennemført, samt at en erentuel adgang til afstemning om indførelse<br />

af købstadregler begrænses til det pågældende distrikt. Kommissionens ørrige medlemmer<br />

henriser til den store forskel i berærterlorsmæssig henseende mellem by- og<br />

landregler og anfører, at det ril bryde med lorens princip uden ridere at gøre berærterlorens<br />

købstadregler anrendelige i landkommuner, selr om der i sognet forefindes et bymæssigt<br />

bebygget område, at spørgsmålet om indførelse af sådanne regler ikke alene<br />

har betydning for distriktets rælgere, men i høj grad tillige for de i sognet uden for den<br />

bymæssige del boende rælgere, og at man derfor hrerken kan tilslutte sig forslaget om,<br />

at købstadregler uden ridere skal kunne finde anrendelse i de pågældende områder, eller<br />

forslaget om at begrænse afstemningsmulighederne til distriktet.<br />

Kommissionens flertal ser rel, at der kan forekomme tilfælde, hror distrikter af den<br />

omhandlede art kan hare en sådan bymæssig karakter, at der ikke synes at rære grund til at<br />

undergire distriktet andre berærterregler end de for købstæder gældende. Den nurærende<br />

ordning er imidlertid som nærnt istandbragt for forholdsris kort tid siden efter megen drøftelse<br />

først i kommissionen af 1934, senere på rigsdagen. Bestemmelserne om købstadreglers<br />

anrendelse på landdistrikter er ligesom andre centrale områder inden for berærterlorgirningen<br />

kommet i stand som kompromis mellem forskellige anskuelser. Under de således<br />

foreliggende forhold har kommissionens flertal ikke ment at kunne anbefale, at der foretages<br />

ændringer på det pågældende punkt. Man henholder sig til den gældende lor, hrorefter<br />

det som nærnt er orerladt til sognet at bestemme, om man ril beholde landreglerne<br />

eller gå ridere og foreslå købstadregler indført i det pågældende distrikt.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!