searchable_0104-1954..

54
Der er allerede indført købstadregler i 18*) landdistrikter, se orersigten nedenfor
side 60. Det ril af foranstående orersigt ses, at 74 bymæssige bebyggelser, bortset fra områder,
der allerede har købstadregler, har et indbyggertal på mere end 1 500 personer,
samtidig med at hele kommunen har et indbyggertal på mindst 2 000. Der har i henhold
til den gældende berærterlor ræret afholdt 4 kommuneafstemninger, hroraf 3 har ræret
imod og 1 for indførelse af købstadregler.
Før man går nærmere ind på en prørelse af det af fællesorganisationen stillede forslag,
ril det rære naturligt at gøre nogle bemærkninger om betydningen af, at købstadregler
indføres i et landdistrikt. I landdistrikterne er det amtsrådene, der meddeler berillingerne.
Forudsætningen for, at berilling kan gires, er, at kommunalbestyrelsen indstiller berillingen.
Der er endridere adgang for sognerådet eller kommunens beboere til at krære kommuneafstemning
afholdt om det pågældende berillingsspørgsmål, både hris sognerådet indstiller
berillingen, og hris det nægter at indstille en sådan. I tilfælde af uenighed mellem
amtsråd og sogneråd afgøres sagen red ansøgninger om gæstgirerberillinger endeligt
af handelsministeren, medens der red amtsrådets nægtelse af berærterberillinger er
adgang til indankning for handelsministeren. I købstæderne meddeles berillingerne
af et berillingsnærn, som består af borgmesteren som formand, politimesteren og 4 af
kommunalbestyrelsen ralgte medlemmer. Berillingsnærnets afgørelse kan ikke indankes,
og der er ikke adgang til afholdelse af kommuneafstemning. For byområderne er der fremdeles
i en for hrer enkelt købstad godkendt berærterredtægt fastsat et bestemt maksimum
for antallet af berærterberillinger. For landdistrikternes redkommende er der ingen bestemmelser
i så henseende. I byerne meddeles gæstgireradkomst som næringsbrer**), medens
meddelelse af gæstgireradkomst i landdistrikterne er et berillingsspørgsmål. Med hensyn til
adgang til handel med stærke drikke er forholdet det, at det i byerne er frit tilladt at løse
adkomst på handelsnæring og dernæst med henblik på afgiftsberigtigelse at foretage anmeldelse
om at rille forhandle stærke drikke. I landdistrikterne kan købmænd og brugsforeninger
alene sælge stærke drikke med sognerådets tilladelse. Denne gires for 8 år ad
gangen og knyttes til et bestemt lokale. Det ril heraf ses, at der er stor interesse knyttet
til købstadreglers indførelse i et landdistrikt.
Det af fællesorganisationen rejste spørgsmål har genopliret den diskussion, der
førtes i kommissionen af 1934 og fortsattes i rigsdagsudralget under behandlingen af den
nugældende lorbestemmelse. Et mindretal (Ernst, Mellerup, Vilh. Nielsen, Nørgaard, Reinhard
og Østerberg) har anført, at de i henrendelsen omtalte bymæssige områder med
mindst 1 500 indbyggere er at ligestille med mindre købstæder, og at det ikke er rimeligt,
at oplandets befolkning gennem en kommuneafstemning kan forhindre det pågældende
bysamfund i at indføre de rene og klare linier for udskænkning og salg af stærke
drikke, som mindretallet anser for det rigtigste og det sundeste. Fra denne side anser
man det således for naturligt, at de for købstæder gældende regler uden ridere kommer
til at gælde for de pågældende områder, og at det, hris kommuneafstemningsadgangen
opretholdes, i hrert fald bør orerlades til distriktets beboere at træffe bestemmelse om
spørgsmålet. Det er endridere anført, at § 12 åbner adgang til at indføre købstadregler i
et landdistrikt med den begrundelse, at de for landkommuner gældende regler, herunder
kommuneafstemningsreglerne, er uhensigtsmæssige, og at det derfor forekommer mindre
forståeligt, at man i paragraffens 2. stk. opretholder den adgang til kommuneafstemning,
*) Se dog noten side 60.
**) Om kommissionens forslag til en ændring af denne regel se side 21.