searchable_0104-1954..

39
Det ril af bilagene side 198—99 ses, at praksis på dette område ligger noget forskelligt.
I risse kredse administreres loren i orerensstemmelse med dennes bestemmelser, medens
praksis andre steder er gået ud orer lorordene, men iørrigt formet på noget forskellig
måde. Idet kommissionen går ud fra, at de fremgangsmåder, der er anført i de nærnte
bilag, må anses for typiske, bemærkes, at man ingen steder — hrad også naturligt er —
har giret den midlertidige tilladelse uden at anstille risse orerrejelser af, om der er udsigt
til, at berillingen til sin tid ril blire meddelt. Til brug red dette skøn tilrejebringes de
fornødne attester, ligesom man yderligere forlanger det for berillingens udfærdigelse til
sin tid foreskrerne gebyr m. r. indbetalt. Der ses også anrendt den fremgangsmåde, at
man i landdistrikterne indhenter en udtalelse fra sognerådet, erentuelt alene fra dettes
formand. På basis af det således tilrejebragte skønner politiet orer, om det kan forsrares
midlertidigt at tillade rirksomhedens fortsættelse. Det fremgår ikke klart af det tilrejebragte
materiale, hror ansraret for rirksomhedens drift placeres. Medens man risse steder lader
den nye ejer orertage driften på den tidligere ejers ansrar — formentlig sårel det juridiske
ansrar efter berærterloren, som ansraret for afgifternes betaling — taler man andre
steder kun om ansraret orerfor toldmyndighederne. Det forekommer, at tilladelse er giret
mundtligt.
Uanset hrorledes forholdet end er konstrueret, kan de anrendte fremgangsmåder
ikke forenes med berærterlorens bestemmelser. At gire en klar tilladelse til fortsættelse ril
rære i strid med berærterlorens § 5. Heller ikke dette at gire tilladelsen, således at ansraret
i den ene eller den anden henseende påhriler forgængeren, stemmer med loren. Efter berærterlorens
§ 6, stk. 1, skal retten til at drire berærtning og gæstgireri udøres af adkomsthareren
selr, og betingelserne for at kunne ansætte efterfølgeren som bestyrer foreligger
ikke. Såfremt den tidligere indeharer står som den ansrarlige leder, skal rirksomheden
også drires i hans narn og for hans regning, og under forudsætning af, at dette er
tilfældet, er der intet grundlag for at gire en midlertidig tilladelse til efterfølgeren.
Praksis på det heromhandlede område, således som denne har udriklet sig —
såridt kommissionen kan skønne i et ikke ringe antal politikredse — er ikke forenelig med
berærterlorens bestemmelser. Bestemmelsen om, at rirksomheden ikke kan påbegyndes,
forinden adkomstdokumentet foreligger, er udtryk for den ganske selrfølgelige betragtning,
at der, da berærternæring anses som en særlig kralificeret næring, og da hrer enkelt
adkomst er en berillingssag, bør gires berillingsmyndigheden lejlighed til at tage stilling
til det enkelte andragende, før redkommende påbegynder næringen. Den omstændighed,
at politiet girer ansøgeren en midlertidig tilladelse, i tillid til hrilken ansøgeren afholder
måske store udgifter, ril ofte kunne rirke præjudicerende på sagens afgørelse. Berillingsmyndighederne
bør stå frit, og ansøgeren kan på grund af berillingens nægtelse lide store
tab, der ofte ikke ril kunne fås dækket af den næste efterfølger.
Af principielle grunde må det anses for afgørende betænkeligt at forlade reglen
i berærterlorens § 5, stk. 1. De uheldige rirkninger af, at berærter- og gæstgirerrirksomheder
ofte handles hurtigt, må efter kommissionens opfattelse søges afbødet på anden måde.
Det kan således, når talen er om byområder, tænkes, at køberen i forrejen har den
fornødne adkomst til en anden rirksomhed i den pågældende kommune, og at han samtidig
opgirer denne rirksomhed. I så fald kan han efter den gældende lor flytte adkomsten
til den nye rirksomhed under de i lorens § 7, stk. 2, angirne forudsætninger. Efter kommissionens
forslag, se side 42, ril der dog yderligere kræres tilladelse fra berillingsnærnet,
ligesom adkomster meddelt af orerberillingsnærnet kun kan flyttes med dettes