searchable_0104-1954..

130
kan antages at være fyldt 18 år. Denne bestemmelse må antages at tage sigte på den almindelige
udskænkning i offentlige beværtningslokaler m. v., medens bestemmelsen ikke kan
antages at omfatte private fester i selskabslokaler. Det samme synes at være tilfældet, hvis
udskænkningen finder sted i et sluttet selskab, der med politiets tilladelse afholdes i de
almindelige beværtningslokaler. At forbudet i § 33, stk. 2, omfatter beværtning i henhold
til lejlighedstilladelse, f. eks. for foreninger i forsamlingshuse og andre af denne bestemmelse
omfattede lokaler, jfr. § 22, stk. 6, indicerer, at forbudet også omfatter foreningssammenkomster
i restaurationers almindelige beværtningslokaler. Dette er dog ikke antaget
i Vestre Landsrets dom af 9. april 1941, V.L.T. 1941, side 196, ligesom rigtigheden af kommissionens
opfattelse på dette punkt er draget i tvivl fra anden side, herunder fra
politiside.
Som foran omtalt, er det foruden sluttede selskaber alene foreninger, der efter
lukketid vil kunne fortsætte i særlige selskabslokaler eller efter tilladelse i de almindelige
beværtningslokaler, dog at forudsætningen herfor er, at der ikke deltager „uvedkommende"
i sammenkomsten. Medens der intet er til hinder for, at der i henhold til tilladelse efter
beværterlovens § 22 deltager „uvedkommende" i en festlighed i et forsamlingshus, medmindre
tilladelsen er begrænset til foreningsmedlemmerne, hvad den rent faktisk vel ofte
vil være, i hvilket fald der kan henvises til de nedenstående bemærkninger angående forståelsen
af foreningsbegrebet, er forholdet efter § 32, 3. stk., som nævnt det, at „uvedkommende"
ikke må deltage i den pågældende fest, og at vedkommende forenings bestyrelse er
ansvarlig for, at dette ikke sker. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en lovlig foreningsfest,
henhører i hvert enkelt tilfælde under domstolenes afgørelse.
Det er ikke alene beværterlovens nævnte bestemmelse, der nødvendiggør en stillingtagen
til, om en foreningsfest går ud over foreningsrammerne. Politivedtægterne betinger
afholdelsen af offentlige forlystelser af en polititilladelse i hvert enkelt tilfælde, og efter
forlystelseslovgivningen, jfr. lov nr. 260 af 27. maj 1950, vil der være at betale forlystelsesafgift,
hvis festen er offentlig. For en fuldstændigheds skyld kan der yderligere henvises til,
at offentlighedsbegrebet har relation til forfatter- og kunstnerretsspørgsmål, jfr. lov nr.
149 af 26. april 1933.
I forbindelse med det almindelige spørgsmål om forening s sammenkomster s lovlighed
har handelsministeriet i cirkulære nr. 76 af 30. maj 1939 udtalt, at foreningssammenkomster
ikke er omfattet af bestemmelsen i § 32, stk. 3, såfremt den pågældende sammenkomst
på grund af vedkommende forenings omfattende karakter eller på grund af sammenslutningens
formål må anses for offentlig. I denne forbindelse citeredes i det nævnte cirkulære
følgende domstolsafgørelser: U. f. R. 1923 side 261, 1925 side 529, 1926 side 129, 1929
side 966 og 1935 side 827. Der kan iøvrigt yderligere henvises til: U. f. R. 1922 side 814,
1923 side 260, 1926 side 403, 1931 side 153, 1936 side 402, 1942 side 886, 1945 side 417,
1949 side 623, 1950 side 810 og 1952 side 644.
I cirkulære nr. 243 af 18. december 1939 har handelsministeriet endvidere på grundlag
af de foreliggende domstolsafgørelser vedrørende det almindelige foreningsspørgsmål
som rent vejledende retningslinier anført, at en foreningssammenkomst ikke vil kunne
betragtes som privat, såfremt foreningens egentlige formål eller dens virksomhed må antages
at indeholde en omgåelse af lovgivningens herhenhørende regler, herunder bestemmelserne
om erlæggelse af forlystelsesafgift. Det anføres endvidere, at den omstændighed, at kredsen
af de personer, der deltager i en foreningssammenkomst, i sin helhed er af meget omfattende
eller ubestemt karakter, efter omstændighederne ligeledes vil kunne medføre, at