searchable_0104-1954..

42
gire ejere af ejendomme, hrori der drires berærtning, en art monopolstilling, men at de
nugældende bestemmelser på den anden side ikke kan anses for helt fyldestgørende. Det er
anført, at der synes at rære rægtige grunde, der taler for bl. a. at søge at hindre en ophobning
af berærtninger, og at det derfor er farligt at lade adgangen til at flytte en rirksomhed
alene rære afhængig af, om de nye lokaler, hrad rumforholdene angår, er i tilfredsstillende
stand.
Fra anden side inden for kommissionen har der ræret stemning for at slutte sig
til de betragtninger, der bler gjort gældende af kommissionen af 1903. Medens der er
ganske bestemte hensyn, der fører til den for landdistrikterne gældende regel, ril det for
byområdernes redkommende kunne rære betænkeligt i almindelighed at binde berillingers
gyldighed til en bestemt ejendom. De tidligere lorbestemmelser på det pågældende område
er udtryk for en gammel ret for indeharere af berærtningsrirksomheder til på grund
af girne omstændigheders indtræden at flytte rirksomheden til en anden ejendom inden
for byområdet, såfremt de lokaler, til hrilke der flyttes, kan godkendes af myndighederne.
Motirerne til ønsket om en flytning kan rære mange, og spørgsmålet er, om der er grund
til af hensyn til de forholdsris få odiøse tilfælde at gøre en naturlig begrundet flytning til
et berillingsspørgsmål. Der er iørrigt i denne forbindelse henrist til, at det af magistraten
rejste spørgsmål ikke bør få praktisk betydning, idet berilling kun bør gires kralificerede
personer, og således, at de personer, der opnår berilling, stort set bør rære kralificerede til
at drire rirksomhed oreralt inden for kommunens område. Fra denne side inden for
kommissionen er man derfor af den opfattelse, at de tilfælde, hror en flytning ikke skønnes
heldig på grund af indeharerens kralifikationer, og hror det således kan rære magtpåliggende,
at redkommendes rirksomhed blirer bundet til stedet, eller snarere, at den
pågældende ikke får fri mulighed for at flytte til risse krarterer, kan klares red en henrisning
til orerberillingsnærnet, der i en række tilfælde for hele landet har imødekommet
henrendelser om stedfæstelse af berillinger til en bestemt ejendom.
Når kommissionen imidlertid alligerel er stemt for en ændring af flyttereglen i
§ 7, skyldes det de betragtninger, for hrilke der er redegjort foran side 8-9, at hensynet
til at undgå en sammenklumpning af restaurationer formentlig kun ril kunne tilgodeses,
såfremt der ikke frit kan flyttes med rirksomhederne. Tendensen til ophobning af restaurationer
ril næppe kunne hindres alene red sagernes henrisning til orerberillingsnærnets
behandling. Kommissionen har i orerensstemmelse hermed stillet forslag om, at flytning i
købstæderne til andet lokale af lokalt meddelte berillinger kun kan finde sted med berillingsnærnets
samtykke. Man har derimod ikke anset det for nødrendigt på linie med reglerne
i § 7, stk. 3, at foreslå, at flyttetilladelsen kun kan gires under iagttagelse af de for erhrerrelse
af berilling fastsatte forskrifter.
I tilslutning til den foranstående redegørelse redrørende adgangen til at flytte
en berilling til et andet lokale inden for kommunen har man fundet det naturligt at henlede
opmærksomheden på reglerne i lorens § 7, stk. 1, 2. pkt., hrorefter berærteradkomst
uden ret til udskænkning af stærke drikke, når omstændighederne taler derfor, med politiets
tilladelse kan knyttes til faste stadepladser under åben himmel. For så ridt angår
berærteradkomster iørrigt, herunder adkomster med ret til udskænkning af stærke
drikke, foreskrirer stk. 1,1. pkt., at adkomsten med enkelte undtagelser skal rære knyttet
til et bestemt lokale, hrilket synes at forudsætte, at der i sådanne tilfælde skal foreligge
egentlige serreringslokaler; herred udelukkes det ikke, at der tillige er mulighed
for at serrere i fri luft (fortorsrestaurationer og lign.). Kommissionen har bragt i erfaring,
at praksis flere steder er den, at det anses for tilstrækkeligt, at serreringen foregår