searchable_0104-1954..

37
rel om, o rerb erillingsnærnets rirksomhed i det hele siges, at nærnet i første række må
bygge på de lokale udtalelser i sagen, men der udøres dog et skøn bygget på et betydelig
mere omfattende erfaringsmateriale, end der er til rådighed for de lokale nærn.
Eet mindretal (formanden, Ernst, Vilh. Nielsen, Nørgaard, Nørregaard, Reinhard,
Roelsen, Jesper Simonsen og Østerberg) skønner derfor, at det, også for så ridt angår forny'elsestilfældene,
ril rære rigtigst, at sagerne redblirende henhører under det neutrale organ:
orerberillingsnærnet og underkastes dette nærns ensartede praksis.
Et andet mindretal (Bendixen, Clemmesen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph
Hansen, Markersen, Mellerup, Randkær, Rosenkjær og Røgind) tilslutter sig derimod
magistratens synspunkter.
Endelig har et tredie mindretal (Wedell-Wedellsborg) foreslået en mellemløsning,
hrorefter de lokale berillingsmyndigheder een gang bør hare adgang til berillingsfornyélse for
et kortere åremål end redtægtsmæssigt fastsat, hrorimod, gentagen kortere fornyelse bør henlægges
til orerberillingsnærnet.
Endelig har et mindretal (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen,
Markersen, Vilh. Nielsen, Randkær, Rosenkjær og Røgind) peget på, at det må anses
for hensigtsmæssigt at gire de lokale myndigheder adgang til i særlige tilfælde både at
meddele og forny berillinger, som alene girer ret til at udskænke risse arter af stærke drikke,
f. eks. rin og øl eller udelukkende øl. Dette kan hare interesse f. eks. red afgørelse af, om
små skorparilloner og lign. skal hare berillinger til i det hele taget at udskænke stærke
drikke, og måske også, når det samme spørgsmål rejses angående jernbanerestaurationer,
restaurationer red idrætsanlæg og lign. Også her henriser mindretallet til norsk og
srensk ret, som opstiller ræsentligt strengere rilkår for meddelelse af tilladelse til at
udskænke spiritus (destillerede drikke) end for meddelelse af tilladelse til at udskænke
rin og øl eller alene øl. Tilsyneladende rolder det ikke det restaurationssøgende publikum
i Norge og Srerige ulemper, at der således er gennemført en deling af restauranterne efter
deres mere eller mindre omfattende udskænkningsret.
Hrad angår særlige begrænsninger og rilkår, således f. eks. en begrænsning af udskænkningsrettens
omfang, bemærker kommissionens flertal, at der ikke bør gires en berilling
til en ansøger begrænset til f. eks. udskænkning af øl, når denne ikke skønnes kralificeret
til at få en ubegrænset berilling, jfr. herred i det hele bemærkningerne nedenfor side
69. Berillinger bør i princippet hare det af loren bestemte indhold. De få tilfælde, hror man
fra lokal side går ind for en begrænsning af udskænkningsretten — ikke bestemt af hensynet
til andragerens kralifikationer, men af ønsket om, at der i det hele taget kun udskænkes
i et rist omfang i den pågældende rirksomhed — bør efter flertallets opfattelse,
også under hensyn til det ønskelige i en ensartet praksis for hele landet, fortsat henrises til orerberillingsnærnet,
i hrilken forbindelse man henleder opmærksomheden på, at det lokale
selrstyre ikke derred ses at blire trådt nær. I denne forbindelse må nemlig erindres,
at orerberillingsnærnet, jfr. lorens § 21, stk. 4, i ridt omfang er bundet af de fra lokal
side gjorte indstillinger i den forstand, at berilling kun i meget begrænset omfang kan gires
mod lokale ønsker.