searchable_0104-1954..

181
værtning ved sluttet bord, og hvad der kan sidestilles hermed — er fri næring, og der kræves
ingen speciel tilladelse til udøvelsen, ej heller nogen anmeldelse til myndighederne, selv
om virksomheden er af varig karakter.
Denne form for virksomhed og virksomheden ved drift af de private selskabslokaler
er retligt set stillet ens, selv om der i realiteten gør sig store forskelligheder gældende?
bortset fra forskellen i selve betalingsspørgsmålet for de nydte stærke drikke kan drukkenskab
ved beværtning ved sluttet bord rammes efter § 25 — mens drukkenskab ikke efter
loven kan rammes i de private selskabslokaler. Der svares ikke omsætningsafgift for serverede
stærke drikke ved sluttet bord, men derimod for omsætningen af stærke drikke i de
private selskabslokaler.
At drage den slutning, at servering af mad- og drikkevarer i de private selskabslokaler
i nogen grad kan sidestilles med servering ved sluttet bord, synes vi er yderst betænkeligt.
Ved servering ved sluttet bord må det nemlig almindeligvis antages, at den pågældende
flerhed af personer skal udgøre en påviselig bestemt afgrænset kreds af personer,
der normalt enten ved aftale eller ved deres virksomhed er knyttet til det sted, hvor serveringen
foregår. Ved de private selskabslokaler er personerne og antallet af disse forskellig
fra gang til gang, og udskænkningen af stærke drikke finder sted såvel til måltiderne som
uden for disse og foregår i lokaler, som enhver kan leje..
4) Beværtning i foreninger efter lovens § 26. Servering af madvarer og ikke-stærke
drikke kan finde sted i foreninger uden nogen adkomst og er altså fri næring.
Men så snart der bliver tale om udskænkning af stærke drikke mod betaling i foreninger,
kræver loven adkomst på beværternæring eller i enkelttilfælde tilladelse efter § 22;
dette gælder også, selv om udskænkningen sker uden fortjeneste for enkeltmand.
En forudsætning for bestemmelsens anvendelse er, at der virkeligt foreligger en
forening med lovligt foreningsformål, og at foreningens medlemmer virkelig har tilknytning
til denne (altså at der ikke er tale om en „skinforening").
Drager man en sammenligning mellem beværtning i foreninger, når der udskænkes
stærke drikke, og beværtningen i de private selskabslokaler, gør der sig normalt den forskel
gældende, at foreningsmedlemmerne betaler for udskænkningen, mens det vistnok normalt
ikke er tilfældet i de private selskabslokaler, at der betales for drikkevarerne. Men loven
stiller i § 26 så strenge krav, at den fordrer bevilling til stærke drikke, selvom udskænkningen
sker uden fortjeneste for enkeltmand, og det må herefter fastslås, at selv i et sådant
tilfælde, hvor der ikke er tale om noget erhverv for en enkelt person, kræves der alligevel
bevilling til udskænkning af stærke drikke.
I de private selskabslokaler kan der udskænkes stærke drikke endog i overmål,
og udlejningen af lokalerne er erhvervsmæssig — men bevilling eller tilladelse til udskænkningen
og driften af lokalerne, det kræves ikke.
5) Marketenderivirksomhed efter § 27. For så vidt beværteradkomst ikke er erhvervet,
udkræves tilladelse fra politiet, men der betales ikke omsætningsafgift for de nydte
stærke drikke — i modsætning til de private selskabslokaler, hvor der betales omsætningsafgift.
Dette er de egentlige begrænsninger, som beværterloven fastsætter i den efter vor
formening tillagte eneret.
Herudover fastsætter beværterloven i sit kap. VI — §§ 28 og 29 — nærmere regler
om handel med og fordeling af stærke drikke, men heller ikke i disse bestemmelser findes