searchable_0104-1954..

178
har karakter af en erhvervsvirksomhed. Den af nævnet trufne afgørelse er endelig. For afgiftens
erlæggelse hæfter såvel den, der stiller lokalerne til rådighed, som den, der står for
sammenkomstens afholdelse. Toldbestyrelsen bemyndiges til at foreskrive nærmere regler
til gennemførelse af disse bestemmelser, herunder regler for beregning af afgiften."
Så vidt vi har kunnet se, er dette det eneste sted i lovgivningen, de private selskabslokaler
er nævnt.
Afgiftsloven forudsætter altså med støtte i alkoholkommissionens opfattelse,
at der ikke udkræves adkomst efter beværterloven for drift af private selskabslokaler, selv
om disse drives på erhvervsmæssig basis med den klare hensigt at opnå økonomisk fordel
ved virksomheden — med andre ord, denne form for virksomhed er fri næring, som enhver
uden nogen som helst kontrol — bortset fra bestemmelsen i § 1 i afgiftsloven — kan udøve.
Selv om de private selskabslokaler nu er afgiftspligtige for de der nydte stærke
drikke, tillader centralforeningen sig herved på hotel- og restaurationserhvervets vegne
at rette henvendelse til alkoholkommissionen med anmodning om, at spørgsmålet om lovligheden
af driften af de private selskabslokaler tages op til fornyet undersøgelse og drøftelse.
Da beværterloven blev vedtaget i 1939, kendtes de private selskabslokaler kun i
meget ringe grad og var i hvert fald for hotel- og restaurationserhvervet intet særligt konkurrencemæssigt
problem. Omsætningsafgiften på stærke drikke var dengang 6 pct., men
efterhånden som afgiften under og efter krigen var stigende, vendte publikum sig bort
fra de hidtil benyttede selskabslokaler i hoteller og restaurationer og søgte at arrangere
deres fester og spisninger i de private selskabslokaler, hvis antal voksede betydeligt, da publikum
ikke skulle svare afgift af de nydte stærke drikke og iøvrigt ikke var undergivet
beværterlovens kontrol.
Afgiftsbesparelsen er nu til dels blevet forhindret ved den omtalte tilføjelse til
lovens § 1, men erhvervet kan alligevel ikke føle sig tilfreds og tryg med den rådende retstilstand
på dette område, idet de private selskabslokaler under de aldeles frie former, hvorunder
de drives uden nogen kontrol i henhold til beværterloven, udøver en meget skarp
konkurrence med erhvervets selskabslokaler og derved i højeste grad vanskeliggør driften
af disse, ligesom vi ikke føler os ganske overbevist om, at afgiften af nydte stærke drikke
i de private selskabslokaler betales så nøjagtigt, som loven har tilsigtet.
Når omsætningsafgiftsloven har bestemt, at de private selskabslokaler skal være
afgiftspligtige, må det for vort erhverv bl. a. af konkurrencemæssige grunde også være af
den yderste vigtighed, at denne afgiftspligt opfyldes fuldtud, men det turde være ret indlysende,
at toldvæsenet ikke har de samme muligheder for at kontrollere konsumet af stærke
drikke i de private selskabslokaler, hvor lejeren i hvert enkelt tilfælde medbringer sin
beholdning af drikkevarer og fjerner eventuelle rester ved festens ophør, selv om såvel
udlejer som lejer skal afgive en erklæring til toldvæsenet over den stedfundne omsætning
af stærke drikke, og selv om både udlejer og lejer hæfter for afgiftens betaling; over for
denne lemfældige ordning — som iøvrigt ifølge hele sagens natur næppe kan være anderledes
•— står den yderst skarpe kontrol, en beværter er underkastet med hensyn til omsætningsafgiftens
betaling —• daglig bogføring af indkøbte og solgte stærke drikkevarer,
kontrol med varelagerets størrelse og daglig opmåling af de solgte drikkevarer m. m. — jfr.
iøvrigt afgiftslovens detaillerede bestemmelser herom. Det turde vist uden yderligere kommentarer
sige sig selv, at beværteren er handicappet i denne konkurrence og med mismod ser
på den udvikling, man er inde i.