searchable_0104-1954..

127
at det vil være mest formålstjenligt, at dette spørgsmåls afgørelse henskydes til hver enkelt kommune.
Forholdene i København og det øvrige land er så forskelligartede, at lukketiden
for disse særlige tilfældes vedkommende mest hensigtsmæssigt bør fastsættes af den enkelte
kommune. Kommissionens flertal understreger, at de omhandlede tilladelser bl. a. bør
betinges af betaling af en betydelig afgift.
Et mindretal (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen,
Kandkær, Rosenkjær, Røgind og Wedell-Wedellsborg) kan ikke tiltræde flertallets forslag.
Det anføres, at det er højst tvivlsomt, om der er behov for en senere lukketid
end kl. 1, når henses til, at sammenkomster af foreninger eller sluttede selskaber kan
strække sig over et ubegrænset antal timer, hvis de foregår i særlige fra de almindelige
beværtningslokaler adskilte lokaler. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en tidlig
restaurationslukketid skaber gunstige vækstbetingelser for smugkroer, henvises der til,
at det dog må betragtes som lidet sandsynligt, at restaurationspublikummet i almindelighed
skulle føle sig tilskyndet til at opsøge smugkroer. Forholdet må vist nærmest være
det, at smugkroerne har deres ganske bestemte klientel, som foretrækker den dér rådende
atmosfære. Mindretallet betvivler endvidere turisternes interesse i at kunne dyrke restaurationsliv
i nattetimerne. Det store flertal af tilrejsende vil utvivlsomt være fuldt
tilfreds, hvis de har lejlighed til at tilbringe nogle timer i restaurations- eller forlystelseslokaler
for at kunne høre musik, danse, se artistoptrøden og lign., og det kan næppe
antages at svække de pågældende lokalers tiltrøkningskraft synderligt, at der lukkes
kl. 1, eventuelt kl. 2 nat. I det hele forekommer det mindretallet at være lidet rimeligt
at lade hensynet til de forholdsvis få elementer, der ønsker at dyrke „nattelivets glæder",
være afgørende for, hvorledes lukketidsbestemmelserne skal udformes. Rent bortset fra,
at konsekvensen heraf let vil blive den, at der formentlig stadig vil fremkomme nye krav
om udskydelse af lukketiden, indtil der efterhånden kan etableres „døgndrift"' i visse restauranter,
synes det mindretallet naturligere at afpasse restaurant-lukketiden efter det
store publikums normale behov. Selv om bestemmelserne gøres aldrig så elastiske, vil der
i hvert fald i storbyer altid forekomme „udvækster" af den ene eller den anden form på
restaurantlivet. Der henvises endelig til, at konkurrencemæssige hensyn formentlig vil
virke som en opfordring til mange restauratører til at søge at få plads i den begunstigede
gruppe, selvom det er tvivlsomt, om de vil kunne påregne synderlig stor søgning. Der
bliver da tale om et „spild" på arbejdskraftens og driftsomkostningernes konto, og visse
restauratører vil muligt forledes til at søge at forcere omsa3tningen af stærke drikke for
at holde sig skadesløse.
Medens en del af mindretallet (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph
Hansen, Markersen, Randkær, Rosenkjær og Wedell-Wedellsborg) foreslår, at lukketidsreglerne
forbliver uændret, kan en anden del af mindretallet (Røgind) tiltræde, at det i
§ 31, stk. 2, angivne slutningstidspunkt, kl. 1, ændres til kl. 2, hvorefter bestemmelsen i
§ 32 om adgang til at beværte for de dér nævnte gæster bortfalder.