searchable_0104-1954..

182
noget, der kan regulere forholdet i de private selskabslokaler, selv om kapitlet omhandler
fordeling af stærke drikke og altså ikke forudsætter nogen betaling fra konsumentens side.
Ser man endelig på de særlige bestemmelser om beværtninger uden ret til udskænkning
af stærke drikke i § 34, er der i denne bestemmelse -— iøvrigt forståeligt nok — fastsat
yderst strenge regler for den beværter, der ikke har adkomst på udskænkning af stærke
drikke, idet sådanne varer hverken for betaling eller uden betaling må udskænkes, ligesom
det er forbudt gæsterne at nyde medbragte stærke drikke, og værten og de, der går ham
til hånde, må ikke finde sig i, at dette sker. Værten må heller ikke opbevare stærke drikke
i den ejendom, hvori beværtningen drives, eller i ejendommens nabolag. Dette gælder også
hans medhjælpere og medlemmer af hans husstand, og ved sluttet bord må værten ikke
beværte med stærke drikke.
Her i denne bestemmelse må der siges at være kontrol med de stærke drikke, så
det kan forslå noget, og i egentlig forstand kan vi naturligvis kun erklære os fuldt indforstået
hermed, idet man, hvis bestemmelsen ikke var så kategorisk fastlagt, som tilfældet
er, ville komme ud i kaotiske tilstande; men sammenligner man bestemmelsen med forholdet
i de private selskabslokaler, kan det virke noget besynderligt, at gæsterne ikke må nyde
sine medbragte egne drikkevarer hos værten, blot fordi der hviler en bevilling på lokalet,
mens enhver frit kan leje et privat selskabslokale og der nyde sine medbragte drikkevarer
uden at være undergivet anden form for kontrol end den, loven om afgift på omsætningen
af stærke drikke i sin § 1, stk. 3, fastsætter.
Vi kan efter dette ikke komme til andet resultat, end at de private erhvervsmæssigt
udlejede selskabslokaler er i modstrid med beværterlovens ånd og forudsætning, og at
spørgsmålet om disse lokalers lovlighed bør tages op til fornyet undersøgelse.
Inden vi slutter nærværende henvendelse til alkoholkommissionen, vil vi tillade os
at henlede opmærksomheden på, at centralforeningen i de senere år, hvor omsætningsafgiften
har været så høj, som tilfældet er, har fået det absolutte indtryk, at der foregår
et meget stærkt drikkeri i marketenderierne, ligesom den iøvrigt rigtigt formulerede § 27
om marketenderivirksomhed ikke efterleves på den måde, som loven forudsætter. Der
afholdes ofte fester, andespil, sammenkomster i marketenderierne, som ofte, især i de store
virksomheder er indrettet så smukt, at de danner en fortrinlig ramme om en fest, og da der
ikke svares omsætningsafgift af de nydte stærke drikke, er det forståeligt nok, at det til
virksomheden knyttede personale søger at arrangere sig billigst muligt. Men dette er naturligvis
i strid med loven, men tillige er det for politiet vanskeligt at overvåge, at loven
ikke på dette punkt bliver overtrådt, idet der jo ikke er tale om noget offentligt tilgængeligt
lokale. Selv om beværterlovens § 33 finder anvendelse også på marketenderiernes virksomhed,
er det ikke sjældent forekommende, at personale fra sådanne virksomheder, hvori
der findes marketenderier, indfinder sig på en nærliggende beværtning for at købe stærke
drikke, men værten har måttet afvise at servere for disse personer for ikke at komme i
konflikt med § 33, stk. 2. Der foreligger for os eksempler på, at enkelte af personalet i en
herværende større industrivirksomhed har haft ugeregninger fra 100—130 kr. til marketenderen
alene for nydt øl og spiritus.
Vi må henstille til alkoholkommissionen, at også dette forhold tages op til en undersøgelse
og drøftelse, og at der træffes sådanne foranstaltninger mod marketenderierne, at
beværterlovens § 27 efterleves på den måde, bestemmelsen forudsætter.