searchable_0104-1954..

119
ning, hvor bl. a. afgiftsbestemmelserne i det hele bliver berørt. Uanset hvilket resultat
kommissionen kommer til vedrørende dette spørgsmål, vil marketenderispørgsmålet
dog i beværterlovsmæssig henseende altid frembyde et problem. Pålægges der marketenderierne
en afgiftspligt, der er mindre end afgifter) for resta urationsservering.
vil der selvsagt fortsat være trang til regulerende bestemmelser i beværterloven
om marketenderivirksomhed, men dette vil også være tilfaldet, selv om det bliver
restaurationsafgiften, der bliver gældende for serveringen i marketenderierne. I ønsket
om at undgå beværteravancen ville der nemlig vedvarende være et incitament til
at foretrække marketenderierne for restaurationerne. Rent bortset fra, hvilken afgørelse
der måtte blive truffet om afgiftsspørgsmålet, vil der således fortsat være et problem
omkring marketend'eriudskænkningen. Forholdene i dag udviser, som tidligere
omtalt, at havnemarketenderiernes klientel går ud over, hvad der i teknisk forstand er
dækket af den nuværende bestemmelse i § 27, stk. 3. Kommissionens beværterlovsudvalg
har drøftet de herhenhørende spørgsmål med de i særlig grad interesserede myndigheder
og institutioner m. v. (Københavns Havnevæsen, Foreningen af Arbejdsgivere i Kjøbenhavns
Havn, herunder Kjøbenhavns Frihavns-Aktieselskab, A/S Det Forenede Dampskibs-Selskab
og Tømmerhandlerforeningen for København og Omegn samt Havnearbejdernes
Fællesforbund). På grundlag af disse drøftelser må man være enig med politidirektøren
i København om, at man ikke ser mulighed for at tilbageføre havnemarketenderierne
til de rammer, som den nuværende lov har fastlagt. De arbejdssøgende vil
den ene dag være beskæftiget, den anden dag uden arbejde, og det vil afstedkomme nogen
forvirring, hvis de den ene dag er adgangsberettigede i marketenderiet, den anden dag
ikke. Kuske og chauffører, som bringer eller afhenter varer til og fra havneområdet, og
som ofte må formodes at være tvunget til langvarige ophold dér, bør vist efter omstændighederne
også kunne anses som midlertidigt beskæftigede det pågældende sted. Det er kommissionens
opfattelse, at det for at skabe ordnede forhold er nødvendigt at slå fast, at havnemarketenderierne
er berettiget til at beværte de få havnen beskæftigede, herunder bude og chauffører
med ærinde dér. Til gengæld må det kræves, at det herfor er en betingelse, at vedkommende
marketenderier bliver organiseret således, at der etableres en ledelse ved de
beskæftigede selv, og at der bliver placeret et direkte, selvstasndigt ansvar på denne ledelse.
I så henseende henvises til bemærkningerne foran side 106—08.
Såfremt dette synspunkt godtages, anser man det endvidere for rimeligt at foreslå
istandbragt lignende regler for de øvrige marketenderiers vedkommende, idet det næppe
kan være praktisk at have forskellige regler for de to grupper af marketenderier. For
disse marketenderiers vedkommende vil spørgsmålet dog kun være af praktisk betydning
for så vidt angår bude, chauffører og lignende, der har ærinde på vedkommende
virksomhed.
For at kunne føre den fornødne kontrol med, at kun de herefter berettigede beværtes
i de forskellige marketenderier, ville det være klarest, såfremt alle skulle være forsynet
med et legitimationskort. Bestemmelser i så henseende kan gives i medfør af beværterlovens
§ 27, stk. 4, hvorefter handelsministeren kan fastsætte nærmere forskrifter til sikring
af og kontrol med, at alene de i vedkommende virksomhed beskæftigede beværtes,
og at misbrug af tilladelsen ej heller iøvrigt finder sted. Kommissionen må dog anse det
for mest opportunt, at det overlades til politiet, i København magistraten, at skønne over,
om en legitimationsordning i hvert enkelt tilfælde må anses for hensigtsmæssig.
I den bekendtgørelse, der eventuelt vil blive udfærdiget om kontrolforanstaltningerne,
bør der efter kommissionens opfattelse endvidere indeholdes regler om pligt