searchable_0104-1954..

48
skedent omfang, at en decentralisation ikke synes at gire større fordel, synes det naturligt
fortsat at 'placere dispensationsbef øjeisen hos ministeren.
Efter § 11, stk. 3, kan berærter- eller gæstgirernæring med ret til udskænkning
af stærke drikke med de i bestemmelsens 2. punktum nærnte undtagelser ikke drires i
lokaler, som står i direkte forbindelse med lokaler, i hrilke anden næring udøres. Kommissionens
opmærksomhed er henledt på, at der i risse stormagasiner drires restaurationsrirksomhed
med udskænkning af stærke drikke. Efter det oplyste drires restaurationsrirksomheden
ikke af redkommende stormagasins indeharer, hrilket også rille rære uforeneligt med
paragraffens 1. stk., men af særlige selskaber, erentuelt af en forpagter. Kommissionen står
noget trirlende orerfor, om sådanne berillingsforhold er helt stemmende med lorens
bestemmelser. Til forsrar for den skete berillingsudstedelse er anført, at § 11, stk. 3, kun
kan antages at tage sigte på sådanne tilfælde, hror de pågældende næringer drires af den
samme indeharer. Det er et spørgsmål, om denne fortolkning kan holde. § 11, stk. 1,
indeholder et forbud mod forening af de af dette stykke omfattede næringer. § 11, stk. 3,
siger yderligere, at næringerne, hris der er meddelt dispensation, må drires i adskilte
lokaler, fra hrilken bestemmelse man undtager de i stk. 3, 2. punktum, nærnte tilfælde.
Men herudorer synes stk. 3 at indeholde den regel, at berærtning og gæstgireri med den
nærnte udskænkningsret ikke må drires i lokaler, hror en anden næringsrirksomhed
foregår, selr om denne anden næring ikke drires af restaurationens indeharer, et synspunkt,
der iørrigt er anerkendt red bestemmelsen i § 3 i lor nr. 69 af 28. februar 1950 om
handelsrejsendes udstilling af deres prørekollektioner i berærtninger og gæstgirerier.
Kommissionen må finde, at den bag § 11, stk. 1, liggende motirering: at det i
princippet er uheldigt og ikke nødrendigt at åbne adgang til samtidig drift af restaurationsrirksomhed
med udskænkning af stærke drikke og anden næringsrirksomhed, fremdeles
er tungtrejende. Når talen er om stormagasiner, hror kunder kan tilbringe lang tid
med indkøb i magasinets mange afdelinger, synes forholdet dog at rære et andet, og man finder
det derfor ønskeligt, at der ikke lægges hindringer i rejen for oprettelse af restaurationsrirksomheder,
når sådan berærtningsrirJcsomhed kan anses som et naturligt led i betjeningen
af kunderne. En tilladelse til en sådan forening måtte erentuelt kunne betinges af, at
den pågældende restaurationsrirksomhed kun bler holdt åben i den for butikker gældende
åbningstid. Man anser det imidlertid for rigtigt, at der ikke hersker trirl om det retlige
grundlag for den praksis, der har udriklet sig, og har derfor stillet et ændringsforslag
til § 11.