searchable_0104-1954..

122
missionen ikke at kunne anbefale, at der tillades servering i marketenderilokaler uden for
arbejdstiden.
For så vidt dernæst angår sammenkomster, hvor der nydes medbragte stærke drikke,
i hvilket fald der ikke er tale om servering i teknisk forstand, bemærkes, at kommissionen
har drøftet følgende muligheder:
a. Man vil helt kunne forbyde afholdelse af festligheder, hvortil mad- og drikkevarer
medbringes. En sådan regel ville være klar og udelukke muligheder for omgåelse.
Motiveringen måtte formentlig være, at der, når marketenderierne har skattefrihed
for så vidt angår den daglige servering, af kontrolmæssige grunde overhovedet ikke
må nydes mad- og drikkevarer uden for arbejdstiden. Den heromhandlede mulighed
vil nok virke noget absolut og vil vanskeligt kunne forstås.
b. Der vil dernæst kunne anlægges det synspunkt, at nydelse af medbragte mad- og drikkevarer
i marketenderilokalerne kun er tilladt, såfremt politiet meddeler tilladelse dertil.
En sådan regel ville stemme med, at den allerede i dag er gældende for en række
festligheders vedkommende. Til foreningsfestligheder, hvor der nydes medbragte
stærke drikke, vil der nemlig kræves tilladelse. Der vil imidlertid intet være til hinder
for, at man undlader at lade foreningen være arrangør af den pågældende festlighed,
således at man formelt kommer uden for foreningsreglen. Der vil således være et
reelt indhold i en regel om, at tilladelse må indhentes. Det vil dog måske være et
stort apparat at sætte i scene at kræve politiets tilladelse til afholdelse af sådanne
festligheder, navnlig hvis disse, hvad tilfældet jo rent faktisk vil være, er begrænset
til de beskæftigede og gæster i følge med disse.
c. Idet henvises til bemærkningerne foran side 32 bemærkes endvidere, at det ville være
muligt at sammenligne marketenderilokaler med andre lokaler, som udlejes til brug ved afholdelse
af festligheder, hvortil mad- og drikkevarer medbringes. Dette synspunkt fører
til, at der udkræves en adkomst, såfremt udlejningen kan karakteriseres som erhvervsmæssig,
og man kunne da rejse spørgsmål om, hvorvidt i så fald ikke også den daglige
servering i arbejdstiden måtte blive anset for afgiftspligtig. Hvis dette måtte blive
tilfældet, vil spørgsmålet rent praktisk indskrænke sig til de tilfælde, hvor udlejingen
ikke er erhvervsmæssig, og hvor nydelsen af medbragte drikkevarer følgelig
vil kunne passere uden afgift, medmindre der er tale om nydelse af stærke drikke
under foreningsformer, jfr. foran under b., i hvilket fald der også vil indtræde afgiftspligt.
En ordning som skitseret her under c. vil kunne begrænses til de beskæftigede
med eventulle gæster i følge med disse, således at fremmede udelukkes fra at leje
lokalerne.
d. En fjerde mulighed er at gå videre på linie med bemærkningerne under c, således at
man ikke begrænser sig til de beskæftigede og disses gæster, men åbner mulighed for, at
enhver kan leje lokalet. Det vil næppe forekomme, at virksomheder vil udleje marketenderilokalerne
til fremmede foreninger og lign., og hvis det måtte forekomme,
vil forholdet vist ofte være dette, at der bliver tale om erhvervsmæssig udlejning,
hvilket muligt vil have til følge, jfr. ovenfor under c, at også den daglige servering
bliver skattepligtig. Det er ikke rimeligt at åbne mulighed for, at marketenderilokaler
udlejes til fremmede. At behandle marketenderilokaler, der udlejes, på anden
måde end andre „udlejningslokaler", kan næppe siges at være inkonsekvent, da
de, som ofte sagt, nyder en afgiftsbegunstigelse i dagtimerne.