searchable_0104-1954..

180
Den private form for udskænkning i hjemmene behøver vi næppe at komme ind
på, men den offentlige udskænkning har naturligvis vor udelte interesse.
Vi kan ikke se rettere, end at den form for udskænkning af stærke drikke, der foregår
i de erhvervsmæssigt udlejede selskabslokaler, ikke længere i forholdet til de offentlige
myndigheder har en privat karakter, når den foregår i lokaler, som enhver har adgang
til mod betaling at kunne disponere over. Det er måske også den tanke, der har stået lovgiverne
klart, da man i den fornævnte § 1, stk. 3, har fastsat, at der skal betales afgift af omsætningen
af stærke drikke i de erhvervsmæssigt udlejede selskabslokaler; den private udskænkning
betales der jo ingen omsætningsafgift af. Karakteren af fester, spisninger etc.
i de to former for selskabslokaler adskiller sig — bortset fra selve serveringsvirksomheden —
heller ikke fra hinanden, og konkurrencen drives derfor næsten på ens basis.
Dette synspunkt må efter vor opfattelse enten føre til, at de private selskabslokaler
ingen hjemmel har i beværterloven og derfor simpelthen burde være forbudt eller også til,
at der bør skaffes disse lokaler en adkomst efter beværterloven, således at de underkastes
den samme indgående kontrol, der finder sted med hensyn til hotellernes og restaurationernes
selskabslokaler.
Ser man på beværterlovens enkelte bestemmelser, der kan have betydning i forbindelse
med bedømmelsen af lovligheden af de private selskabslokaler, kan det for erhvervets
udøvere virke stødende, at beværterbevillingernes antal i henhold til lovens § 13 er begrænset,
mens der ikke findes nogen bestemmelse, der begrænser antallet af private selskabslokaler.
I henhold til beværterlovens § 7 skal adkomst på beværternæring være knyttet til
et bestemt lokale, og i § 9 bestemmes, at der i de lokale politivedtægter skal fastsættes de
fordringer, der af sundheds-, sædeligheds- og ædruelighedshensyn, samt af hensyn til sikkerhed
og orden, må stilles til størrelse og indretning af beværtningslokaler m. m.
I lovens § 32, stk. 3, fastsættes ganske særlige bestemmelser for godkendelse af erhvervets
selskabslokaler for at opnå fritagelse fra den almindelige lukketid, og i § 33, stk. 2,
fastsættes forbud mod udskænkning af stærke drikke for berusede personer, hvilken bestemmelse
også gælder erhvervets selskabslokaler.
Disse bestemmelser er de private selskabslokaler under de nuværende forhold ikke
på nogen måde underkastet, og vi synes, at dette af mange forskellige grunde er yderst
uheldigt.
Vi har foran været inde på, at vi har den opfattelse, at meddelelse af beværterbevilling
måtte give adkomsthaverne en eneret til denne næring udelukkende med de begrænsninger,
som beværteren i medfør af beværterlovens — efter vor opfattelse — udtømmende
bestemmelser er pligtige at finde sig i.
Efter vor formening er disse begrænsninger følgende:
1) Lejlighedstilladelser efter § 22; disse tilladelser er kun af midlertidig karakter
— og kommunens beværtere har en vis fortrinsret til tilladelsen.
2) Beværtning fra faste stadepladser i henhold til lovens § 23.
3) Beværtning ved sluttet bord m. m. i lovens § 25. Den, der beværter ved sluttet
bord, har ret til under måltidet —• men også kun under dette — at beværte med stærke
drikke, så længe det ikke giver anledning til drukkenskab. Denne form for næring — be-