searchable_0104-1954..

185
Som det fremgår af vedlagte rapportmateriale, har man hidtil undersøgt 11 iskonditoriers
forhold, og for dem alle gælder, at den af dem drevne serveringsvirksomhed
ikke dækkes af deres næringsadkomst. En enkelt driver således sin virksomhed med næringsbrev
som handlende og må følgelig overhovedet ikke have indrettet servering i forretningslokalet.
De øvrige har alle næringsbrev som bager, men samtlige serveringsvirksomheder
går efter det oplyste langt ud over bagernes hævdvundne, beskedne serveringsret, både
hvad angår arten af de varer, der serveres, og antallet af opstillede borde og stole.
En lovliggørelse af forholdet kan formentlig kun ske ved, at de pågældende næringsdrivende
erhverver konditorbevilling. Herved falder de imidlertid ind under de regler
om lokalernes indretning m. v., som i henhold til beværterlovens § 9 er fastsat i landets
politivedtægter. Hvis disse forskrifter gennemføres strengt, vil iskonditorierne, der normalt
er etableret i tidligere butikslokaler, som hovedregel ikke kunne godkendes i lokalemæssig
henseende. Der er imidlertid for Københavns vedkommende i politivedtægtens § 75, punkt
2), hvoraf ekstraktafskrift vedlægges, en hjemmel for politiet og sundhedskommissionen
til at tilstå lempelser i vedtægtens fordringer til lokaler. Denne bestemmelse har f. eks.
været anvendt i den vedlagte sag angående „Isbaren", Blågårds Plads 15—17.
Spørgsmålet i almindelighed har nu været forelagt sundhedskommissionen, der er
indstillet på i vidt omfang at gøre brug af den omhandlede undtagelsesbestemmelse for
iskonditorierne og kun stille de krav, som skønnes nødvendige i sundhedsmæssig henseende.
Man er således indstillet på at lempe kravene til loftshøjde m. v. og ikke kræve indretning
af toilet. Derimod må man stille de krav, som skønnes sundhedsmæssigt nødvendige, og der
vil f. eks., hvis der finder tillavning sted af æbleskiver., pandekager, lagkage o. lign., blive
stillet krav om indretning af et særligt køkken, ligesom det vil blive krævet, at tilberedningen
og opbevaringen af de øvrige varer sker på sundhedsmæssig forsvarlig måde, og at
det anvendte service kan afvaskes grundigt.
Jeg vil herefter anse det for muligt, at der for Københavns vedkommende kan
gennemføres en ordning, hvorefter iskonditorierne erhverver konditorbevilling og får deres
lokaler godkendt, uden at der stilles større krav, end hvad der med rimelighed kan opfyldes
af forretningernes indehavere. Om det samme kan ske i det øvrige land, afhænger af, om
politivedtægterne har en tilsvarende dispensationsbeføjelse, og af, hvorledes de lokale
sundhedskommissioner vil stille sig. Det vil derfor formentlig give en klarere løsning, hvis
der indføres et særligt næringsbrev som „iskonditor" men hertil kræves formentlig lovændring.
Hvis et sådant særligt næringsbrev indføres, bør det dog efter min mening foreskrives,
at sundhedskommissionen skal godkende lokalerne og kan stille de fornødne krav
til deres hygiejniske indretning.
For så vidt angår de vedlagte konkrete sager har jeg efter omstændighederne ment
at kunne stille kravet om lovliggørelse i bero, indtil handelsministeriets afgørelse foreligger.
Med meddelelse om afgørelsen bedes til sin tid de vedlagte rapporter med bilag
tilbagesendt.
Københavns politikammer, den 19. maj 1948.
Herfelt.
Mellerup.