searchable_0104-1954..

179
Vi skal herefter tillade os med beværterloven som baggrund at gå over til en sammenligning
af retstilstanden mellem hotellernes og restaurationernes selskabslokaler og de
private selskabslokaler.
Hotel- og restaurationserhvervet i Danmark har altid følt det som sin opgave at
beværte sine kunder på en rimelig og forsvarlig måde, når disse af forskellige årsager var
afskåret fra at holde deres fester under helt private former i lejligheder og andetsteds og
derfor var henvist til at holde deres forskellige arrangementer i hotellernes og restaurationernes
selskabslokaler.
I henhold til beværterloven skal en beværter have bevilling — altså en adkomst
til næring, som han end ikke har noget krav på at få, selv om han iøvrigt måtte opfylde
lovens betingelser, altså en bevilling, som alene er afhængig af bevillingsmyndighedernes
frie skøn, og som det er en „nådessag" at opnå — for at have gæster siddende og for at kunne
beværte disse. Således som vi forstår loven, gives der ved denne bevilling beværteren en
eneret til denne form for næring udelukkende med de begrænsninger i næringens omfang,
som beværterloven selv fastsætter i forskellige bestemmelser. Vi må anse loven for ganske
udtømmende på dette punkt, idet der ellers ikke ville være nogen mening i at foretage en
lang opregning af begrænsninger i beværternes næringsområde.
De private selskabslokaler omtales af gode grunde — da de kun kendtes i ringe
grad i 1939 — ikke med eet ord i beværterloven, og denne form for næring, der på mange
områder ganske kan ligestilles med beværternæringen — bortset fra at udlejeren ikke foretager
selve serveringen — er altså beværterloven ganske ukendt. Det er derfor efter vor opfattelse
en uhørt omstændighed, at der kan opstå en erhvervsmæssig formfor udlejning
af selskabslokaler med adgang til lejemål for enhver, uden at denne form for næring er
underkastet nogen som helst kontrol — altså er fri næring — og uden at indehaveren skal
have tilladelse fra myndighederne eller anden form for næringsadkomst for at kunne påbegynde
sin virksomhed.
Forholdet er efter vor opfattelse klart dette, at indehaveren af et privat selskabslokale
uden tilladelse fra myndighederne kan påbegynde sin virksomhed og — uanset
hvilke misligheder og overtrædelser af beværterlovens bestemmelser der måtte finde sted
i disse lokaler •— uhindret kan fortsætte med at drive sin virksomhed, da myndighederne
ikke i påkommende fald kan tage nogen næringsadkomst fra ham.
Vi kan naturligvis vel se, at der mellem de private selskabslokaler og erhvervets
selskabslokaler kan drages en skillelinie i selve serveringsvirksomhederne, og at man kan
fremholde, at det er selve den kendsgerning, at beværteren gør sig en indtægt på at servere
mad og drikkevarer, der adskiller hans lokaler fra de private lokaler, men på den anden
side mener vi ikke, at dette synspunkt helt holder stik, idet bev83rtervirksomheden jo netop
forudsætter, at den udøves fra et bestemt lokale, hvor man kan have gæster siddende, og
på dette punkt er de to former for selskabslokaler ens stillet og burde derfor også retligt
set være ens stillet. Netop lokalets tilstedeværelse, indretning og godkendelse fra myndighedernes
side er jo den første forudsætning for udøvelse af beværtervirksomhed.
Efter vor opfattelse kan udskænkning af stærke drikke her i landet foregå lovligt
under to former:
1) privat
2) ofientligt — under beværterlovens kontrol.