searchable_0104-1954..

Flytning af adkomst.
Københarns magistrat har foreslået, at de lokale berillingsmyndigheder i byområderne
får hjemmel til at foreskrire, at berillingen alene kan udøres fra et bestemt angiret lokale,
se herred den side 192 optrykte skrirelse. Der henrises til, at berillingsansøgere, der forgæres
søger berilling til et nærmere angiret krarter, efter afslaget søger og opnår berilling
til et andet krarter, og efter godkendelsen af nye lokaler i det førstnærnte krarter
flytter dertil.
Efter berærterlorens § 7 skal adkomst på berærter- eller gæstgirernæring knyttes
til et bestemt lokale. I byområderne er — når bortses fra berillinger, der er meddelt af
orerberillingsnærnet — flytning til andet lokale tilladt under forudsætning af, at lokalerne
forinden indflytningen godkendes af politiet og sundhedsmyndighederne. På landet kan
flytning ikke finde sted, medmindre amtsrådet meddeler samtykke til flytningen. Sådant
samtykke kan kun gires i orerensstemmelse med de for meddelelse af berilling girne
regler, dog at flyttetilladelsen forudsættes udfærdiget uden gebyr.
Princippet i de nurærende regler har ræret gældende også i berærterlorene af
1912 og 1924. I den af kommissionen af 1903 afgirne betænkning af 1907 siges der side
121 i bemærkningerne til § 29 i det da udarbejdede forslag til berærterlor følgende:
„Som alt antydet rirker forslaget hen til bedre lokaler dels red reglen om lokaleredtægter (§ 28),
dels red på landet at orerlade lokalefordringerne til berillingsmyndighedens skøn, dels endelig i byerne
red at lade nærnet red ralget mellem berillingsansøgerne også tage lokalehensyn. Af denne ordning følger,
at flytning på landet kun kan ske med berillingsmyndighedens tilladelse. I byerne bør der derimod, når
lokaleredtægterne orerholdes, rære flyttefrihed. Berærtningstrangen fordeler sig i byerne alt for rekslende
til, at regulering er mulig; og desuden rille en sammenknytning af berillingen til et bestemt lokale foruden
at bringe berærteren i afhængighed af husrærten tillige bringe grundejerinteresserne for stærkt i forgrunden.
Hos enkelte af de særlig interesserede grundejere rille nemlig bestræbelserne for at bringe berærtningstallet
ned sikkert komme til at møde nogen modstand".
Disse betragtninger førte til bestemmelsen i § 5 i loren af 1912, jfr. reglen i § 5
i loren af 1924, hrorefter flytning i byerne er tilladt, såfremt lokalerne godkendes. De to
lore indeholdt for landkommunernes redkommende ikke tilsrarende regler. Der måtte
således dér løses ny berilling. Under hensyn til, at det ofte er ønskeligt, at berærter- og
gæstgirerrirksomhed på landet kun udøres i en bestemt ejendom i kommunen, f. eks. den
stedlige gæstgirergård, fandt man det rigtigst at opretholde reglen, og man foreskrer,
som foran nærnt, positirt, at der til flytning på landet udkræredes tilladelse af amtsrådet,
og at en sådan tilladelse kun kunne gires under iagttagelse af de for udfærdigelse
af nye berillinger gældende regler.
Fra risse sider inden for kommissionen har man tilsluttet sig de af magistraten
anførte synspunkter angående det uheldige i, at berillingsansøgere kan opnå at drire
rirksomhed fra et forretningssted, som berillingsnærnet ikke anser den pågældende for
kralificeret til at drire. Man har samtidig giret udtryk for, at det rel er betænkeligt at