searchable_0104-1954..

218
København, den 29. maj 1952. Bilag 27.
Til ministeriet for handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10, K.
Under henvisning til det foretræde, repræsentanter for undertegnede organisationer
havde den 5. maj d. å. med hr. kontorchef Axel Roelsen, og ved hvilken lejlighed man fremsatte
en beklagelse over den overhåndtagende illoyale og ulovlige konkurrence, som fra marketenderiernes
side finder sted overfor de interesserede erhverv, tillader man sig at resu
mere vor henvendelse og udtalelser således:
Reglerne for marketenderiers næringsret er fastsat i § 27 i beværterloven af 15.
marts 1939, hvorefter et marketenderi — for så vidt beværteradkomst ikke er erhvervet—
kan drives på basis af en tilladelse fra politiet, i København fra magistraten, hvilken tilladelse
ikke medfører pligt til at svare omsætningsafgift.
Formentlig som modstykke til denne fritagelse er marketenderier til gengæld underkastet
særbestemmelser, hvorefter
1. Lokalet skal ligge indenfor en fabrik, et værksted, en kaserne, et kontor, en arbejdsplads
eller lignende sted,
2. at alene personer, ansat i den pågældende virksomhed, der rummer marketenderiet,
må beværtes i dette, og
3. hvilket kun må ske indenfor de fastsatte spisetider for så vidt angår stærke drikke.
Endelig er det udtrykkeligt fastslået,
4. at marketenderibestyrere ikke må udøve handelsnæring, og at der fra marketenderier
ikke må drives nogen næring, til hvis udøvelse næringsbrev kræves.
Disse regler er i sig selv meget klare og kunne fra de interesserede erhvervs-, købmands-
og restaurationsorganisationers side i og for sig accepteres, for så vidt myndighederne
ville påse reglernes overholdelse og ikke trække videre grænser, end hvad der må
påregnes at have været lovens hensigt.
Forholdet er imidlertid det beklagelige, at en stor del af marketenderierne i stort
omfang overskrider de i § 27 klart afstukne grænser, idet der til gene for restaurationernes
lovlige næring afholdes fester af mere eller mindre privat karakter i marketenderilokalerne,
og der til gene for de butikshandlendes lovlige næring gøres ulovlige indgreb i disses naturlige
forretningsområde ved salg ud af marketenderiet af snart sagt alle slags varer, herunder
navnlig af vin og spiritus, chokolade, tobak m. m.
For så vidt angår den afgiftsfri udskænkning af stærke drikke under festligheder i
marketenderierne, er det et faktum, at denne igennem længere tid har været og stadig er i
stærk tiltagende. Da beværterloven i 1939 blev vedtaget, var problemet af betydeligt mindre
omfang, ikke alene fordi antallet af marketenderier dengang var betydeligt mindre, men tillige
— og navnlig — fordi restaurationsafgiften dengang kun androg 6 pct. Som bekendt
er afgiften imidlertid nu steget til 25 pct., og tilskyndelsen til at afholde private fester og
sammenkomster, der ellers normalt burde henlægges til restauranter og disses selskabslokaler,
er derfor ganske iøjnefaldende, idet omsætningsafgiften derved spares.
Efter foreliggende oplysninger synes også den efter § 27 iøvrigt lovlige udskænkning
at have fået slagside visse steder, således at der tillige er opstået et socialt problem.
Det vides nemlig, at arbejderne på visse marketenderier har endog betydelige ugeregninger,
der reguleres ved lønudbetalingen, et forhold, der efter vor opfattelse må være ulovligt